Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa
et Vink af Kaptajnen trak han sig tilbage. De tre var alene.
Kaptajn Kurks Ansigt var alvorligt, præget af en fast Beslutning.
Staldmesteren stod med sænkede Øjne og var dybt bevæget.
Hugold vilde række Kurk Haanden, men han tog den ikke. Staldmesteren
vendte Siden til, da Hugold traadte henimod ham.
»Hvad vil I mig?« spurgte Hugold dumpt.
Kurk saa fast paa ham og sagde alvorligt: »Hjælpe dig, Hugold, for
sidste Gang i dit Liv.«
Haabet lysnede op i Fangens Ansigt, men Kurk føjede hastigt til:
»Ikke som du tror, Hugold. Denne Fængselsdør kan vi ikke aabne for
dig; tidligere har vi hjulpet dig, skønt du har lønnet os slet,
slæbt din Broders hæderlige Navn i Sølet gennem Europa. Men en
Morder kan vi ikke hjælpe, en Snigmorder, Hugold, for det er du, og
du er hjemfalden til Dom.«
»Du lyver -- Kaptajn -- du lyver.«
Kurk svarede dæmpet og roligt: »Og Annies Ur, Kapslen og Ringene,
som Holst har fundet i dit Værge?«
Hugold blev bleg og støttede sig til Briksen.
Kurk fortsatte: »Der er ingen Vej udenom, Hugold, Liget af den
Kvinde, du har myrdet, er fundet, og om kort Tid vil du af dine
Dommere blive stillet Ansigt til Ansigt med den, du myrdede. Det vil
ikke nytte dig at nægte, thi dine Skridt er fulgt Fod for Fod, og
der vil blive ført Vidnesbyrd mod dig, som du ikke kan modsige.«
Hugold samlede sig. »Du lyver -- Kaptajn -- Morderen er -- Arvid
Ankerkrone -- -- --«
»Tror du, at Løgn kan redde dig?« Kurk var traadt hen til ham.
»Du maa ikke forsøge paa at indbilde dig selv, at du kan bøje din
Skæbne. Eller tror du det maaske selv? Der er Vidnesbyrd nok at
hente, hvor Arvid Ankerkrone var den 27. Marts i Aar, men hvor var
du, og hvad indeholdt Kurven, som du købte i Helsingør, og som du
efterlod i Toget, da du over København rejste tilbage til Karlkvist
i Helsingborg? Eller tror du, nogen vil beskylde Arvid Ankerkrone
for at have blandet Giften i den Kognaksflaske, du efterlod i Kurven
med den myrdedes Klæder?«
Kurk talte roligt, men med stærkt Eftertryk.
Hugold gøs -- han følte, at han var fortabt. Netop dette, at Kurk
Ord for Ord kunde sige ham, hvorledes alt var gaaet til, og at
Ankerkrone vilde blive fri ved det Vidnesbyrd, der kunde hentes om
hans Nærværelse andetsteds, medens han selv maatte blive fældet ved
en Række Vidnesbyrd fra alle, der havde set ham. Han sank sammen og
lænede Hovedet i sine Hænder. Da han saa op, stod Kurk bøjet over
ham.
»Hugold,« sagde han, »der var en Gang, da du var en rask Gut, og da
jeg holdt af dig som af min egen Søn. Meget er sket siden da, men
saa meget har jeg endnu til overs for dig, at jeg vil frelse dig for
den Skam at staa for Domstolen som Morder, for at lægge dit Hoved
under Skarpretterens Øxe. Det bliver din Lod. Du var Soldat, og du
var en kæk Soldat, der er endnu en Vej aaben for dig, den kan du
gaa. Jeg ser ingen anden, Hugold; forson dig med den, der er over os
alle, og gaa saa Vejen, den eneste, der er dig levnet.«
Hugold rejste sig og strakte Haanden ud mod Broderen. Staldmesteren
rystede paa Hovedet og sagde med en dæmpet, rystende Stemme: »Jeg
kan ikke hjælpe dig, jeg kan ikke kalde dig Broder mere du, det, du
har gjort, er for hæsligt. Du faar høre, hvad Holger siger, for jeg
kan ikke, Hugold, jeg kan ikke.«
Staldmesteren vendte sig bort.
Kurk blev staaende med korslagte Arme og saa fast paa Fangen. Hugold
kæmpede en voldsom indre Kamp, men tale kunde han ikke.
Slutteren viste sig i Døren, Reglementet tillod ikke længere Besøg.
Staldmesteren tog Hugolds Haand, men slap den hurtigt igen, den var
iskold, han vendte sig og gik hurtig. Kurk blev staaende et Øjeblik,
det var, ligesom om der tændtes et Glimt i Fangens Øje, der lovede.
»Mod, min Dreng, Mod,« hviskede Kaptajnen og trykkede hans Haand,
idet han saa ham stift i Øjet. Saa lukkedes Døren efter dem.
Hugold sank sammen i isnende Fortvivlelse -- og idet hans Hoved
bøjede sig over Bordet, saa han en lille, hvid Pakke, der laa tæt op
mod Væggen. --
To Dage efter modtog Holst et Ilbud fra Fængslet om, at den
arresterede svenske Løjtnant pludselig var død. Aarsagen lod sig
ikke konstatere.
Staldmester Sjöström sad hos Holst Dagen efter Budskabet om
Broderens Død. Han var alvorlig, men han maatte tilstaa, at det,
der var hændet, var det bedste, der kunde ske. Han var stolt af
sin Slægt og dens Navn, og Hugold havde selv uanset de store Ofre,
han havde maattet bringe, været ham en Kilde til stadig Uro og
Bekymring. Han tilgav Holst, at denne var den direkte Aarsag til
Katastrofen, han vilde glemme alt, men endnu var han dybt bevæget.
Jeannette, der endnu stadig boede hos Signora Montuori og gik
omkring stille som en Mus med Sorg over sin lille, brustne
Lykkedrøm, sad tavs i en Krog af Stuen; hun vilde intet ondt tale om
Hugold, men hun gøs, naar hun tænkte paa Annies Skæbne.
Holst fik en Idé, han vendte sig mod Staldmesteren og sagde:
»Løjtnant Sjöström, De kunde gøre en god Gerning: denne unge Pige
er stillet ganske alene i det fremmede Land uden Beskytter, hendes
Fader har tjent Grev Falkenberg tro i mange Aar, tag hende med hjem
til Sverig, hvor hendes Moder endnu bor, og opret saaledes det, som
han har gjort ondt mod hende.«
Staldmesteren betænkte sig et Øjeblik, Jeannette græd stille i en
Krog.
Bror Sjöströms gode Hjærte fornægtede sig ikke, og det varede ikke
længe, før han slog til. Jeannette lod Holst bestemme; hun var
virkelig bedrøvet, men Holst klappede hendes Kind og strøg Haaret
bort fra hendes Pande.
»Du skal følge mit Raad, Jeannette, det er den bedste Maade, jeg kan
betale min Taknemmelighedsgæld til dig.«
Det fik saa være, skønt Jeannette græd.
Samme Aften forlod hun Venedig med Staldmester Sjöström og drog mod
Nord. Der var en Plads ledig i »Arkadien«, og undervejs bestemte
Staldmesteren sig til at tilbyde Jeannette den. Jeannette tog
imod den, og det lader sig formode, at hun vilde forstaa at holde
Arkadiens Beboer fast.