VI.

Klokken tre paa Slaget førte en Gondol Holst til Huset, hvor

Sjöström boede. Han var fuldkommen rolig, dog havde han anset det

for nødvendigt at bevæbne sig med en let Lommerevolver, som han

aldrig før havde benyttet i Tjenesten, men som han forstod at

bruge med stor Sikkerhed, fortræffelig Skytte som han var. Han

sendte Gondolièren bort og gik rask op ad Trappen til første Sal,

hvor Jeannette havde sagt ham, at Lejligheden laa. Paa Døren stod:

Montuori, Agenzia. Han ringede paa, og en rynket Kælling viste sig;

hun aabnede forsigtigt og spurgte om hans Navn og Ærinde. Holst

talte daarlig Italiensk, men han kunde gøre sig forstaaelig og bad

om at maatte tale med den svenske Herre. Konen lod uforstaaende, saa

rakte han hende det Kort, hvorpaa Staldmesteren havde skrevet en

Hilsen. Hun lukkede Døren og fjernede sig.

Holst maatte vente nogle Minutter, saa aabnedes Døren, og Konen

førte ham ind. Medens han ventede, hørte han Skridt paa Trappen og

en let Fløjten, der var Signalet til, at hans italienske Kolleger

ventede paa et Tegn. Det var en Aftale, at Holst skulde løsne et

Skud mod et Vindue i Lejligheden, saafremt der maatte blive Brug for

Hjælp; men han havde ønsket, at det hele skulde gaa fredeligt til

for at vække saa lidt Opmærksomhed som muligt. Han traadte hurtig

ind og fulgte Konen ad en mørk, snæver Entré til et Værelse, der

vendte ud mod Kanalen.

Det var tarveligt møbleret, mere som en Art Kontor; der stod et

Par Pulte, der kunde tyde paa Sagførervirksomhed eller lignende.

Værelset var ret lyst og rummelig. Holst hørte Stemmer i

Naboværelset; de talte Svensk. Det var to Herrestemmer, den ene

stærk og grov, den anden lysere. En Damestemme var øjensynlig

Jeannettes. Han var altsaa ikke alene.

Døren gik op, og Sjöström traadte ind.

Holst bukkede og kastede et hurtigt Blik paa sin Modstander.

Sjöström var tre Alen høj, meget stærkt bygget; hans Ansigt var

rødligt, hans Skæg stærkt og lyst, han lignede en Feltsoldat, kun

var Øjnene posede og røde, Haaret tyndt ved Tindingerne og Ansigtet

furet af mange Rynker. Han havde været en prægtig Soldat, kunde man

se, men hans Blik var uroligt, og der var udbredt noget nervøst over

hans Holdning, der prægede ham som Eventyreren, den usikre Mand.

Han bukkede lidt stift for Holst og bad ham tage Plads.

Holst tog en Stol og satte sig mageligt til Sæde, idet han stillede

sin Hat fra sig paa et Bord.

»Hvad skylder jeg Æren af Deres Besøg, Hr. Løjtnant?« spurgte

Sjöström med en let Bøjning.

»Deres Broder, Staldmester Bror Sjöström, som De vil se paa

det Kort, jeg gav Deres Tyende, har bedt mig opsøge Dem for at

overbringe Dem en Hilsen,« sagde Holst venligt. »Jeg har den Ære at

kende Deres Broder ret godt, og jeg vilde ikke undlade at opfylde

hans Ønske.«

»Ja saa --« kom det fra Sjöström.

Holst satte sig magelig til Rette som en, der har god Tid.

»Deres Broder var meget bekymret, fordi han ingen Underretning havde

faaet fra Dem udover tilfældige Meddelelser fra Landsmænd, der havde

truffet Dem i Nizza. Han var rent ud sagt bange for, at der skulde

være hændet Dem noget ubehageligt. De véd, Rygterne flyver saa

hastigt. Saa lovede jeg at se at træffe Dem og erfare noget nærmere.«

»Ja saa --« Sjöström lod ikke til at være meget indladende; det var

øjensynligt, at hans Tanker var i den anden Stue, hvor Samtalen

syntes ganske at være gaaet i Staa. Holst lod sig ikke forstyrre af

Sjöströms Holdning, han fortsatte i samme venlige Tone:

»Særlig har det foruroliget Deres Broder, at De ikke i Marts dette

Aar, da De var i Helsingborg, har opsøgt ham.«

»Hvor véd De, jeg var i Helsingborg?« busede Sjöström ud.

»Aa, Sverig er ikke saa stort -- Skaane mener jeg. Saa er der

desuden en vis Hr. Karlkvist fra Christiansstad, der rent ud sagt

har generet Deres Broder en Del.«

»Karlkvisten --«. Sjöströms Øjne blinkede, saa rettede han dem

skarpt paa Holst.

»Jeg beder Dem tale tydeligere, Hr. Løjtnant, hvad vil De mig?«

»Jeg har jo sagt Dem mit Ærinde,« sagde Holst i samme sagtmodige

Tone. »Deres Broder har paalagt mig at opsøge Dem. Han tænkte sig,

at De var i Forlegenhed, og at De mulig kunde trænge til Penge --

ja, undskyld, at jeg taler saa indiskret, men Deres Broder er min

Ven. Altsaa rent ud: hvis De følger mig til den østrigske Bank, vil

jeg kunne lade Dem udbetale et Beløb efter Deres Broders Ønske.«

»Jeg trænger ikke til Penge,« sagde Sjöström skarpt; saa lod han,

som om han betænkte sig. »Desuden er det jo ikke nødvendigt, at jeg

følger med. En Check kan vel gøre det.«

Holst smilede elskværdigt. »Deres Broder har, for at sikre sig

mod alle Tilfælde, ønsket, at Pengene skulde udbetales i min

Nærværelse.« Han saa meget skarpt paa Sjöström. »For alle Tilfældes

Skyld.«

Sjöström blev urolig. Han tog sit Parti og rejste sig hurtig.

»Hr. Løjtnanten maa undskylde mig, jeg har Gæster, jeg kender ikke

Hr. Løjtnanten og takker for Hilsenen fra min Broder. Jeg trænger

ikke til Penge -- aldeles ikke. Ja, det gør mig ondt at maatte være

uhøflig mod en fremmed -- en Ven af min Broder; men, som sagt, jeg

har daarlig Tid. Jeg kan maaske hilse paa Hr. Løjtnanten, der hvor

Hr. Løjtnanten bor, i Øjeblikket er det mig umuligt at tale længere

med Dem.«

Holst blev rolig siddende.

Sjöström stod foran ham og betragtede ham med slet undertrykt

Arrigskab; hans Blik flakkede uroligt, og han skottede af og til mod

Døren.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« fortsatte Holst i

en let drillende Tone; han havde fattet sin Beslutning, da det

mislykkedes at lokke Sjöström ud at Huset. Vennen derinde maatte

øjensynlig være en Guldfugl, der lovede Sjöström god Gevinst. Der

var altsaa ikke andet for at gøre end at skride til Anholdelse. Men

paa den anden Side vilde Holst nødig slaa Alarm, medens en fremmed

var i Huset; han maatte gribe til og se at faa det hele til at gaa i

Rolighed.

»Ja, saa Hr. Sjöström trænger ikke til Penge,« gentog han, »da

troede jeg ellers, de niti Tusind Kroner, Hr. Sjöström hentede i

Helsingborg i Marts Maaned, havde faaet Ben at gaa paa i Nizza.«

Sjöström blegnede og greb om Ryggen af Stolen. Holst fortsatte:

»Men de er maaske endnu i Behold?«

»Hvem er De?« spurgte Sjöström, »hvor tør De vove at trænge ind i

mit Hus og blande Dem i mine Sager? Vil De gaa?«

»Nej,« sagde Holst, »det vil sige: hvis De vil følge mig, Hr.

Sjöström.«

»Dem --«

»Ja, mig. Jeg har et Ærinde foruden den Hilsen, De ikke lod til at

sætte Pris paa, og det Tilbud, De ikke ønskede at modtage. Det staar

i Forbindelse med Deres Afregning med Hr. Karlkvist og Enskilda

Banken i Skaane. De har vist hævet for meget, Hr. Sjöström. Det

mener i hvert Fald Banken, og den har overdraget mig at ordne dette

Mellemværende med Dem.«

Sjöström var bleven bleg, men fuldkommen behersket svarede han:

»Hr. Løjtnant, jeg forstaar Dem ikke, og jeg afbryder denne Samtale.

De kan gaa.« Han trak sig tilbage mod Døren. Holst rejste sig rolig

og saa paa ham med et fast Blik.

»Det gør mig ondt, Hr. Sjöström, at maatte være ubehagelig mod Dem,

men det er min Pligt at meddele Dem, at i det Øjeblik, De træder et

Skridt nærmere til den Dør, vil der lyde et Skud, der vil have til

Følge, at her bliver lidt Oprør i Huset, som vil kunne undgaas, i

Fald De godvilligt vil følge mig.«

Sjöström stod et Øjeblik som en Tiger i Spring, saa samlede han sig

og sprang lynsnart frem mod Holst, der nøje havde vogtet paa enhver

af hans Bevægelser og med en hastig Bevægelse greb Stolen, slyngede

den mod ham, saa han standsede i Springet og med et stærkt Brag

faldt ned mod Gulvet faa Skridt fra Holst.

Døren til Naboværelset gik op, og Jeannette viste sig i Døren --

ligbleg. Bag hende traadte en ung Mand frem og ilede mod Holst

for at komme Husets Herre til Hjælp; Jeannette søgte at holde ham

tilbage. Sjöström var rullet rundt og søgte at komme fri af Stolen.

Holst stod rolig foran Døren til Entreen; Revolveren blinkede i

hans Haand. Da hans Øje faldt paa den unge Mand, sænkede han den

uvilkaarligt. Det var Claes Ankerkrone.

Den unge Svensker blev staaende paa Tærskelen i dyb Forbavselse.

»Detektiven -- Papas Detektiv -- hvad i alle gode Magters Navn er

det, De stiller an med Hugold Sjöström?«

Jeannettes Blik hvilede paa Holst; ved Ordet Detektiv for hun sammen

og blev staaende uden at røre sig. Sjöström havde rejst sig, han

stod bøjet, støttet til Stolen, hvis Sæde var brudt af. Holst talte

først:

»Hr. Sjöström,« sagde han, »jeg vilde have undgaaet enhver Scene i

denne Dames og den unge Herres Nærværelse. Det er Deres Skyld, at

den ikke er undgaaet. Hr. Ankerkrone kender mig og min Stilling. Det

er min Ordre at anholde Dem, og jeg erklærer Dem for anholdt. De vil

behage at følge mig.«

Sjöström løftede Stolen for at slaa, men Claes Ankerkrone sprang

imellem. »Ingen Dumheder, Hugold -- lad mig, jeg kender Herren.«

Sjöström sænkede Stolen. Claes vendte sig mod Holst og sagde i en

kold, let overlegen Tone:

»Løjtnant Sjöström er min Ven; jeg tør maaske spørge, med hvilken

Ret en dansk Detektiv tør anholde en svensk Undersaat paa

international Grund?«

»Hr. Ankerkrone,« svarede Holst rolig. »De gør rettest i foreløbig

at holde Dem udenfor denne Sag. Jeg handler paa mit Ansvar og efter

Ordre.«

»Det er Uret, og det taaler vi ikke,« udbrød Ankerkrone hæftigt.

»Jeg svarer for Hugold.«

Holst smilede. »Det kunde hænde, det blev sværere, end De tror, Hr.

Løjtnant.«

»En Mand har i hvert Fald Ret til at kræve at vide, hvorfor han

arresteres.«

»Falsk og Bedrageri, har jeg tilladt mig at sige.«

»Hvormeget?« spurte Ankerkrone.

»En Bagatel,« sagde Holst med et Smil, »nogle Tusind Kroner.«

»Dem skal jeg skaffe,« faldt Claes ind.

»Otteti Tusind Kroner -- det er da ellers Penge.«

»Betyder intet -- blot jeg faar Tid, skal Sagen blive bragt i Orden;

mindre kan vel gøre det.«

Sjöström stod ubevægelig; han følte, at Holsts Øjne hvilede paa ham.

»Vil Fruen være saa venlig at lukke op,« sagde Holst med et fast

Blik paa Jeannette, »der staar to Herrer udenfor Døren, som ønsker

at komme ind.«

Jeannette tøvede.

»Alt vil bero paa, om Fruen vil eller ej -- vil Fruen ikke, saa faar

De tage Følgerne.«

Jeannette saa fast paa Holst med et Blink i Øjet, der spurgte -- han

bøjede Hovedet, og som et Lyn var hun ude af Døren.

Inden Sjöström fik samlet sig igen, blev Entrédøren revet op,

og de to italienske Politimænd traadte ind i Stuen. Ankerkrone

protesterede, men Holst traadte imellem og lagde sin Haand paa hans

Arm.

»De bør af Hensyn til Deres Fader betænke, hvad De gør, Løjtnant

Ankerkrone,« sagde han.

Sjöström søgte at gøre sig fri for de to Italienere, der stod hver

paa sin Side af ham, men en kort Smækken af Staal forraadte, at

Haandjernene var lagt om hans Haandled. Aarerne svulmede i hans

Pande, han gjorde en krampagtig Bevægelse for at slippe løs, men

sank udmattet ned paa en Stol. Ankerkrone stod tavs, medens hans

Kinder farvedes af Harme. »Dette er en Slyngelstreg,« sagde han paa

Svensk. »Jeg gaar til Konsulen.«

Holst vendte sig rolig mod ham. »Hvis De vil høre mit Raad, Hr.

Løjtnant, saa gaa først til Deres Fader; jeg giver Dem mit Æresord

paa, at denne Affære er alvorligere, end De tror.« Han bøjede sig

henimod ham og hviskede: »Annie --.«

Claes Ankerkrone blev bleg. Sjöström rejste sig og sagde til ham i

en dæmpet Tone: »Gør hvad Du kan for mig, Claes, og for hende dér

med.«

Saa kastede den ene af Betjentene en Kappe om ham og førte ham bort.

Ankerkrone blev staaende ubesluttet paa Tærskelen til Dagligstuen.

Jeannette stod lænet mod en Pult med forstenede Ansigtstræk, og den

gamle Kone viste sig i Døren med alle Tegn paa Forfærdelse.

Holst vendte sig mod Ankerkrone: »Hr. Løjtnanten kan rolig overlade

mig at besørge alt. De bør gaa, jeg skal senere forklare det

fornødne.«

Ankerkrone løftede trodsig Hovedet. »Jeg har lovet Sjöström at sørge

for den unge Dame.«

»Det er ikke nødvendigt, Hr. Løjtnant, det Ansvar paatager jeg mig,

ikke sandt, Frue?«

Jeannette bøjede Hovedet svagt. Ankerkrone vilde protestere, men

Holst vendte sig mod ham og sagde bestemt: »Hvad der er passeret vil

vise Dem, at jeg har Myndigheden; jeg agter at bruge den og beder

Dem for sidste Gang alvorligt: Gaa!«

Løjtnanten traadte et Skridt tilbage, paa et Tegn fra Jeannette

bragte Konen hans Hat og Stok, og med en let Bøjning for Jeannette

forlod han Værelset med en næsten umærkelig Hilsen til Holst. Da

Døren slog i efter ham, vendte Holst sig smilende mod Jeannette.

»Naa, lille Ven, der ser du altsaa, at det var mig, der var den

stærkeste.«

Med et Spring kastede Jeannette sig i hans Arme, medens Konen i

Døren maabende betragtede dem. Holst kyssede hendes Pande let. »Ham

ser du næppe for det første, Jeannette. Lad os to nu overveje, hvad

der er det klogeste for os, og sæt først og fremmest denne ældre

Dame ind i Situationen. Jeg trænger til at hvile mig lidt ovenpaa

dette.«