Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end
at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst
til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med
at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede
til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et
Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig
til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og
forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et
lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.
Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström
alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms
Haardhed og Brutalitet mod hende.
Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.
Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.
Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun
rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant
ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.
»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende
ind i Værelset.
Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert
Plads.
»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
ikke Nød, ser jeg da.«
Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.
»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«
Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en
Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her
den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge
Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne
Forlegenhed.«
Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde
Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«
Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser
for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
nøje.«
»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres
Optræden irriterede.