»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske
fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström
arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse.
Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa
Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«
»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige
Ord om Jeannette, men betvang sig.
Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større
Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til
nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til
at fortryde det.«
Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst,
men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig
Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«
»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst
skarpt.
Claes for op.
»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet
ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt
hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand,
der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har
næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«