Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra
alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere,
saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den
latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det
ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved
den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det
var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af
de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter
skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige
Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid
beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige
Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne
Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten
i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at
udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til
Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" -- en
Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af
Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere
har udført videre,[40] -- og dernæst i 1842 ved, da Universitetets
Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde,
i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at
levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og
Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der
maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre
Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af
mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke
blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med
ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes
Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige
Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig
tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem
ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af
mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv
hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre
Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige
Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad
først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets
Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de
grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg
naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring
af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere
forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om
Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de
moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige
Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes
Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til
grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs
videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke
kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor
Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en
noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række
Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i
Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i
1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i
Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og
historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige
under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved
Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor
saare vaklende Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af
Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side
og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene,
saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.
{[40] Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.}
{[41] Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig
ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig
Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold
som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder
pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg
nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem
mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter
vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at
omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische
Schriften".}
Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program
udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte
paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische
Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i
Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af
Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets
Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken
sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger
for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte
Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at
bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis,
nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som
vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig
Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre
Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for
den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de
gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. -- Jeg kom tilbage til denne
Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en
kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev
Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at
fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed
og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og
Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker
Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i
Philologien.
Til denne lange Række af monographiske Arbeider, hvortil endnu i
1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero
(senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og
Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i
et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta
poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk,
nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: #de finibus
bonorum et malorum#. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt
vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter
strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling
og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver
Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig
selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske
Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske
Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller
tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og
til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den
nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift
maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser
op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør
sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide
paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget
langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869,
hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].
{[42] Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg
ikke set. -- Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min
jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet
Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette
Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og
sproglig Art.}
Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mærker
optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget
beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at
udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der
havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at
jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en
Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til
Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en
eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart
denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes
ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder
forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende
Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og
Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i
skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af
Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar
Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa
denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære,
der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af
Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens
hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte
tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at
jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle
Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes,
og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod
ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en
Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende
tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters
Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen
Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i
1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge
igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske
Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med
Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det
forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848
af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa
ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en
fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk
oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika
oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i
Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og
"der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken
Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg
ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem
Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43].
-- Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten
nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være
foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i
1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en
større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og
konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der
udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den
samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren,
en yderst ivrig Forkæmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav
Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes
philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten
umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En
ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde
lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et
Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette
foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske
Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave
betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen";
kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem
beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske
Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig
Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter
den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].
{[43] For Øieblikket er en magyarisk Oversættelse under Arbeide;
paa Græsk har jeg kun set en Oversættelse af Formlæren (fra 1846).}
{[44] I Fortalen til denne engelske Oversættelse forekommer en
meget karakteristisk Ytring om Englændernes og Tydskernes
forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin
Tid, især naar en Modsætning til visse tydske philologiske Skoler
kom til. -- Jeg bør vel bemærke, at jeg ikke har gjort det mindste
Skridt til at fremkalde nogen Oversættelse enten af Grammatiken
eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversættelser ere
foretagne mig aldeles uafvidende.}
Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og
til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine
jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de
betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værk de oratore (i
1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis
med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille
Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og
gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg
under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf
Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa
jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske
philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre
første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt
strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld
Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og
ved Udgaven af #de finibus# indtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige,
en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og
romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb
og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider
og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde
tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa
dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles
afgjort Overvægt (-- "præcipua sine dubio hujus studiorum generis
sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af
Opuscula --), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde
frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske
Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af
Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og
med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe
Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske
klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden
har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske
Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og
Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet
det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges
os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide
Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære
Bevægelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af Øieblikets
tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig
Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke
blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg
har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om
falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af
det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor
høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd,
saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor
høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke
undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom
altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser
imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og
Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden
Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit
andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig
at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og
upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig
skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den
efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen
en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde
været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt
Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i
den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der
hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde
en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne,
medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed
for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at
jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard
indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske
Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende
Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere
som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse
af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse
skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en
bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den
videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med
ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i
Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk,
jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er
kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort
og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig
Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte større
Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt
grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske
Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele
falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros
Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische
Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig
Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et
Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles
fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).
{[45] Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning.
Biskop Münter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at
sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig,
Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde
besørget en Udgave af Ciceros Skrift _de legibus_, og han havde
ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Forespørgsel
hos mig, at tilføie, at den unge Forfatter paa det Ærbødigste
ønskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjæbnen, at
Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedømt
meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Münter,
søgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillægge mig
Yttringer om andre Lærde, som jeg ikke havde brugt eller i
fjerneste Maade tænkt paa at bruge.}
{[46] I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbücher für
wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de César" bemærkes
det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lærde:
Mommsen, Zumpt og Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser
Gelegenheit zu annectiren."}
{[47] Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov
Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp
Tilrettevisning af næsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for
Feiltagelsen vil min philologiske Læser finde et Exempel i den
første Afhandling i første Bind af mine Opuscula og det dertil
føiede Tillæg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og
med nogen Gnavenhed har bøiet sig for beføiet Tilrettevisning, vil
kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius
sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med
mine Emendationes Livianæ.}