Kaptajn Kurk bad Holst tage Plads og bød ham en af disse
fortræffelige Cigarer, som betyder noget i Italien, hvor Lysten til
Tobak maa tilfredsstilles med Minghetti, Cavour og andre afdøde
Statsmænd i fugtig, nedrig Tobak eller i Virginia og Trabuco, der
varer ugevis og koster en Formue i Tændstikker.
Holst tændte den og satte sig en garde.
»Hr. Løjtnant,« begyndte Kaptajnen, »Sjöström er altsaa arresteret.«
Holst nikkede.
»Løjtnant Ankerkrone kom til mig i største Ophidselse og fortalte
mig, at De havde ladet Arrestationen foretage i Løjtnant Sjöströms
Hjem, hvor han lever sammen med sin Elskerinde. Løjtnanten fortalte,
at Sigtelsen lyder paa Falsk og Bedrageri. Er det rigtigt?«
Holst nikkede.
»Vil Sigtelsen indskrænkes til dette?« spurgte Kurk og saa spørgende
paa Holst.
»Foreløbig -- ja,« svarede denne.
»Foreløbig -- men senere? Claes meddelte, at De havde nævnet et
Navn, som De vil erindre, De skylder mig, at De kender. Anser De
Sjöström skyldig i Mordet paa Annie, og er det derfor, at De har
ladet ham arrestere?«
Holst saa roligt op paa Kaptajnen og svarede: »Det er imod mine
Principper at udtale mig om mine Formodninger paa et saa tidligt
Tidspunkt af en Sag. Jeg tror at kunne bevise, at Løjtnant Hugold
Sjöström har forfalsket en af Annie Cederlund udstedt Check og
tilvendt sig et betydeligt Beløb herved -- eller rettere: Papiret
er i min Haand, og der er overvejende Sandsynlighed for, at
det begaaede Falsum kan bevises. Med Hensyn til Mordet har jeg
ingensomhelst Formodning -- kun véd jeg, at jeg i denne Sag vil være
nødt til personlig at forhandle med Mænd, der ikke kan lade sig
repræsentere.«
Kaptajnen bed sig i Læben. »De synes at glemme, Hr. Løjtnant, da De
i sin Tid introducerede Dem hos mig, at De den Gang paakaldte et
Baand, der binder os sammen, og at jeg respekterede Deres Adgang til
at faa mig i Tale. Jeg fortalte Dem, hvad jeg vidste, det synes mig
en simpel Taknemmelighed at gøre Gengæld.«
Holst saa fast paa ham. »Hr. Kaptajn,« sagde han, »hvad De fortalte
mig var, hvad De selv fuldt ud var raadig over, mere ikke; jeg kan
ikke heller fortælle Dem, hvad der er min Chefs og mine Foresattes
Ejendom. Jeg er underordnet Funktionær og min Pligt, véd De, gaar
frem for alt.«
Kaptajn Kurk slog over i en lettere Tone: »Selvfølgelig, det beror
paa Dem. Det kunde synes rimeligere, at Arvid Ankerkrone talte med
Dem, men han er syg, hans Helbred er pludselig i den senere Tid
nedbrudt, og han taaler ikke aandelig Anstrengelse.«
»Jeg har Tid til at vente,« sagde Holst venligt, »mit Venskab for
Ankerkrone og hans Hus er saa varmt, at De faar stole paa, Hr.
Kaptajn, at jeg ikke foretager mig noget Skridt mod _nogen_ af det
Navn, før jeg har varet dem ad.«
»Vil De give mig Deres Ord paa dette?« spurgte Kaptajnen, »og paa,
at De ikke vil benytte Deres Bekendtskab og den fortrolige Fod, paa
hvilken De staar med Familien, i Deres Embeds Tjeneste.«
Holst rejste sig og rakte Kaptajnen Haanden. »Hr. Kaptajn,« sagde
han, »den Dag, da min Tjenestepligt bringer mig til at foretage
noget Skridt mod Ritmester Ankerkrone eller nogen af hans Slægt, som
er mod deres Ønske og Vilje, den Dag træder jeg tilbage og stiller
en anden for mig. Jeg vil ikke søge nogen Oplysning, som ikke
frivillig gives mig, og jeg vil, før jeg nævner Navnet, som endnu
ikke i noget i Tjenesten benyttet Aktstykke, ikke en Gang overfor
Herredsfogden, er nævnt, træde frem for Familiens Hoved og sige ham,
hvorfor jeg nævner det, give ham enhver Chance for, at det forbliver
unævnt.«
Kurk stod et Øjeblik ligesom usikker. »De tror, det bliver
nødvendigt at nævne det?«
Holst rystede paa Hovedet. »Det kan jeg ikke sige. I Morgen vil jeg
tale med den arresterede, og meget vil afhænge af, hvad han siger
mig. Jeg kan ikke med min bedste Vilje sige Dem mere i Dag.«
Samtalen blev afbrudt, og de to Herrer vendte tilbage til
Selskabet. Claes og hans Hustru var imidlertid kommet. Den unge
Englænderinde viste Holst ganske særlig Opmærksomhed; hun var meget
lidt smuk, vistnok heller ikke særlig elskværdig, men hendes Øjne
gnistrede af Intelligens, og hendes Evne til at se paa Personer
og Forhold og bedømme dem koldt og klart var ualmindelig. Hun lod
til at være meget forelsket i sin Mand, men syntes mere kølig mod
sin Svigerfader og Svigerinde. Kaptajn Kurk behandlede hun med en
paafaldende Mangel paa Sympati.
Claes Ankerkrone lod til ganske at have glemt Scenen hos Sjöström,
han var overstrømmende elskværdig mod Holst, særdeles charmant, men
næppe helt ærlig. Holst syntes ikke om ham. Aftenen blev Ullas, og
i hendes Selskab glemte Holst de andre og det andet. Da han forlod
Selskabet, trykkede hun hans Haand fast og længe og bad ham komme og
ledsage hende paa en Tur gennem den vidunderlige Stad.
Det lovede han.
Ved sin Hjemkomst skød han den ventende Jeannette blidt til Side og
gik til sit Værelse for at være alene med sine Tanker og sit unge
Haab.