V.

Holst besøgte gerne Akademiet, han nærede en varm Interesse for

Malerkunst og glædede sig ved den sjældne Samling af Norditaliens

Mesterværker: Tizian, Paolo Veronese, Tintoretto i Forbindelse med

en stor Samling ægte gamle Hollændere af dem, der søgte til Italiens

Mestere, men efterlod Rækker af deres hjemlige Sujetter. Det var vel

tvivlsomt, om Fremtiden vilde byde ham Lejlighed til at se saadant

igen, og han benyttede derfor sin Tid vel. Ved sin Henvendelse paa

Politiets Centralkontor havde han ikke truffet Chefen hjemme. Han

besluttede derfor at fordrive Ventetiden med et Besøg i Akademiet.

Han havde maaske ogsaa en anden Tanke dermed.

Ustandselig, som en bølgende Strøm, gled der fremmede Ansigter

forbi ham, Ansigter, han havde set paa Hotellet, paa Pladsen og

Rivaen og paa Udflugterne til Lidoen, men stadig skiftende; en

enkelt Landsmand, som han kendte fra København, men som han ikke

skøttede om at træffe, saa vel befandt han sig fjernt fra alt kendt

og tilvant. Som han stod foran Tizians berømte Mariæ Tempelgang og

glædede sig over de herlige Detailler ved Trappens Fod, hørte han

pludselig bag sig en stærk Stemme paa bredt Dansk: »Der har vi saa

Herren hjælpe mig den berømte Maria af Tizian, saadan ser hun altsaa

ud.«

Holst vendte sig rask og stod Ansigt til Ansigt med Herredsfogden

fra Nordsjælland. Der var ikke andre i Salen end de to og en ung

Dame, der netop vendte Ryggen til og betragtede et lille Billede,

der hang paa den modsatte Væg.

Herredsfogden kastede et hurtigt Blik paa Holst, saa fortsatte han

i samme Tone uden Overgang: »-- og der har vi saa Herren hjælpe mig

Løjtnant Holst af Hovedstadens Vægterkorps, saadan ser han altsaa ud

i det fremmede.«

Den unge Dame vendte sig rask -- det var Ulla Ankerkrone.

Hun rødmede, slet ikke let, og Holst følte, hvor Blodet skød sig

op i hans Kinder, uden at han kunde hindre det. Det varede et Par

Sekunder. Saa hilste de unge venligt paa hinanden, og Samtalen

gik, som den skulde og maatte. Herredsfogden var paa Rejse en

fortræffelig Biedermann, der strøg alt sit lidt sære Ungkarlevæsen

af sig. Han fortalte om den pludselig fattede Rejseplan og Opholdet

i Tyrol og det Behag, han fandt i Rejsen og det fortræffelige

Rejseselskab.

Særlig holdt han af Frk. Ulla, der viste ham disse hundrede

smaa Opmærksomheder, som en gammel Pebersvend modtager med Smil

og let Spot, men dog ikke uden stort indre Velbehag, naar de

hidrører fra en ung, smuk Pige. Ulla havde sat sig for at vise

»Herredshøvdingen« Verden, som den var skønnest, og Herredshøvdingen

saa paa Verden og paa Ulla og fandt dem begge skønne.

Hans Glæde ved at træffe Holst var oprigtig. Ullas Glæde var mindre

oprigtig, forsaavidt som hun af og til søgte at skjule den uden

rigtigt Held. Derimod glædede hun sig aabenbart stærkt paa sin

»Pappa«s Vegne, og denne Glæde fik saa meget stærkere Ordlyd, som

hendes egen følte sig forpligtet til at være tavs.

Det var en yndig Pige, syntes Holst, og hun var bleven smukkere

endnu siden sidst. Han følte ligesom et Stik i Hjærtet ved Tanken om

Gaarsdagens Eventyr -- det pinte ham.

Ritmesteren boede i Hotel Victoria paa Rivaen; han holdt sig hjemme,

da han ikke var helt rask, og en gammel Ven af ham, som ledsagede

ham paa Rejsen, holdt ham med Selskab. De var alle lige ankomne, og

som Herredsfogden smilende sagde:

»Nu turer den unge Frøken rundt med mig stakkels gamle Mand pr.

Damper og Gondol som et Stykke Rejsegods.« Om alvorlige Forretninger

talte de slet ikke; Herredsfogden havde Orlov, og han var lige saa

samvittighedsfuld med sin Orlov som med sin Tjeneste.

Holst slog Følge med Herredsfogden og Ulla, og de gennemgik

Akademiet nøje. Holst var jo kendt der, og den unge Dames Øjne

hvilede med Undren paa ham, naar han gjorde Rede for de forskellige

Kunstnere og Kunstværker. Herredsfogden indbød ham til Middag, men

Holst maatte beklage ikke at kunne modtage Indbydelsen; ved Tanken

om det aftalte Møde med Jeannette rødmede han let, det faldt ham

egentlig svært at føre sit Forehavende igennem, nu da han vidste, at

en vis ung Dame, som han satte megen Pris paa, befandt sig i Byen,

og han kunde have tilbragt Dagen i hendes Selskab.

De fulgtes ad til Rivaen; ved Hotellet tog Holst Afsked med

Ulla, idet han lovede at aflægge en Visit hos Ankerkrones, dog

bad han Herredsfogden unde ham en kort Samtale om vigtige Ting,

Herredsfogden gjorde det -- men kun ugerne.

Ulla var glad ved Mødet, hun tænkte tiere paa Holst, end hun vilde

være ved, og hun kedede sig ikke saa lidt i de gamle Herrers

Selskab. Herredsfogden var jo nok en charmant Mand og Kaptajn Kurk

-- Farbror Holger en fortræffelig Farbror, men -- -- -- kort sagt,

det var svært rart, at Holst var i Venedig. Hvad han vilde der,

anede hun ikke, men hun gjorde sig heller ikke nogen Tanke derom.

Herredsfogden og Holst fulgtes til Hotellets Læsestue. Holst

besluttede at sige Herredsfogden saa meget, som han ansaa for ret

og rigtigt. Sit Eventyr fortav han ganske, men meddelte, at han

om faa Timer vilde staa Ansigt til Ansigt med Morderen, og at

Sagen saa vilde træde ind i et nyt Spor, der vilde nødvendiggøre

Herredsfogdens Hjemrejse. Herredsfogden vilde næppe tro sine egne

Øren, han sprang op og lagde Hænderne paa Holsts Skuldre.

»Tror De det, Mand, det er jo et Eventyr.«

Holst bøjede Hovedet: »Ja, det er et Eventyr og dog ganske

naturligt. Manden er en Slyngel at reneste Vand, en Spiller og

Usling, der ernærer sig her paa den gemeneste Maade. Pengene, som

hans Forbrydelse har indbragt ham, har han spillet bort, han ejer

intet mere; men han er sikkert en desperat Natur, saa før jeg har

ham, vil jeg ikke være rolig.«

»Har De sikret Dem det lokale Politis Bistand?« spurgte

Herredsfogden.

»Endnu ikke,« sagde Holst, »som Herredsfogden véd, har jeg i denne

Sag udelukkende stolet paa mig selv.«

»Ja, men nu staar De ved Maalet, nu maa De skam være forsigtig. Det

gælder om at gribe til, Arrestordren har vi jo -- i Deres Sted vilde

jeg hurtigst muligt bringe Fyren i Sikkerhed. Ja, jeg er her jo kun

en gammel Mand paa Lystrejse. Men det er mit Raad til Dem. Faar De

først Fyren i Bur, saa kan vi tale om Resten.«

Holst tav et Par Sekunder. Han var ikke ganske sikker paa, om han

skulde tale til Herredsfogden om den Forbindelse, der var mellem

den myrdede og den Ankerkroneske Familie. Maaske vilde det være det

rigtigste, men paa den anden Side vilde han ugerne blande den gamle

Herredsfoged ind i Sagen, før det var nødvendigt. Han besluttede

at tie og svarede i en let Tone: »Hr. Herredsfoged, jeg tror, det

er rigtigst at gaa meget forsigtigt til Værks. Vi har her med en

Eventyrer at gøre, som let kan volde os stor Ulejlighed, og jeg

tror, det sikreste vil være at arrestere ham for Falsk og lade

Mordsagen hvile. Jeg er bange for, at hvis vi spiller vor Trumf ud

straks, vil han blive vanskelig at overbevise, og de ledsagende

Omstændigheder er jo endnu særdeles slet oplyste. Det kan jo

endelig være, at han ikke er Morderen.«

»Hvem skulde det da være?« spurgte Herredsfogden lidt betuttet.

»Jeg tror selvfølgelig, det er ham; men Falskneriet er aabenbart.

Det lader sig næppe nægte, og hvis Herredsfogden ikke har noget imod

det, vilde jeg gerne helt bortse fra Mordet ogsaa for Avisernes

Skyld. Jeg har ordnet dette med Autoriteterne hjemme, men vil

selvfølgelig ikke handle uden Herredsfogdens Billigelse. Det er jo

Herredsfogden, der skal lede Undersøgelsen.«

»De er en flink ung Mand, Holst, og dette skal jeg aldrig glemme

Dem. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulde komme til at administrere

mit Embede i en vigtig Sag -- en Mordsag -- paa Riva dei Schiavoni i

Venedig. Men ligemeget, gør som De vil, men vær forsigtig og lad Dem

ikke overliste. Vil De have Frokost med?«

Holst undskyldte sig og tog kort efter Afsked, idet han lovede at

komme til Middag Kl. 6 paa Hotellet. Han besørgede det fornødne i

Municipiet og fik et Par Detektiver til Assistance, der til den

givne Tid skulde være paa det opgivne Sted. Arrestordren lød paa

Sigtelse for Falsk og Bedrageri -- om Mordet talte han ikke.