I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne
ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en
stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et
Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst
traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet
som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let
Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt
lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det
tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa
venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det
var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var
næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede
ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed
Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes
ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.
Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen
mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt
Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den
gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid,
hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der
tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig
Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.
Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes
Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde
forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun
følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet
Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun
stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod,
hvorfor hun var kommen.
Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele.
Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik,
hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre
Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget
Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en
tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me
tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa
samme Stil.
Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende,
og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde
Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for,
og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den
unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille
for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han
var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik
som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times
Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens
Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.
Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader
og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.
»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et
halvtilsløret Blik.