X.

Kaptajn Holger Kurk sov meget lidt Natten efter sin Samtale med

Holst. Han var nervøs efter Sjöströms Arrestation, som han,

Herredsfogden og Claes alene kendte. Han vidste mere end den unge,

han vidste, at den sande Grund til Arrestationen var den Mistanke,

der hvilede paa Sjöström for at være Annies Morder. Han delte

den selv, men han anede tillige, at denne Sag vilde bringe hans

Ungdomsvens Navn frem i en Retssag, hvis Omfang ikke lod sig overse.

Ankerkrone var syg, ganske vist havde hans Helbred været bedre i den

sidste Tid, men Sindsbevægelse taalte han ikke. I Morgenaviserne

stod en kort Notits om den stedfundne Arrestation, der selvfølgelig

straks telegrafisk vilde blive meddelt til Sverrig, Ankerkrone vilde

faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.

Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han

med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at

Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en

Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde

han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og

den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse

selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde

benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette

var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han

havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været

højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han

troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad

havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser

og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde

modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide,

og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han

var meget syg, det var tydeligt.

Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström

kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre

end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette --

nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet,

og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været

tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han

maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans

Tavshed og Sygdom.

Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for

Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge

paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens

Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.

Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis

Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere

indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa

den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin

gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde

staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der

var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der

straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets

gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet

den. Vilde Venskabet holde?

Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte

holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre

end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde

række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.

Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud

til ham.

Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal,

han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i

Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst

og om hans nette Væsen.

Ritmesteren nikkede.

»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg

tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«

Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en

komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset

Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«

»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den

burde han opgive.«

»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man

anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet,

Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt.

Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«

»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.

»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump

Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«

»Hvad mener du?« spurgte Kurk.

»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.

»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med

et søgende Blik paa Ritmesteren.

»Nej,« svarede denne.

»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«

»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i

Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«

»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.

»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med

Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«

Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes

Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en

Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.

»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«

»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold

Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere

end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en

Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«

»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.

»Til alt,« svarede Ritmesteren.

»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«

»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke

vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«

»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«

Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde

begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger,

tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det

den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet

ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde

mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg

kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som

jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har

været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor

Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne,

skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori

Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa

dig, om den Sag skal blive andet og mere.«

Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.

Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen,

for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den

ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle

Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og

Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den.

Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader

ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder,

fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan

handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«

Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv

var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han

vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse

Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et

fornøjeligt Frokostbord.

Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa

en Udflugt til Lidoen.