mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk.
Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde
snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold,
at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af
Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt
Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f.
Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at
jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære
Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra
Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden
blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min
Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og
Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid
forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog
Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig
jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den
talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede
Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og
sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig
Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak
mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en
vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en
adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen
Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et
komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De
Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og
derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader
iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende
Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som
havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke
mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre
Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed
Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore
Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis
Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i
Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under
Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab.
-- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor
Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang
medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto
naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive
Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i
Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg,
den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af
bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede
dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og
den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan
udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til
Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse
Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af
hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske
en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn
tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den
eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af
Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk
erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende
igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som
jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i
Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor
Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved
Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i
tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to
Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved
Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten
ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som
den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har
altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter
Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig
aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser
og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde,
og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres
Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken
stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har
talt.[25]
{[24] Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig
Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de
fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som
Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med
Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det
danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise
fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at
deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus
Duntzfelt.}
{[25] Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at
jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M.,
bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig
Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et
Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand
efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til
et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om
Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem
Tyrannerne.}
Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb
Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at
Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i
den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit
Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning.
Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og
besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et
besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person
med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter
Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet
"De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid
aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig
saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen
imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Særegne
Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og
yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den
kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den
akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa,
at han satte Pris paa, at hans tredie Søn -- den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole,
afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, -- som
philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828
disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjørte jeg
med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed
stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig
til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved
Universitetet.
III.
STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.
1820-1826.
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig
ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved
fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig
Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder,
saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde
gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmærkelse --
tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg
fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af
hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held,
og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven
hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto
større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev
udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i
Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en
Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog,
at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som
Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse --), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at
Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men
hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse,
idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og
opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V.
Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds
studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en
overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af
ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg
ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg
modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ
eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen
Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres
Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket
mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af
en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit
Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at
hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og
ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte
mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg
i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst
Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
{[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i
Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og
besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede
samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem
indeholdtes.}
{[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit
første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden
at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen
af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved
Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han
efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne
Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg
skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med
Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede
naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa
denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to
forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa
herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende
Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.}