Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende
Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben
ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre
Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange
Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og
Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og
med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger,
med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore
temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad
Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi
liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar
Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist
Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende
Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En
yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en
skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et
meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist
Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og
Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om
Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier,
med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget
kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den
sidste af dem døde i 1884.
En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var
den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe
Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og
siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra
det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og
der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter
hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye
Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som
en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone,
som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen,
paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi
Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af
synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter
det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs.
-- En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa
en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige
Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt
ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille
Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle.
St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem
Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette
i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens
der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i
Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele
havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres
Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt
inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved
Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare
langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have
ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre
Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige
Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem
Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa
Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til
Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de
mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. -- Julen holdtes
overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i
Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde
deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold
til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af
Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse
spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og
Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn,
Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige
Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os
Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg
til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en
Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning
fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn
undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i
Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste"
(nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en
Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge,
i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle
Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede
Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", d. e. Brændevin
skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning
(naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den
Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i
Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte
andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. -- Det
vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres
Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles
Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved
Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg
hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af
disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at
forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn
staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller
den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen
tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye
Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden -- Landets største
Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens
Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, -- eller paa store
Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige
"Lars Mariska", d. e. Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg
hos os bragte en stor Dunk Honning -- eller paa lille Ravnsgaard hos
vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved
Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde.
Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt
beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og
ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved
Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete
lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte
sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de
tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der
forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og, var Antallet af de
Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at
sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en
Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa
paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes
ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm;
Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte
Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig
Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes.
Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne,
endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø
og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst-
og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den
klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte
Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader
og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det
siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød
stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens
Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud
med en Baad, -- man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda
ikke i Nærheden, -- gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før
Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede
Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne
og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da
gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs
Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der
ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid
for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og
Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men
ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod -- f. Ex.
Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, --
eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved
Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods -- i hvilket
Tilfælde min Fader var --, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og
en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet
Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der
baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom
havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med
alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han
skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde
sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig
for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt
melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i
hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af
overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg
engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte
Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter
styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og
hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø
for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en
Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke
Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre
et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte
tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole
i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først
sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem
vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste.
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os
vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser
fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et
frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet.
Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad
Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede
Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun
for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om
Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve
sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget
tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden
tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren
(-- thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over
hinanden --). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig
Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt
en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae
Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og
Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind
i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen
Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i
nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i
slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en
Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain,
og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede
paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny
Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker
(Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og
i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa
Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da
ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa
et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste
efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller
Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen
for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde
læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang.
Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke,
at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af
mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen
skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg
har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge
til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik
Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste
Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens
Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet
var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom
beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand
og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne
fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den
traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig
dog temmelig usvækket. -- Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til
Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe
Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde
sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede
Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed.
Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig
Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt
enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende
Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende
Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det
nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i
den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder
Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig
uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus'
Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig
studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og
Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget
udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en
dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt
Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og
Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk
Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske
Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige
Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds
skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien,
en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og
vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke
uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien,
thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient,
hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen
om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og
slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af
tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte
Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som
dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som
indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter
Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere
nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse
af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till
Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte
franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og
"Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om
"Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs
Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde
røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de
Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller
andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af
Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede
nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især
Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa
Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg
ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede
geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte
Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da
Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor
Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig
Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var
Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin,
hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som
Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres
Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to
høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang
paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang)
Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg
spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der
aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde
beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af
simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der
fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse,
prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb
Deltagelse.
Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det
Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved
Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og
især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende
Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min
Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare
eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende
Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde
et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde
foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede
da som Kusk (-- thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning
--) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende
Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste
Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa
en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter
Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren
og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg
erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker
Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen
Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden,
om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv
at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]
{[13] Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de
første philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da
jeg Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af mig
idelig nedskrevne Ord: #ditto# (-- jeg udtalte og skrev som Andre
#dĩto# --) eller endog #ditto ditto# betød, indtil jeg endelig
derunder opdagede den italienske Form af det latinske #dictus#.
Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet
jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte
Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hør mig,
du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var"
(= vaer), især i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens
Love: "Det siger, Luther var derpaa".}
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under
Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib,
ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved
Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for
Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa
falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred.
Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand
Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for
Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af
Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de
ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8
Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver
Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus,
over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi
havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens
Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille,
alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og
mine egne Længsler og Drømme. -- Den vanskeligste og besynderligste
Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa
Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven
Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den
neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og
mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis
anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk
Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte
dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte
sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens
Beedigelse for Retten.