tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af
det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg
ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget
Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste
en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte
Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige
Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr.
Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og
derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham
paakommen heftig Sygdom.}
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før
min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i
ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge
af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til
et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet,
igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg
betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og
et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste
Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet
en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet
enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den
Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes,
har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det
ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed
til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede
levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i
Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere
ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at
virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].
{[32] Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860
tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive
Fransk.}
Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe
Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det
med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor,
paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og
Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at
optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte
Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og
Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom
J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og
venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som
Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i
Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger
indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag
til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning
ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] -- Ikke uden
Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse
som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.
{[33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg,
uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae
Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden
førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for
Firmaets Ophør.}
Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg
var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet
til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte
at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine
Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider
Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev
Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg
ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i
hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form
og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert
Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter
eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten
den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger
i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840
paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i
samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling
af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke
raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner
saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng,
var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en
friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af
visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og
fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en
meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør
fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte
Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til
sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning
fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin
Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne
ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin
var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for
Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae
over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis
paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det
Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en
vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for
baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og
at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar
ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i
Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og
vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor
og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen
understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig
næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig
et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar
Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min
Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent
ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier,
dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge
af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten
frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov
daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger,
tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner,
tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt
indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers
mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det
mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde
mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i
det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at
den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der
hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem,
der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst
overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte
alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte
Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer
jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde
Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min
Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen,
hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en
tidligere noget savnet Konsekvens. -- Til de behageligste Minder, jeg
har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste
Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som
jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre
Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en
fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret
1827-28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og
Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok
et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere,
gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar,
hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om
Indholdet.
{[34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg
fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En
Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed,
hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg,
hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos
Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det
gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da
ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En
anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang
at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids
Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og
Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre
uhyggelig Latter.}
Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen
Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal
anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav
sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte
stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed
og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt
maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen
og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne
latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk
System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den
beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den
almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en
Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag
for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den
Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet
jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen
Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs
Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert
Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en
Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den
semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som
Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine
Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og
fjernere Retninger førte Studier. -- Den næste Opgave, jeg stillede
mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen
af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for
Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til
Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af
deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte
naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes
frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder
dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over
hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet
Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men
Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og
paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive
og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og
Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk
søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine
Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere
Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en
muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som
Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og
specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne
Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for
det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske
Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f.
Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik
over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab
samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling.
Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have
fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning
sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger
med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske
Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte
Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af
min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og
over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele
Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius
og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og
Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket
orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det
Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den
grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske
Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de
latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i
Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de
philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af
de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og
sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. -- Efter
Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange
efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i
1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over
græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen
for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte
Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse
over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den
livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og
Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie
kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en
4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu.
Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu,
efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i
Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige
Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. -- Oftere
havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se
en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den
senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig
Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser,
nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som
Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for
"Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en
Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige
Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller
romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det
Ringeste intet Kald dertil.
{[35] Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den
almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte
Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871:
"Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen
til den anden Udgave af min græske Syntax.}
{[36] At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske
Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele
Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling
angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til
anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min
Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i
Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende
for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg
maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de
Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik
Paavirkningen noget videre omkring.}
Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende
Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved
betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med
Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et
Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium
af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros
verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for
Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de
ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus
tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G.
Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine
sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at
Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. -- Fra
1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de
akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og
Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær
ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes
Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske
Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse
og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en
gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget
forsømte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller
urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav
jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen:
Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula
academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet
Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit
Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed,
idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser,
hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig
begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere
gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af
større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske
Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især
Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og
Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og
Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side følte jeg
allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en
Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af
Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede
sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det
ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels
paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i
latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle
Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte
Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.
{[37] Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min
noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.}
{[38] Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har
gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave;
men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de
Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af
Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var
gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.}
{[39] En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens
Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu
udkommen. #Udgiverens Anm.#}