XIV.

Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder

naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de

utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret

friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt

Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter

det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet

ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin

vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.

Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og

Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa

Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans

Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede

hendes Pande.

Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en

Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.

Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke

saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt

Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste

Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,

havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller

værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene

kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.

Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og

Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod

hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et

trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.

Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt

sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes

Slag.

Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme

hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes

sukkende Vand.

Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den

høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset

havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i

Fremtiden uløselig vilde knytte sin.

Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og

Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et

sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.

»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«

»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«

»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.

»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har

med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge

mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens

Oplysning.«

»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.

»Ja.«

»Og Morderen?«

»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske

Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«

Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen

er?«

»Ja,« svarede Holst.

»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«

Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han

bøjede sit Hoved til et stumt Svar.

Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den

unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled

al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme

Haandtryk.

»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.

Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;

var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den,

der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«

»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- --

--«

Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal

fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har

truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.

Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der

er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til

at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin

taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og

Børn.

Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det

ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til

at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en

Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit

umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.

I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det

ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«

Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter

begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald

Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv

havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet

sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs.

Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt

drømmende Ansigtsudtryk.

»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?«

spurgte han.

»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig

til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke

havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«

Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt.

»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet

mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil

har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og

dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra

Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden,

hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter

Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør

opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig

sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du

har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«

»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.

»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske.

Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«

Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte

sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var

sket.

»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,

han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit

Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind

paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed

en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester

Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde

taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde

jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at

Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse

efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra

den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte

mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget

enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne

havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær

med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie

ægtede ham, og derved afværge Faren.

Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at

vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til

Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes

og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström

vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet

sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.

Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I

Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg

mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg

havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var

aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks

iværksatte.

Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg

hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og

aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig

Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,

i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen

Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet.

Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker,

sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla,

der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet

stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa

mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.

Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange

havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af

hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand

ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun

var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin

Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,

vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge

vilde jeg intet have at skaffe.

Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til

Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig,

idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke

affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var

tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham

hen.

Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende

lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende

saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,

hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde

tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.

Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg

kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg

foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det

var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,

saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor

vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse

derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den

næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen

forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.

Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at

Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte.

Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte

mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil

svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til --

og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke

give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie

eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din

Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte

han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:

»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme

Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström

vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det

ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun

hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt

det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.

I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev

Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.

Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej

gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.

Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu

vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg

nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det

var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra

første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu

kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand

hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at

bære mit Ansvar.«

Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød,

dæmpet Stemme:

»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«

»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.

»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund

men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at

forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«

Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.

»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«

De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er

endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«

»Og det er?« spurgte Holst.

Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min

Sag, min alene og Kurks, om han vil.«

Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte

til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,

og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod

Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans

Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en

alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.

I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette

Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og

nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han

omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod

ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da

han skiltes fra Ritmesteren.

Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror

Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen

havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse

til i Følge med Kurk at besøge Fangen.