[ Afskriverens bemærkninger:
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai
Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret, også hvor den er noget inkonsistent (fx Ty(d)skland,
Christian VIII/Kristian VIII, Landst(h)inget). De græske citater
er gengivet som trykt.
I fodnote 98 manglede et anførselstegn i originalen, enten efter
'Examenskommissioner' eller efter 'Ikke-Theolog'. Det er placeret
efter 'Ikke-Theolog', men den korrekte placering fremgår ikke
entydigt af konteksten.
Kursiv tekst i originalen er angivet med _understregning_, mens
s p a t i e r e t tekst er angivet med #firkanter#.
Nogle fodnoter er meget lange, og alle fodnoter er derfor afgrænset
af {krøllede parenteser} for tydeligt at markere hvad der hører
til.
]
LIVSERINDRINGER.
Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,
der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;
der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;
vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.
Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;
hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;
han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;
i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.
De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,
og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,
og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,
som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.
Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;
for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,
og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,
saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.
Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,
og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;
da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,
da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.
Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;
det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:
og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,
vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.
_17de November 1879._
_Edv. Lembcke._
LIVSERINDRINGER
AF
J. N. MADVIG.
KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1887.
Fortale.
I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min
Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterfølgende
Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt
at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke
taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da
jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig
søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge
tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald
være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, -- og for
dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre
Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand
var bedre -- han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop
den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene
om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse
der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider --, og det var
først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i
Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død
havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre
Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af
enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel
antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie
yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med
hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere
Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af
de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være
blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af
enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke
sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar
Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for
uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig
inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne
gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere
Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne
ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre
nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at
udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og
ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for
Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede
enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det
rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede
forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet,
saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han
endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.
Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende
Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min
Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i
stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve
Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle
foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om
Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt
til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form
eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.
Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende
Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter
Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv.
Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.
Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min
Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans
Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders
Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min
Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel
Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for
mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes
lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død
befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig
at overleve sig selv.
Den 30te April 1887.
#J. N. A. Madvig#,
Overretsassessor.
Indholdsfortegnelse.
Side.
I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817 1-51
II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820 53-67
III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad
1820 til 1826 69-86
IV. Ansættelse ved Universitetet, Embeds og
videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848 87-134
Universitetsvirksomhed S. 89-102
Forfattervirksomhed - 102-119
Bibliotheksvirksomhed - 119-122
Anden offentlig Virksomhed - 123-131
Personlige Forhold og Reise - 131-134
V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851 135-202
1848 før Ministerudnævnelsen S. 137-141
Novemberministeriet i Almindelighed - 142-151
Den grundlovgivende Rigsforsamling - 152-158
Virksomhed som Kultusminister i og
udenfor Rigsdagen - 158-181
Krigen og de ydre politiske Forhold - 181-200
Personlige Forhold - 200-202
VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed
med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852
til 1884 203-284
Politisk Virksomhed i og udenfor
Rigsdag og Rigsraad S. 205-235
Universitetsvirksomhed - 236-244
Undervisningsinspektørvirksomhed - 246-254
Videnskabelig Forfattervirksomhed - 254-265
Anden offentlig Virksomhed - 265-268
Personlige Forhold 244-246, 268-272
og 282-283
Reiser - 272-281
Tillæg I. 285-319
1. Tale ved Sørgehøitid for Kong
Frederik VII S. 287-304
Bemærkninger om Kong Frederik VII - 304-311
2. Nationalitetsprincipet i Politiken - 311-319
Tillæg II. Forskjellige Breve 321-371
I.
BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.
1804 til 1817.
Motto: O Barndomstid,
hvor er du blid,
hvor lyse dine Drømme
og dine Minder ømme!
Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke
jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de
Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning
vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der
blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener
sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold,
tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling
mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet
64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning
af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og
afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax
ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og
Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og
Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en
neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min
under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig
derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit
senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg
derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig
selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig
angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele
den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af
Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant
Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører
min egen lille Person.
Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker
Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange
(rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6-7 Mile fra
Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en
Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod
Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del
af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels
af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne,
i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en
kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner
en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand.
Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden
begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet
et Knudeparti, hvis øverste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten --
naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest
og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af
hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner
Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt,
af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter
mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet
deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere
Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen
mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget
mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader,
og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og
afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures
af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer
og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand,
medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper,
tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod
Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet
fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove
savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke
Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa
nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af
ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strække sig
lige ned til Kysten -- ved et sammenhængende naturligt Stengjærde
adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve
den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og
Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt
og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring
en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles-
eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge
Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte
uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men
kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker
af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning
til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som
Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen
eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra
Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa
denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse,
nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder --
der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende
Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til
deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernæst en
især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie
Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn,
Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse.
Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved
Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle
kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende
Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af
et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede
Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem
særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de
allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde
Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex.
Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden),
men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og
særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde
karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex.
Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med
det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et
stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende
paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae
nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til
den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier
kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet
Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.
{[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}
{[2] Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.}
{[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft
og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand
bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved
Vask af Tøi.}
Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i
Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4
Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne,
Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til
Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter
Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller
Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og
Vester Lars eller Larskersogn osv.)
Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser
ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den
eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem
maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og
sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og
Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet
Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning
medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at
tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der,
ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand
paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i
Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig
havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens
Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af
Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og
Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis
Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som
Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af
den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa
Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste
(undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af
Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig
der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et
ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn
for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i
to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte
for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden
Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke
faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved
en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved
Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med
fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al
dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt
beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af
14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de
bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved
Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til
"Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en
ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en
Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er
der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes
Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af
Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling
udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af
Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde
en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang
førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri
til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke
gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig
levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]
{[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet
"Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor,
indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae
antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs"
yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en
Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under
Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig
Leilighed.}
{[5] Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er,
som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.}
Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske
Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige
Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men
beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den
mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne
af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en
kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant.
Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i
1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra
1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af
almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra
sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde
Officerer ophængte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm
tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af
den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun
er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og
Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde
bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder,
hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at
ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret
Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først
henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun
kortvarig Indskrænkning.
Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms
Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige
Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger
gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og
Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa
ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den
danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk
Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og
Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig
Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af
de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en
Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke
altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en
Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller
geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen
af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den
udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den
"førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og
Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede
Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive
Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for
Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i
Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis
fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter
Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved
Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da
Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en
Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. --
Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe
Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større
og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst
tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.
{[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes
stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa
Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i
Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm
stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.}
En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for
ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i
adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den
Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en
vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse
Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt
i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to,
formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder
efter Sogneboernes egen Anvisning[7].
{[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper,
5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske
forglemte.}
De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv
lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til
Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for
Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved
Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig
Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod
et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par
Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte
Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte
"Stæle", d. e. som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede,
sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte
Kjøbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" d. e.,
saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget
større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske
til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil
Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var
simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om
Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig
med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til
Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes
til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra
flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib
hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel
senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet
Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere,
især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de
kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told-
og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede
Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget
stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de
bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for
Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de
have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have
flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man
fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder
særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min
Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten
Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet
den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om
den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en
af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og
ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis
Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs,
eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en
dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre
af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur
Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven
korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og
Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der
nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos
Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der
havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som
Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt
understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved
Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min
Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn,
nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid
efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem
kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og
mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.
At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste
sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af
den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at
rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En
Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige
Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og
Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling
dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som
Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og
livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig,
skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent
ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd
Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere
Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa
Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af
hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par,
erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet;
men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig
talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især
Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at
organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den
faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle
og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse
tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke
meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret
karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig
tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke
Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i
Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans
Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa
yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om
en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig
bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne.
Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros-
og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats
Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde
af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os
særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have
samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede
Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af
"Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring,
f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae død i
Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om
Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget
Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa
historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af
Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet
mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de
Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere
Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse
under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med
straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde
indtages (-- en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark
--), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en
paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest
for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at
have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig
talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over
denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et
ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole
Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel
Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede.
Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være
fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han
dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang,
selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han
kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at
være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de
forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter
Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand,
efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et
lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af
et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie
Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede,
Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa
skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine
Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i
Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem,
og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare
blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem
sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at
Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding,
som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse
for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg
en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en
Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række
selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i
Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst,
da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi
passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke
mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster
fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet
Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone,
der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i
Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske
Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til
Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa
hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en
tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da
Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen
Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke
med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]
{[8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget
om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres
Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget
tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke
vilde være det bekjendt som lærd Mand.}
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende
Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til
Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig
fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning
under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer,
først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst,
efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i
Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa
Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte
Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten
man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere
Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et
Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som
Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en
muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var
talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4
Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu
betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte
Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt
paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst
egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (-- Rønne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare
indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis
Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved
Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille
Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere,
det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre
med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede
Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller
gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes
Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de
enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste
Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes
Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for
Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af
de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis
Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved
Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse
Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle
mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at
fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig,
hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa
stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende
tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og
opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store
Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam
udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808
eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved
min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved
Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller
længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par
Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest
fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende
Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til
de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun
engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at
have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne
at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning.
Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede
Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre
Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til
Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse
Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og
Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig
bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder,
som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af
vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved
Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og
Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig
og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under
Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af
Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden
og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i
Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et
særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --).
Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at
ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af
denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at
være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden
at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og
med Freden forsvandt Foranstaltningen.
Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig
Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin
Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men
langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved
Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler
af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle
Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig
det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af
Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For
begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget
Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en
med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod
hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en
privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af
Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med
nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller
sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte
talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb
i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge
pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador
tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon
Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige
Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte
den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have
set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været
Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i
Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.