Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget

naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det

venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk

Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig

gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en

Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad

og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en

kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og

indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens

Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende

videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo

Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have

bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel,

medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af

Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot

tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens

han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men

bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han

efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud

givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det

ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den

sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende

og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage

et nyt Spørgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde

der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke

tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den

kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed

endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig

standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op

paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med

Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve

dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands

for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde

Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative

Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.

Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen

den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser

syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder

mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved.

-- Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere

omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at

have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende

Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og

saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af

Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig

med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min

Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel

efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det

hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede,

hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige

Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have

bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning,

saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe

Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget

velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis

Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget

betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var

tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale

Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og

Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter

Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have

bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende

Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved

først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at

være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to

Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa

skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven

aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder,

der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede

ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte

Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da

jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober,

seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel,

der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste

Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg

forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter

flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille

Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende

som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende

det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte

bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig

ganske er udslettet[17].

{[14] Udgiverens Anmærkning:

Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene

Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er

senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet

erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for

Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille

Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i

Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til

hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar

have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen

og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og

andre Høitideligheder.}

{[15] Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik

paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.}

{[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første

Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg

saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt

med ham.}

{[17] Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en

ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved

Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne

om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.}

Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu

at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den

fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af

større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og

Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min

Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i

Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var

stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med

Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge opløstes[18]. Jeg

lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret

og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede

den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Næsten

hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm

havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser

deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold,

tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa

Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde

modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten,

var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der

vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det

Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig,

udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større

almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes

igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de

bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa

Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for

min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.

{[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning

(Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par

tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den

daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg

forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde

som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik,

der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos

staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}

II.

SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.

1817 til 1820.

De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn,

have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa

en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af

Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel

efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter

det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke

at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af

en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt

Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn,

hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere

anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang

blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig

en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde

se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter

Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra

Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd,

ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de

syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og

Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i

Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der,

saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre

Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa

mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin

Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min

Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke

Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker

jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside,

der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og

virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller

noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis

lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske

mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede

"Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg

indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg

ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor

bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en

Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være

en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet

Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge

Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem

andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og

vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor

og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag,

skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved

at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste

Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen

førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital

Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders

og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks

indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med

Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar,

hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil

fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge,

hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en

Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags

Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

{[19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde

optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste

Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil

har boet i Kjøbenhavn.}

{[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men

Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af

Vinduerne i Stueetagen.}

Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg,

adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder,

hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede

Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt

delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af

Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre

Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige

øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og

Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede

militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne

økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved

Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken

foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter

min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for

Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg

naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa

Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets

yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev

gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den -- uden Tvivl af

Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede

Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.)

Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes

trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe

ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var

vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig

philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i

Gøttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophiæ#, ganske

kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes

ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var

opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen

for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han

var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl

overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O.

Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor

Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver

god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik

kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover

Skoletimernes Grændse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore

extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til

Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af,

hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham

til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved

et eneste Tællelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og

Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have

svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter

min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa

tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil

han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske

paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων[21]"[22]. Han læste

Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken

Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp

mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at

lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde

dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst

et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring

ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske

Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden

at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse,

og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os,

foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de

littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade,

som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret

mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse

og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb

mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds

af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde

forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende.

I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders

Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og

"Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af

Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig

den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende

skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et

indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn -- et Par Aar havde været

konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,

ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog

var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af

hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste

Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende

og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og

Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen

med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte

til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede

jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem

Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe

speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs

Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl

oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige

økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel,

en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi

holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i

de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede

i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens

Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke

samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og

Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde

og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.

{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}

{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid

holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord,

fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med

Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen

er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en

villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige

Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og

Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,

fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}

Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse

overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro

paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min

hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen

Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget

overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter

F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det

sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget

utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et

forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to

Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;

derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af

Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig

deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt

Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis

paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min

Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par

hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt

kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de

gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til

Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver

studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis

Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et

stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's

Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et

andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af

Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i

Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste

Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte

Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og

læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og

Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi

forsynedes fra samme Sted.

Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste

af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet

mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret

Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt

udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene

Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den

anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet

glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig

Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling

deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser

og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling

og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer

med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige

Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der

engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede

Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var

kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og

Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og

Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende

Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et

gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke

gjort.

{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have

opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og

som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.

Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind

i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg

endnu var i næstnederste Klasse.}

Livserindringer · 第 4 / 28 段