III.

I Prokuratierne lige overfor Kampanilen traf Holst den skønne

ubekendte. Hun var meget smuk, lille og væver, klædt I en

stramtsiddende Rejsedragt, decent og beskeden at se til, med et

Par vidunderlig smukke, brune Øjne og et sørgmodigt Smil. Da Holst

traadte hen til hende med Hilsen og de Par Ord, han havde opgivet

som en Art Løsen, slog hun Øjnene op mod ham, og der gik en let

Rødmen over hendes Kinder. Det slog Holst, at hun mindst af alt

lignede en fræk Eventyrerske med sit lidt trætte Ansigt og det

tungsindige Blik; hun vakte en vis Medlidenhed hos ham, og han saa

venligt paa hende. Hendes Blik hvilede ligesom prøvende paa ham, det

var øjensynligt, at hun fandt Behag i den smukke, unge Mand, det var

næsten, som om hendes Rolle faldt hende mere naturlig, og det varede

ikke længe, inden Samtalen var godt i Gang. Holst fandt med Lethed

Udtryk, skønt det ellers kneb lidt med Fransken, og Parret fulgtes

ned over Piazettaen mod Rivaen i munter Samtale som gamle Bekendte.

Holst fortalte, at han hyppig havde set hende og følt sig dragen

mod hendes Skønhed og Ynde, at han havde anvendt alt tænkeligt

Arbejde paa at opspore hendes Adresse, at han havde erhvervet den

gennem hendes Gondolière, og at han var lykkelig ved den Tillid,

hun viste ham. Han fortalte ogsaa, at han var en dansk Officer, der

tilbragte sin Orlov i Venedig med Studiet af det skønne, særlig

Kunst, men tilføjede en fin lille Kompliment til sin Ledsagerinde.

Hun kaldte sig Jeannette Gorin, hun var fra Lyon, sagde hun, hendes

Forældre var Købmandsfolk, for hvem det var gaaet tilbage, hun havde

forladt sit Hjem med en Kunstner, der nu levede i Venedig, men hun

følte sig meget ulykkelig i et fremmed Land. Hun havde kun vovet

Mødet, fordi Holst havde skrevet saa varmt og smukt til hende, hun

stolede paa hans Ridderlighed og haabede ikke, han misforstod,

hvorfor hun var kommen.

Det var øjensynligt, at der ikke var et Ord sandt i det hele.

Hendes Holdning vilde sikkert rette sig ganske efter Holsts Taktik,

hun hørte til de Kvinder, der, efter at have betraadt usikre

Veje, følger Strømmen. Overfor en Kyniker vilde hun have strøget

Sørgmodigheden af sig og været den flagrende Sommerfugl, overfor en

tung Idealist som Braun havde hun været en Art Gretchen, en noli me

tangere, og overfor Holst lod det til, at hun vilde slaa ind paa

samme Stil.

Holst var nysgerrig. Det gjaldt om at føre dette Eventyr til Ende,

og det var jo muligt, at et rask Tag fra hans Side kunde fremskynde

Begivenhederne. Men Raahed var hans Natur imod. Han følte sig for,

og det lod virkelig til, at han havde gjort et vist Indtryk paa den

unge Dame; dette besluttede han at forfølge, og han smilede stille

for sig selv ved den Varme og Forelskelse, han lagde for Dagen. Han

var den kolde Nordbo, der smeltede for den sydlandske skønnes Blik

som Fjældets Sne for den straalende Sol, og da de efter en Times

Spaseretur sad overfor hinanden i et separat Kabinet i en af Rivaens

Restaurationer, knyttedes Traaden lidt efter lidt imellem dem.

Jeannette blev rørt og talte om sit Barndomshjem, om sin gode Fader

og Moder, og Holst anslog de samme Strenge.

»Har De elsket før?« spurgte Jeannette og saa paa ham med et

halvtilsløret Blik.

Hvad Skovsøen gemte · 第 54 / 90 题