»Ikke personligt, men lidt véd jeg om ham. Det bliver nok det bedste
at tage det ganske roligt. Nu maa vi skilles. Jeg har noget at
besørge.«
Jeannette greb hans Haand. »Du vil da ikke forlade mig. Eigil, du
maa ikke forlade mig. Det er den eneste Redning, jeg har. Hører du,
du maa blive hos mig.«
Hun trykkede sig ind til ham og lagde Armen om hans Hals, medens
hendes Øjne duggedes af Taarer. Det skar Holst i Hjertet, han gjorde
sig lempelig fri. De stod ved Vinduet, det var paa første Sal, Livet
begyndte at røre sig paa Rivaen, det var langt op ad Formiddagen.
Pludselig greb Jeannette om hans Arm med et let Skrig og pegede ned
mod Gaden. »Se,« sagde hun, »se, det er Annies Ven, der gaar der, de
tre Herrer der, han den unge til venstre. Saa maa Annie være her.«
Holst bøjede sig frem og saa i den Retning, hvori hun pegede. Midt
paa Gaden kom tre Herrer i Samtale; der gik en let Bevægelse gennem
ham, han trak sig uvilkaarlig tilbage. De tre Herrer var Ritmester
Ankerkrone, Kurk og den unge Løjtnant Claes Ankerkrone. Faa Skridt
bag dem gik Herredsfogden og ved hans Side Ulla i Følge med en
lille, lidt skævrygget Dame, Claes' Hustru, skønnede Holst, han
havde ikke set hende før. Blodet fo'r Holst til Hovedet. -- De var
altsaa i Venedig -- alle. Han bed Tænderne sammen. Nu gjaldt det at
være paa Post.
Jeannette blev opmærksom paa hans Bevægelse. »Kender du dem?«
spurgte hun.