Holst traf Dr. Braun i Hotellets Spisesal i Færd med sit ensomme
Maaltid. Holst tog Plads lige overfor ham og berettede med et lille
Smil, at hans Ekspedition nu var lykkedes.
»Jeg har her den Fornøjelse at lægge Corpora delicti frem for Dem og
overrækker Dem herved Deres Ur, Deres Ring og 125 Francs, de 25 er
medgaaet til Omkostninger.«
Braun blev blussende rød. »Og Damen?« spurgte han.
Holst smilede. »Saavel Damen som den gamle Heks og den
skrækindjagende Ægtemand er under Politiets Opsigt.«
Braun rystede paa Hovedet. »Stakkels unge Kvinde, hun var saa
fortryllende sød.«
»De kan være rolig,« sagde Holst, »jeg har sørget for, at det hele
gaar i Stilhed, og den Politiofficiant, under hvis specielle Opsigt
hun er stillet, vil nok være god imod hende.«
»Det tror Pokker,« afbrød Braun, »Politiet er sandsynligvis lige saa
bundfordærvet og usædeligt her som alle Steder.«
»Det er muligt,« sagde Holst og rejste sig.
Braun vilde ikke lade ham slippe, han vilde have Lov til at vise sin
Taknemmelighed, der yderligere forøgedes derved, at han slet ikke
fik noget med Politiet at gøre, og at det hele var afsluttet med de
25 Frcs. Udgift. Men Holst svarede undvigende: »De har ved denne Sag
gjort mig en større Tjeneste end jeg Dem, og jeg har intet Krav paa
Taknemmelighed.«
Det forstod Braun ikke; skulde Holst selv være gaaet i Løvens Gab?
Naa, vilde han ikke fortælle, saa var det ikke paatrængende at
spørge. Han havde sine Sager, og glad var han.
Holst klædte sig paa, og Klokken seks stod han i Forhallen til
Hotel Victoria. Hans Hjerte bankede en Smule ved Tanken om Gensynet
med Ritmesteren. Herredsfogden var første Mand paa Pletten.
Holst fortalte ham kort om Optrinet; Morderen var nu arresteret,
sigtet for Falsk og Bedrageri, og de nødvendige Formaliteter til
Udleveringens Iscenesættelse vilde blive indledede den næste Dag.
Holst vilde personlig underrette Konsulatet om Sagen, men da
Arrestanten var svensk Undersaat, vilde Forhandlingerne vel blive
ret indviklede og trække ud. Det fandt Herredsfogden for saa vidt
var heldigt, som han altsaa ikke af den Grund behøvede at afbryde
sin Udenlandsrejse. Holst bad Herredsfogden tie om Sagen.
Medens de talte om dette, kom Ritmesteren, Ulla og Kaptajn Kurk
tilstede. Ritmesteren hilste paa Holst med stor Varme. Det slog
Holst, hvor træt og affældig han saa ud, han gjorde en Bemærkning
derom, og Ritmesteren smilede svagt: »Jeg har det heller ikke godt,
min Ven, det er Maskineriet, der ikke vil mere.«
Kaptajn Kurk var meget formel, Holst syntes næsten, han var uvenlig,
og fandt dette ret ubeføjet, men han erindrede, at Manden maatte
tø op, han havde jo heller ikke været indladende i Christiansstad.
Ulla var fortryllende i lyst Silketoilette med mørkerøde Roser, der
klædte hendes lyse Teint og mørke Haar. Holst saa beundrende paa
hende og greb sig i at tænke, at i hvert Fald én Kvinde vilde have
græmmet sig i Stilhed, om hun havde set dem sammen.
De sidste Dages Oplevelser, den umiddelbare Erotik, der aander over
Adriaterhavets Dronning, virkede paa Holst med uimodstaaelig Kraft,
og gjorde, at han følte sig ganske anderledes fri og selvbehersket
overfor de smukke unge Piger. Han maatte tilstaa for sig selv, at
han gjorde Stormkur til hende, og de tre gamle Herrer betragtede ham
med Opmærksomhed. Herredsfogden drillede ham let. Løjtnanten havde
sendt Afbud, han kunde først komme efter Middag.
Det var øjensynligt, at Ritmesteren ikke kendte noget til den skete
Arrestation, derimod forstod Holst paa et Par Ord, som Kurk lod
falde, at Løjtnant Claes havde sat ham ind i Historien. Men det var
kun et Par Ord. Om denne Begivenhed blev der forresten slet ikke
talt, og Stemningen steg under Maaltidet lyst og let. Kun Kaptajn
Kurk var forstemt og ordknap.
Selskabet indtog Kaffen paa Hotellets Terrasse. Aftenen var stille
og varm, dog blæste en let Havbrise over Lagunerne. Holst og Ulla
sad sammen og talte om Sommeren i Norden og de grønne Bøgeskove.
»Længes De ikke?« spurgte Ulla.
»Aa jo,« svarede han, »-- længes -- det kan jeg vel ikke sige. Der
er sælsomme Magter i Naturen hernede, ja, det lyder besynderligt,
men det er sandt. Man fortæller om den store Goethe, at da han kom
til Venedig, blev han greben af en besynderlig Stemning, egentlig
en Aand, der for i ham, vidt forskellig fra den tyske spekulative,
romantiske Digteraand.« Holst rødmede. »Jeg er ikke Digter, ikke en
Gang af de smaa, men jeg føler det samme.«
Ulla smilede. »De mener, at da De som ung Werther sad paa Bænken ved
den lille Sø deroppe, vilde De flygte, da De saa mig komme, og nu
...«
Holst saa paa hende. »Hvor besynderligt, at Deres Tanker netop
følger det samme Spor som mine -- det tænkte jeg netop.«