VII.

Den hæderlige gamle Signora Montuori var født Wienerinde og

indvandret i Venedig i den østrigske Tid; hendes Mand, en

Syditaliener, havde en ubestemmelig Forretning, der meget vel kunde

betegnes som Agenzia, en Blanding af Lommeprokurator og Aagerkarl,

som han var. For Tiden opholdt han sig, mindre for sin Sundheds end

for sine Synders Skyld, paa et længere Aaremaal i det, Italienerne

betegner med det velklingende Navn Ergastolo; vi vilde vel kalde

det Tugthus. Holst underholdt sig livlig med Signora Montuori, der

efter det passerede betragtede ham med overtroisk Rædsel. Han talte

venligt til hende, hans Humør var fortræffeligt, han var oplagt til

allehaande blid Spøg.

»Ærede Frue,« sagde han, »jeg har en Hilsen at bringe Dem fra en af

mine Venner, der for faa Dage siden var saa lykkelig at besøge Dem

i Deres Hjem. Han var saa lettroende at betro Dem til Opbevaring

enkelte Effekter, der havde nogen Værdi for ham, en Ring med

Brillanter, et Guldur og en halvandet Hundrede Francs i Sedler og

Guld. Desværre kan han ikke komme personligt og afhente Sagerne,

og han tænkte derfor paa at sende de to Herrer, der tog sig saa

venligt af Løjtnant Sjöström. Jeg sagde ham, at jeg kunde udrette

hans Ærinde, og jeg er temmelig vis paa, at De, højtærede Fru

Montuori, vil betro mig de ommeldte Sager.«

Kællingen skjalv som et Æspeløv, og hendes tandløse Gummer mimrede

af Skræk. Men hun erklærede, at hun intet forstod af det hele.

Jeannette kom til; Holst lagde Armen om hendes Liv og drog hende ned

paa sit Knæ.

»Lille Jeannette,« sagde han, »Signora Montuori og jeg kan ikke

blive enige, hun vil ikke tro, at min Ven, Dr. Braun, har overdraget

mig at afhente nogle Effekter, som han har betroet i dette Hus'

Værge. Det er sandsynligt, at d'Hrr. »Spirrer« vil være nødt til at

anstille Undersøgelser her i Huset, og min Ven mener derfor, det er

bedre, disse Sager betros mig. Tror du ikke ogsaa, Jeannette?«

Jeannette var bleven ligbleg; hun vilde rejse sig, men Holsts Arm

laa fast om hendes Liv, hun kunde ikke rive sig løs. Saa bøjede hun

sit Hoved ned mod hans Skulder og brast i en heftig Graad, mens hun

hviskede: »Det var altsaa det, De vilde mig.«

Kællingen stod og rystede. Holst strøg den grædende Piges Haar

tilbage over hendes Pande og kyssede hende. »Din lille Tosse,« sagde

han, »tror du, jeg vil gøre dig Fortræd?«

Hun saa spørgende paa ham gennem Taarer, Holst smilede saa venligt,

at hun troede ham og lagde Armen om hans Hals, idet hun trykkede sig

tæt op til ham.

»Du vil tage mig med dig, ikke sandt?«

Holst nikkede tavs og saa op paa Husets Frue.

»Naa, højtærede Dame, bliver det til noget?«

Kællingen tøvede. Holst skød lempelig Jeannette bort. »Den unge Dame

staar under min Beskyttelse, men De skal paa Timen blive afleveret

til Municipiet. Forstaar De det?«

Jeannette gik hen til Konen. »De maa hellere godvillig udlevere

Sagerne.«

Holst rullede en Cigaret, saa rejste han sig og gik hen til

Madammen, idet han lagde Haanden paa hendes Skulder. »Gør De, som

jeg siger, lille Frue -- det staar De Dem ved. Desuden er det alt,

jeg forlanger af Dem, og saa at De sætter et af Deres fortræffelige

Værelser i Stand til mig; jeg synes om Lejligheden, og jeg agter

foreløbig at blive boende her hos Dem, hvis De vil have mig. De

kunde maaske komme til at trænge til mig, og hvad Betalingen angaar,

kan De forlange, hvad De ønsker, men Tyvekosterne _vil_ jeg have.«

Jeannette klappede i Hænderne og fandt Ideen bedaarende. Signora

Montuori delte ikke hendes Begejstring, men hun indsaa, at hun var

den svageste, og forlod Værelset, idet hun rokkede med Hovedet.

Det vilde være uretfærdigt og tillige usandfærdigt at hævde, at

Holst i dette Øjeblik følte sig som en arbejdende Politimand -- det

vilde være ubilligt at forlange det ogsaa.

Jeannette saa paa ham med store, bedende Øjne. »Tal aldrig mere

om Dr. Braun --.« Hun afværgede Svaret med et Kys, der ikke kunde

betyde andet end et Samtykke, for det blev ærligt besvaret. Holst

lovede sig selv at gøre noget for det Pigebarn; at anbringe hende i

en Magdalenestiftelse var trods hans sædelige Alvor og i øvrigt ret

rene Karakter ikke det første, der faldt ham ind. Signora Montuori

afleverede Byttet, der af Klogskabshensyn endnu ikke var realiseret,

og Holst var saa generøs at skænke hende 25 Francs som en Art

Dydsbelønning.

Den hele Scene morede ham kosteligt, men han steg gevaldigt i den

gamle Dames Agtelse, og snart var hun og Jeannette ivrigt i Færd

med at sætte Lejligheden i Stand til den nye Lejer. Klokken var nu

bleven 5, og Holst maatte tilbage til Hotellet for at klæde sig paa

til Middagen. Samtidig traf han Foranstaltninger til at lade sin

lette Bagage overføre til sit nye Kvarter.

Hvad Skovsøen gemte · 第 63 / 90 题