naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det
venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk
Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig
gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en
Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad
og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en
kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og
indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens
Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende
videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo
Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have
bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel,
medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af
Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot
tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens
han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men
bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han
efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud
givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det
ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den
sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende
og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage
et nyt Spørgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde
der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke
tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den
kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed
endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig
standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op
paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med
Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve
dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands
for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde
Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative
Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.
Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen
den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser
syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder
mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved.
-- Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere
omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at
have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende
Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og
saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af
Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig
med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min
Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel
efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det
hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede,
hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige
Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have
bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning,
saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe
Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget
velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis
Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget
betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var
tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale
Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og
Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter
Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have
bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende
Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved
først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at
være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to
Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa
skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven
aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder,
der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede
ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte
Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da
jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober,
seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel,
der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste
Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg
forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter
flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille
Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende
som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende
det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte
bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig
ganske er udslettet[17].
{[14] Udgiverens Anmærkning:
Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene
Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er
senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet
erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for
Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille
Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i
Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til
hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar
have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen
og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og
andre Høitideligheder.}
{[15] Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik
paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.}
{[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første
Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg
saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt
med ham.}
{[17] Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en
ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved
Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne
om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.}
Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu
at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den
fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af
større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og
Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min
Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i
Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var
stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med
Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge opløstes[18]. Jeg
lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret
og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede
den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Næsten
hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm
havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser
deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold,
tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa
Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde
modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten,
var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der
vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det
Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig,
udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større
almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes
igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de
bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa
Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for
min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.
{[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning
(Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par
tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den
daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg
forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde
som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik,
der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos
staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}
II.
SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.
1817 til 1820.
De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn,
have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa
en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af
Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel
efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter
det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke
at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af
en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt
Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn,
hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere
anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang
blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig
en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde
se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter
Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra
Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd,
ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de
syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og
Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i
Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der,
saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre
Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa
mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin
Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min
Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke
Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker
jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside,
der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og
virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller
noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis
lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske
mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede
"Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg
indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg
ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor
bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en
Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være
en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet
Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge
Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem
andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og
vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor
og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag,
skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved
at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste
Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen
førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital
Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders
og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks
indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med
Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar,
hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil
fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge,
hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en
Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags
Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.
{[19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde
optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste
Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil
har boet i Kjøbenhavn.}
{[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men
Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af
Vinduerne i Stueetagen.}
Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg,
adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder,
hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede
Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt
delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af
Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre
Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige
øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og
Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede
militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne
økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved
Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken
foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter
min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for
Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg
naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa
Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets
yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev
gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den -- uden Tvivl af
Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede
Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.)
Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes
trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe
ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var
vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig
philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i
Gøttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophiæ#, ganske
kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes
ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var
opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen
for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han
var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl
overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O.
Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor
Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver
god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik
kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover
Skoletimernes Grændse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore
extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til
Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af,
hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham
til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved
et eneste Tællelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og
Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have
svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter
min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa
tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil
han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske
paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων[21]"[22]. Han læste
Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken
Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp
mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at
lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde
dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst
et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring
ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske
Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden
at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse,
og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os,
foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de
littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade,
som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret
mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse
og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb
mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds
af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde
forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende.
I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders
Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og
"Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af
Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig
den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende
skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et
indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn -- et Par Aar havde været
konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog
var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af
hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste
Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende
og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og
Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen
med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte
til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede
jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem
Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe
speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs
Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige
økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel,
en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi
holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i
de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede
i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens
Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke
samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og
Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde
og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.
{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}
{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid
holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord,
fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med
Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen
er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en
villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige
Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og
Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,
fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}
Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse
overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro
paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen
Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget
overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter
F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det
sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget
utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et
forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to
Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;
derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af
Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt
Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis
paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min
Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par
hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt
kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de
gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til
Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver
studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et
stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's
Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et
andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af
Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i
Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste
Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte
Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og
læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og
Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.
Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste
af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet
mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret
Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene
Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den
anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet
glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling
deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser
og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling
og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige
Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der
engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede
Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var
kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og
Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og
Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende
Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et
gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke
gjort.
{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have
opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.
Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind
i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg
endnu var i næstnederste Klasse.}