Der skulde være Fest paa Marcuspladsen, og Musikken skulde have
spillet mellem Fanestængerne foran Kirken, men man havde bemærket,
at den stolte Kampanile havde slaaet en truende Revne, og Festen
blev aflyst.
Rundt om Pladsen spærrede Militæret af, og Folk stod i ærbødig
Afstand og saa med Bekymring mod Klokketaarnet. Næste Dags Formiddag
d. 14. Juli spiste Holst Frokost med Ankerkrones paa Hotellet, og da
de derefter gik ved Piazettaen for at se, hvorledes det stod til,
saa de Pladsen fyldt af Folk, saa de med Nød og næppe kunde kæmpe
sig frem til Gondolernes Anlægsplads ved Kajen.
De stod tæt trængt op til Bolværket, da pludselig en Summen fra
den store Menneskemasse som en Brænding bølgede hen over Pladsen.
Holst rettede sit Blik mod Taarnet og saa med Undren, hvorledes
Toppen med Spiret og Marcusstatuen i Bronce langsomt sank, og medens
den ustandselige Summen steg og voksede som et Hav, sank Taarnet
langsomt ned, som trykkedes det i Jorden af en usynlig men mægtig
Haand. Over San Sovinos Logetta og dens herlige Billedhuggerarbejde
gød Taarnets Stene sig som Skum, medens Støvet hvirvledes op mod
den klare Himmel. Duerne fra Glughullerne flagrede med forskræmte
Vingeslag og søgte Ly ved Domkirkens Kupler. Mængdens Mumlen steg
til Skrig, og blandet i Larmen lød Knitren af de rullende Sten.
Men Taarnet faldt ikke, det sank mod Jorden langsomt, medens dets
Spidser pegede mod Solen, og pludselig, medens Skrigene skar gennem
Luften, voksede Larmen til et Brag, og Støv hvirvledes til Vejrs,
medens Stenene nu som et Fossefald hvirvledes hen over Pladsen og
den knuste Gavl af Kongepaladset. Luften fyldtes som af Taage, og
Drønet overdøvede alt. Saa blev der pludselig tyst og ganske stille,
dump truende Sorg, og som et Suk steg fra det bølgende Menneskehav
og bares af Vinden ud over Lagunerne.
Venezias slanke Klokkespir med San Sovinos herlige Kunstværker laa
som Ruin under sprængte Sokler og Sten tæt op mod Prokuratierne som
en Vold af Sten og Støv, medens Venedig sørgede, og Sorgen som en
Bølge bredte sig over den hele Verden.
Ankerkrone greb Holsts Arm, da Folkehavet bruste ind over Pladsen,
og drog ham med sig, medens Ulla trykkede sig tæt op mod ham.
De tav.
Men da de naaede Sæde i en Gondol, der førte dem bort fra Kajen
ud paa Vandet, hvor Baadene pilede af Sted mellem hverandre i
feberagtig Il, sad Ritmesteren med bøjet Hoved i alvorsfulde Tanker.
Ulla havde taget Holst i Haanden, og vendt imod Faderen sagde hun
med dæmpet Stemme: »Venedig -- nenn ich mit doppeltem Recht heute
Sankt Marcus im Koth.«
Ankerkrone saa op. »Du har Ret, Ulla, Dyndet har slugt den stolte
Kampanile, som det vil sluge Dogestaden og dens dejlige Bygninger,
Dyndet slaar op om Staden som det slaar op om alt; vi bygger i
Dyndet, der ligger om os, hvor vor Fod træder. Dyndet vil slette
hvert Spor ud, hvert Spor, vi har traadt, og slette os selv af
Verden, mens vi synker og synker.«
Sorgen laa tung og tavs over Venedig i de Dage, og alles Tanker,
alles Tale gjaldt den store Ulykke, der var hændet San Marco. San
Marcos stolte Klokketaarn, som Dyndet havde slugt. Ikke et Menneske
havde Tid til at tænke paa eller tale om den svenske Løjtnant, der
var død i Fængslet, eller undersøge, hvorledes han var død. Hans Lig
begravedes paa Kurks Foranstaltning paa Øen der ude i Adriaterhavet,
og paa en simpel Marmorsten indridsedes hans Navn og den korte
Indskrift paa Svensk: Gud være hans Sjæl naadig.
Herredsfogden var stærkt bevæget ved Sjöströms Død, men egentlig
ikke utilfreds; det var dog vel nok langt bedre, som det var. Ingen
kunde vide, hvor stort et Arbejde, hvor vanskelig en Kamp, der vilde
være fulgt efter hans Udlevering. Rimeligvis skyldtes hans Død
Broderens Mellemkomst, rige Slægtninge i Sverig havde villet hindre
Skandalen, og det var vel bedst for alle Parter.
Ankerkrone undgik at omtale Sagen til Herredsfogden, der skrev dette
paa Landsmandsskabets Regning.
Holst talte ikke til Ankerkrone om Sjöströms Død, men den Aften, da
Kampanilens Fald var det eneste, hvorom Mænd og Kvinder i Venedig
talte, stod Holst og Ritmesteren paa Altanen og saa ud over Lagunen,
hvor Maanen blinkede over det skvulpende Vand.
»Eigil,« sagde Ritmesteren, »Dyndet sletter Sporet, det lægger sig
over vore Fodtrin, klægt og leret, og intet ses, naar vi ser os
tilbage. Lad Dyndet lægge sig over de Spor, du har fulgt, saa end
ikke Mindet forbliver, og lad os sætte vort Haab til Høsten, der
kommer!«
Holst saa op: »Stundom synes jeg, at du er som en af Renæssancens
Mænd, naar du rydder dig Vej gennem Livet. Og dette sidste synes jeg
var unødigt.«