Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne
sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«
»Hvem mener du?« spurgte Holst.
»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«
»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.
»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«
Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet
presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom
alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle
hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
villet se det. Du har sveget din Pligt.
Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.
For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over
den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde
ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en
Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære
det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til
højre eller venstre, uden at tøve.
Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader.
Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til
hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans
Datter?«
Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.