Jeannette saa skarpt paa ham.
»Hvem?«
»Alle,« sagde Holst, »men jeg skal fortælte dig mere herom senere.
Jeg maa gaa nu. Og du, Jeannette, maa gaa hjem, der, hvor I bor.
Endnu i Dag skal jeg opsøge Sjöström, men du skal ikke fortælle ham,
at jeg kommer.«
Jeannette var tavs -- hun stolede ikke rigtig paa Holst, hun syntes,
hans Væsen var saa forandret.
»Sig mig, hvor du bor?«
Holst nævnede sit Hotel.
»Alene?« spurgte Jeannette.
»Jeg bor sammen med en ung Tysker, der hedder Dr. Braun, en meget
net ung Mand, som jeg har truffet paa Rejsen.«
Jeannette blev blodrød, Holst lod som intet, men iagttog hende
skarpt.
Jeannette tav. Saa aftalte de at mødes i hendes Hjem den samme
Eftermiddag, og Jeannette forlod Hotellet først; hun var lidt
nervøs, men Holst lovede hende at holde Ord, og hun tog Afsked med
ham med stor Varme.
Holst smilede, da Kelneren forelagde ham Regningen med mange Buk for
Excellencaen. Det var ubetinget et Par af de særeste Poster, han
nogensinde havde ført i Regning under sin Virksomhed som Politimand,
men det var sikkert ogsaa den ejendommeligste Oplevelse, han
nogensinde havde mødt.
Det var nemlig aldeles givet, at hvis han om Aftenen havde trukket
sig diskret tilbage, vilde hans nye Veninde med fuld uangribelig
Ret have tvivlet paa hans Kærlighed. Han vidste, hvem hun var,
et Pigebarn, der havde talt Elskere i Snesetal, hans Magt over
hende bestod kun i den Kærlighed, han havde hyklet for hende ved
deres Møde og senere, da han lærte hendes Skæbne at kende. Traadte
han tilbage, vilde hun lynsnart gennemskue ham, hendes saarede
Forfængelighed vilde vækkes, hun vilde blive hans Fjende, og
Vildtet, han jagede, vilde glide bort fra hans Haand.
Han havde intet fortalt om Annie, men hendes Navn var nævnet mellem
dem. Jeannette -- hun kaldte sig vedblivende Jeannette, skønt hendes
Døbenavn var Johanne -- vilde skynde sig til sin Elsker og vare ham
mod en Fare. Et Ord fra hende om Annie vilde være nok. Holst anede
endnu ikke, hvor Sjöström var at finde. Han maatte tilstaa for sig
selv, at det, han havde gjort, var det ene rigtige -- taktisk set.
Men om han skulde skamme sig ved det eller ikke -- ja -- det var
sin Sag. Han maatte ærlig tilstaa, at han følte ingen Skam -- blot
en vis Nervøsitet, hvorvel han fuldt ud indsaa, at overfor en
saa erfaren Kvinde som Jeannette vilde hans Rolle ikke blive saa
vanskelig, som hvis han havde staaet overfor en mere ufordærvet
Kvinde.
Han skyndte sig tilbage til Hotel Bauer Grünewald og traf Dr. Braun,
der var meget spændt paa Udfaldet af Expeditionen.
Holst trak paa Skuldrene -- »Mislykket,« sagde han, »Donnaen
udeblev, og jeg tilbragte Aftenen sammen med nogle Landsmænd, jeg
mødte i Gaar i Akademia.«
Braun tvivlede -- men Holst gav ham ikke yderligere Svar, han havde
travlt. Det gjaldt om at træffe de fornødne Foranstaltninger med
Hensyn til Sjöström.