Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens
Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille
Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt
for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig.
Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at
der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en
dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde
ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn
paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var
Aarsag til hans Fængsling.
Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af
Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt,
at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.
Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
han prøvede at styrte ham i Ulykke.
Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa
Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans
Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at
overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette,
dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
Aften.
Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa
hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt
hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde
hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
hende.
Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten
øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget
og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet
bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret
og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet
med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at
tvinge ham til at tale.
Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
Vidnesbyrd talte imod ham.
Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op,
stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham,
Kaptajn Kurk og hans Broder.