»Nu vilde jeg -- -- -- --« Holst tav. Hun saa paa ham med et
forunderligt spørgende Blik, og han følte ligesom en rislende Kilde,
dybest indefra, der steg igennem ham.
To Mennesker kan mødes i Elskov ved et Blik i et kort Sekund, og det
skete i dette. Der førte ingen Vej tilbage fra saadant Møde. Det var
ligesom den lille Jeannette havde aabnet Leddet for Holst til Egne,
hvor han aldrig før havde vandret, som om hun havde ledet hans Veje
over blomsterstrøede Marker mod det store Maal, og medens hans Blik
hvilede paa den fine Pigeskikkelse foran ham med de rødmende Kinder
og de store, søgende Øjne, hviskede hans Læber en Tak til den lille
derhjemme, der havde lært ham mere i et Døgn, end Livet havde lært
ham i mange Aar.
Der var ikke Vemod i Mindet, kun svulmende Haab til Fremtiden; det
var et Livsmaal, det første virkelige han havde kendt.
Kaptajn Kurk afbrød de unge, han ønskede at tale et Par Ord med
Holst. Den tydelige Skuffelse, der prægede Ullas Ansigt ved
Afbrydelsen, forsonede Holst med Adskillelsen. Herrerne trak sig
tilbage til Kaptajnens Værelse for at være uforstyrrede.
Det var tydeligt, at Kaptajn Kurk vilde vide fuld Besked, men i
samme Øjeblik som Holst gjorde sig det klart, at det var en andens
Ærinde, Kaptajnen gik, strøg han den milde Stemning af sig og
samlede sig til koldt, klart og klogt at modtage Angrebet. Han
forstod, at nu var Øjeblikket kommet, da han maatte tage Standpunkt
til Spørgsmaalet om Ankerkrones Forhold til det udspillede Drama.
Han var i et fremmed Land, Sagen beroede udelukkende paa ham, han
havde det i sin Magt at lede den, og det forstod de alle. Men han
var Soldat, og ingen Stemning i Verden skulde føre ham bort fra
Pligtens Vej, der laa for ham, skarpt tegnet ved det, han vidste, og
det, de maatte sige ham, om han ønskede at vide det.