»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som
Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri
mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for
en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner
i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade
at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
interessant som Processen Taube.«
Claes tav.
»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte
Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en
Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«
Holst rakte sin Haand frem.
Claes tog den modstræbende.
Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles
Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er
ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt
synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De
holder Dem i andet Plan.«
Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod
med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig
for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.
Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.