Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning
til "Landet" d. e. Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes
Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to
Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke:
fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved
noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange
besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under
en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage
Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for
Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid
tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med
min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde
Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig
af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene
betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der,
ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun
i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa
Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.
Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm,
maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over
hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til
Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken
Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun
at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og
kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge.
Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som
jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en
nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade
med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede
(efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en
grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den
Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage
af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i
Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes
endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte
en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde
gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men
eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder:
den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der,
hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt
bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter
gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den
ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med
Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et
Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste
betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og
Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig
Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og
Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man
ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod
Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den
ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie
Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den
endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa
denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra
man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med
talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste
høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne.
Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads
for de østfra kommende Seilskibe (-- i min Barndom havde man jo kun
saadanne --), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave
Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under
visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar
bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod
Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende
Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af
dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med
voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en
Nordost. -- Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes;
et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet
snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart
af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og
endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (-- nu
er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet --), standsende
ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til
hvilken en Omvei maatte benyttes. -- Iøvrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere
Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge
udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var
straatækket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms
Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en
fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den
laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen
udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere
i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet
Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af
Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke,
omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to
Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene
af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første
Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire
Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den
fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt
hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem
Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester
af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til
Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid
var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa
Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne
spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem
fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen
imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige
Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten
en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller
endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet
opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det
tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste
Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig
opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller
af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike.
Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar
Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig
Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk
og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare
indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et
aldeles rent bornholmsk Præg.
I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og
lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de
sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre
Blik.
Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine
Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig
Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig
under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge
Christian den 5te -- Jordegodset har formodentlig udgjort en hel
eller halv Bondegaard -- og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids
Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa
Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn,
idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved
Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem
Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom.
Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i
Skaane, -- den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, -- blev,
efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig
Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og
Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori
efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen
Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det
juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos
Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at
forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han
efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet
Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul
Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt
det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar
var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev
min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at
jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere
ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og
det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa
selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min
første Livsplan var bleven fastholdt.
{[9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker,
om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde
antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten
efterlod sig et godt Navn.}
Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i
1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til
en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader
havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre
Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle
Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog
alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og
munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som
dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet -- jeg har
aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil --, men
han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han
om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed
læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og
freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber,
der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget
i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var
stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7
Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden
en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste
bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd
druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han
var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden,
der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene
yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af
alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som
Læge i Haderslev, tilbage.
{[10] Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt
senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn
et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa
Gaarden.}
Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved
Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og
indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende
Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke
af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids
Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte
Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte
muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en
Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare
i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige
Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde
arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min
Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme
igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den
Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem
omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret -- hvis hele Arbejde
bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en
Søstersøn og siden af mig, -- en lille Avlsgaard med dertil hørende
Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng
eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, -- og der førtes
under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt
var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4
Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig
Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt
mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os
Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med
Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet
med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med
mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre
Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar
Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i
Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren
bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede
og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og
Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og
Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig
Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min
Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes
Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg
lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb
igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden,
Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert
større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de
Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved
f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave
var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød
til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske
Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i
Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt
Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og
Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen,
hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et
betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en
lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede
Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det
indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir
med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori
vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt
ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig
bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om
Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget
sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter
en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad
daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var
foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de
feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt.
Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. -- Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at
sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne
Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden
Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig
byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som
Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det
engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i
en Alder af 7-8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover
Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa
under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.
{[11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles
utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af
den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans
Eftermand tilgode.}
{[12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den
gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en
Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves
har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.}
Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At
sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i
Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun,
Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i
Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.
Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn
og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig
forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til
Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
#staaende# ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne
eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til
hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i
Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men
han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade.
Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad
Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder,
den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at
man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor
med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise;
da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i
Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning
tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger;
derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med
Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede
ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig
Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante
Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som
jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af
Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk
Brændevin saa godt som aldrig.
Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som
omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent
fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener
leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med
sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider
Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader
i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde
sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede
varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten.
Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa
hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at
lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og
Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse
var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed
forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene
derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en
fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af
Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i
Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende
Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for
Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og
Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger
vi stundom vare ivrige Tilhørere.