»Hjælpe dig,« sagde Holst, »om du er ulykkelig, som du sagde i Gaar.«
Jeannette sukkede: »Der er vel ikke stort at gøre for mig, jeg har
været saaledes omtumlet i de faa Aar, at jeg vel aldrig finder
rolige Forhold. Det vil vi slet ikke tænke paa, men bare holde af
hinanden, for du vil jo nok holde af mig -- ikke sandt?«
Det vilde Holst jo nok -- men praktisk set var det slet ikke saa
let at arrangere. Jeannette var vistnok en Del forvænt, og Holsts
Midler var ikke rigelige. Paa den anden Side generede det ham at
tale om dette, og han vidste heller ikke rigtig, hvorledes han
skulde gribe Sagen an. Fortælle hende om Braun vilde han ikke, det
var ham imod at saare hende, hun var saa nydelig og kvidrede som en
Smaafugl i Solskin. Det var jo desuden Sjöström, der havde Ansvaret,
og med alt, hvad der angik ham, maatte Holst være meget forsigtig.
»Sig mig en Gang,« sagde han, »vil du vende tilbage til ham, vi
talte om?«
»Er du allerede ked af mig?« spurgte hun med et hastigt Blik paa ham.
»Vist ikke nej, men her kan vi dog ikke blive, og bor du ikke hos
ham?«
Jeannette rødmede. »Jo, men hvis du vil, vil jeg gerne forlade ham.
Jeg hader ham -- hader ham,« og hun knyttede sine Hænder.
»Har du altid hadet ham?« spurgte Holst og saa alvorligt paa hende.
»Jeg har aldrig holdt af ham, aldrig. Det var Annie, jeg holdt af,
men han var ond mod Annie, og jeg -- jeg stod uden noget i Verden,
saa da Annie rejste, maatte jeg følge ham. Det vilde han have.«
»Hvornaar var det?« spurgte Holst.
»Nu i Vinter,« svarede hun, »jeg fulgte med dem til København, Annie
var gode Venner med en meget rig, ung Mand, der gjorde forfærdelig
meget af hende. Annie brød sig ikke om ham, men hun vilde giftes med
ham.«
Hun greb sig i det. »Men her sidder jeg og taler om Annie, du kender
hende jo slet ikke.«
»Aa jo,« sagde Holst, »lidt -- Annie Cederlund -- ikke sandt?«
»Jo -- saa du kender hende -- var hun ikke dejlig, og saa god var
hun imod mig fra den første Dag, vi mødtes. Gud maa vide, hvor hun
er! Jeg forlod dem i Helsingør. Sjöström fulgte hende, men kom alene
tilbage til København. Hun er vel bleven gift med sin Ven, men hun
har aldrig skrevet til mig -- og det, synes jeg, var ikke smukt af
hende, for hun lovede det dog; hun sagde, hun vilde tænke paa mig.
-- Jeg ventede paa Brev, og saa var det, Sjöström vilde, vi skulde
rejse til Nizza. Der spillede han en Masse Penge op, som han havde
faaet af Annie, og saa var det, han førte mig til Venedig, til dette
forfærdelige Liv!«
»Hvilket?« spurgte Holst.
Jeannette rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals.
»Vil du tage mig med -- vil du ikke -- jeg er saa grænseløs
ulykkelig.« Hun brast i Graad.
Holst klappede hendes Kind og sagde venligt: »Fortæl mig det
altsammen -- du kan godt sige alt til mig.«
»Ikke nu -- ikke nu -- men siden,« hviskede hun. »Du skal faa
alt at vide, hvis du vil være god imod mig. Det vil du nok, ikke
sandt, Eigil, du er saa god og saa ærlig. Og jeg er saa forfærdelig
ulykkelig.«
»Vil du forlade ham?« spurgte Holst.
Jeannette nikkede. »Straks, om jeg blot kan, men han gør mig
Fortræd.«