Hun troede paa det og trykkede varmt hans Haand.
Han fortsatte.
»Ja, De vil vel ikke tro mig, men det er sandt, jeg har aldrig
elsket før, og dog har jeg truffet mange Kvinder. Men vi Nordboer er
barske og haarde som Klimaet i vort Land, hvor Isen dækker Fjordene,
hvor Bjørnen bygger sit Hi i de store Granskove, og hvor Ulvene
tuder paa Stepperne ved Vintertid.«
Hun saa skarpt paa ham.
»De er fra Danmark, sagde De?«
»Ja, fra Danmark højt imod Nord, hvor Kvinderne er blonde og kolde,
som Sneen der dækker Sletter og Høje« -- han rettede det til Bjerge,
fordi han syntes, det klang fastere.
Jeannette smilede -- saa saa hun ligesom forskende paa ham og sagde:
»Hvorfor fortæller De mig alt det om Bjørne og Ulve og Bjerge? Jeg
véd meget vel, at Danmark er et veldyrket Land, hvor der hverken er
Ulve eller Bjørne, hvor Bjergene ikke er stort højere end Husene
her i Byen, og hvor Kvinderne hverken er blondere eller koldere i
højere Grad end Kvinderne her. Ja, jeg véd mere end det, jeg véd,
at København er en By, der ligner alle andre Fastlandets Byer, hvor
Kvinderne er lige saa listige, Mændene lige saa dumme som overalt
i denne Verden, og hvor Løsenet er: din Skaal, min Skaal, og alle
smukke Pigers Skaal.«
Holst blev rød i Hovedet.
Jeannette fortsatte paa fortræffeligt Svensk: »Forresten vil jeg
sige, at saafremt Hr. Løjtnantens Følelser for mig er lige saa
ærlige og ægte som Hr. Løjtnantens Prat om Deres Fødeland, saa Tak
for mig, lad os saa hellere være ærlige mod hinanden. Hvad vil De
mig?«
Holst tog sig sammen og greb hendes Haand. »Frøken,« sagde han paa
Dansk, »De tager fejl, mine Ord var beregnede paa en Sydens Datter,
mine Følelser er de samme. Deres Skønhed har virkelig taget mig
fangen -- helt -- og mine Hensigter er kun at være, hvor De er, at
se Dem, tale med Dem, derfor er jeg dobbelt glad, nu da jeg véd, at
De forstaar det Sprog, som jeg taler ærligt som mit Modersmaal. Men
De har løjet for mig. De er ikke Jeannette Gorin, De er ikke fra
Lyon, De er svensk. Jeg har sagt Dem mit Navn, Eigil Holst, Løjtnant
fra København, De har intet at frygte ved at sige mig Deres.«
Jeannette saa et Øjeblik skarpt paa ham, lidt efter lidt blev
hendes Blik mildere, hun ligesom kæmpede med sig selv -- saa sagde
hun saa træt med halvsagte Stemme:
»Hvad skal det tjene til -- hjælpe mig kan De dog ikke.«
Holst greb hendes Haand.
»Kære Frøken, De siger, jeg ikke kan hjælpe Dem; hvor véd De det, er
De alene her i et fremmed Land, langt borte fra Venner og Slægt, er
De ulykkelig, maaske i en Uslings Vold -- --«
Jeannette fo'r sammen.
»Hvad mener De?« spurgte hun skarpt.
Holst tog sig i det. »De sagde selv, De var gift med en Kunstner,
ikke sandt. Er De ulykkelig? Jeg beundrer Dem, og jeg vil hjælpe
Dem, om De vil stole paa mig.« Han havde rejst sig og bøjede sig
over hende, han slog Armene om hendes Hals og kyssede hendes Øjne.
Hun fo'r sammen og saa op.
»Nej, nej, jeg vil ikke tro Dem, De er som alle de andre -- I er
alle ens -- alle.«
Holst følte, at nu gjaldt det. Maaske kunde han føre sit Angreb
igennem, men lykkedes det ikke, vilde hun sikkert glide bort mellem
hans Hænder. Hun vilde næppe gaa saa vidt med ham som med Braun. Men
røbede han, at han kendte hendes Forhold, var der Fare for, at hun
helt vilde trække sig tilbage. Det var en ret usædvanlig Situation,
men Angrebet maatte føres igennem. Holst tog hendes Hænder i sine og
saa hende lige i Øjet med et fast, varmt Blik. »Lille Jeannette,«
sagde han, »jeg kalder dig Jeannette, fordi du selv kalder dig
saaledes, jeg véd ikke, hvem du er, men jeg véd, hvorledes du
lever. Jeg kender den Mand, der raader over din Skæbne, der tvinger
dig til det mest nedværdigende af alt -- for hans Fordel at lyve
og bedrage, at drive Spot med det skønneste og ædleste paa Jorden,
med selve Kærligheden, og hykle Elskov for ham og for andre for at
lønnes med onde Ord og Spot.
Dig kender jeg ikke, Jeannette, men jeg kender ham, og vil du, saa
skal jeg føre dig frelst ud af de hæslige Kaar, hvori du lever, og
befri dig for ham og hjælpe dig til at vinde bort fra hans Vold.«
Holst havde bøjet sig over hende og sluttede hende fast i sine Arme.
Pigebarnet saa op paa ham, forskræmt gennem Taarer og hviskede næppe
hørligt: »Kender De Hugold?«
Det gik som Ild gennem Holst fra Isse til Fod; som en Staalfjer,
der smækker, rejste han sig op, og medens Blodet brusede i hans
Tindinger, ligesom hvislede han Ordene mellem sammenbidte Tænder,
Hugold og Pigens Navn Gorin! Navnet fra Helsingør. Enten eller --
tog han fejl, saa fik det springe; hvad angik det ham, hvem denne
Kvinde var, men var det, som han følte, det kunde være, som det
maatte være, saa havde hans Held fulgt ham, og han stod nu ved
Maalet.
Det varede et Sekund -- saa talte han.
»Jeg kender Hugold Sjöström, og ingen Mand i Verden kender ham bedre
end jeg.«
Hans Blik hvilede paa hende saa søgende skarpt, at det ligesom
borede sig i hende. Hun blev ligbleg, slog Armene om hans Hals og
brast i en hulkende Graad, der rystede hendes Lemmer.
Holst blev iskold, det var som Feber, der pressede alt Blodet bort
fra hans Hoved, han maatte gribe om Bordkanten for at staa fast.
Det varede kun et Sekund.
Saa løftede han den hulkende Kvinde op til sig, lagde hendes Hoved
mod sin Skulder og strøg varsom Haaret bort fra hendes Pande. Det
var, som om Annie med et var bleven levende, som om dette hulkende
Pigebarn paa hans Knæ var den Annie, hvis Skæbne i Maaneder havde
fyldt hans Liv, og uden at han vilde det, uden at han formaaede at
forme Ordene, lød det fra hans Læber, hviskende mildt: »Lille Annie
skal ikke græde -- lille Annie skal ikke græde.«
Navnet ramte Pigebarnets Øre -- hun rettede sig op og saa paa ham
med et Blik, der rummede en saa dyb Forbavselse, at han strax følte,
hvad det gjaldt, og samlede sig for at modstaa alt, hvad der kunde
træde hindrende mellem ham og hans Hverv.
Nu laa Vejen aaben for ham.
»Annie,« hviskede Pigebarnet, »hvorfor siger De Annie -- kendte De
Annie -- hvilken Annie?«
Holst bøjede sit Hoved mod hende, han kyssede hendes Pande, men i
det samme slog hun Armene om hans Hals og pressede sine Læber mod
hans i et varmt Kys, der sved.
»Frels mig,« hviskede hun, »om du elsker mig, som du siger, frels
mig, om du kan.«
Det jog gennem Holsts Hoved, Vejen er én -- denne Pige kan bringe
ham i mine Hænder, han har mishandlet hende, nedværdiget hende; hun
har elsket ham, elsker ham maaske endnu. Men Vejen er én -- kun én
-- jeg maa gribe til.
Og Holst greb til. Han talte ikke til hende om Sjöström og Annie
eller spurgte, hvad hun hed, eller hvem hun var; han tog hende i
sine Arme og hviskede de ømmeste, varmeste Ord i hendes Øre, fandt
Vejen, der aabnede hendes Mund, og lukkede den straks med sine Kys.
Det var som en Rus, hvor han dog ikke et Sekund slap sit Maal af
Sigte, medens det bløde, svenske Sprog lød i hans Øren.
For første Gang i sin lange Tjenestetid brød Eigil Holst ud fra den
Vej, han trolig havde fulgt. Han var 26 Aar, alene i et fremmed Land
og stod paa Vejen, der førte til Maalet.