Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf
Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil.
Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere
ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen
Bestemthed og megen Værdighed.
Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra
Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade
Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt
uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.
Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens
Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som
babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende
Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i
Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange.
Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket.
»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende
Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly?
Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige
Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte
mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne
Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse
Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede
og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det
samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at
staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger:
Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten.
O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff!