Holst og Jeannette mødtes til Frokost i den samme Restauration, hvor
de havde tilbragt Aftenen forud, og her begyndte Alvoren i Form af
Planer for Bruddet; Jeannettes Opfindsomhed, naar det gjaldt om at
skuffe Mænd, var næsten ubegrænset.
Ganske vist, helt let var det ikke, men hun var taalmodig nok til at
gaa gradvis frem, og Holst bestyrkede hende deri, for ham gjaldt det
netop om at vinde Tid. Han vilde først vinde Jeannettes Fortrolighed
fuldt, og det faldt ham saa meget lettere, som den smaa tydelig nok
var meget forelsket, og han kunde berolige sig med, at hans Rolle
slet ikke var vanskelig, i hvert Fald i Øjeblikket. Han skulde blot
ikke støde hende fra sig, saa vilde det hele til et vist Punkt gaa
lindt og glat.
Resten maatte Tiden bringe.
Jeannette fortalte om sig selv. Hun var 20 Aar, sagde hun, det betød
vel lidt mere, skønt farlig meget forkert var det ikke. Hendes
Fader havde været Sergent ved et skaansk Dragonregiment, men senere
taget Tjeneste som Staldopsynsmand hos en stor skaansk Godsejer,
en Greve af gammel Slægt. Da denne havde taget Ophold i Paris, var
Ljunggren, saaledes hed Faderen, fulgt med og havde med Kone og Børn
tilbragt otte Aar i Frankrig. Der havde Jeannette lært sit Fransk,
og det talte hun godt nok. Seksten Aar gammel var hun bleven den
unge Greves Elskerinde, og da hendes Fader døde, og Moderen rejste
tilbage til Sverrig, blev Hjemmet opløst, og Jeannette kom ud i
Verden.
Hvad hun saa mere fortalte om sin Skæbne var vel næppe helt sandt og
ikke heller af stor Interesse. I Paris havde hun truffet Sjöström,
der levede der med Annie, som han kaldte sin Hustru. Men om disse to
var hun tavs. Holst vilde gerne spørge, men han maatte gaa forsigtig
til Værks, og han lod sig paa intet Punkt mærke med, at han nærede
Interesse for Parret.
Under Frokosten mindedes Jeannette, at han den foregaaende Aften
havde kaldt hende Annie, og spurgte ham, hvad han havde ment med det.
Holst undveg.