Tiden var knap, og Arbejdet ventede. Holst vidste intet andet,
end at Sjöström var rejst til Venedig, og at han var truffet
der midt i Juni af en Landsmand, der havde bragt det Bud fra
ham, som Staldmesteren havde meddelt. Det lod ikke til, at hans
Formuesomstændigheder var de bedste, han boede ikke paa et af de
store Hoteller; det Hotel, Staldmesteren havde nævnet, var et lille
uanseligt Hotel ved Rivaen, hvor særlig Søfolk søgte. Holst forhørte
sig der den næste Dag, men man kendte intet til nogen Løjtnant
Sjöström, og det var vel ogsaa rimeligt, at han havde boet der under
et fingeret Navn. Det var naturligt at antage, at han, om han vilde
blive i Venedig, havde søgt et privat Logis; men rimeligst var det
at søge ham paa Lidoen, hvor den bedste Lejlighed aabnede sig for
en Eventyrer, der som Sjöström kæmpede for Opholdet. Holst tvivlede
ikke om, at han havde sat de røvede Penge til ved Spil i Monte
Carlo; Staldmesteren havde jo allerede meddelt, at han i Maj Maaned
var truffet der, ivrig i Lag med Rouletten.
To Dage tilbragte Holst med Søgen uden at opdage noget Spor; saa
følte han en Aften, da han vilde gaa til Ro, en isnende Kulde, og
da Natten kom, var det, som steg der gennem Vinduet giftige Taager
og lagde sig om ham, hans Tindinger bankede, Blodet gød sig som Ild
gennem hans Aarer, han mistede fuldstændig Bevidstheden og gled ind
i Feberfantasier saa voldsomme, at det flimrede om ham som Ild, og
al Tanke hvirvlede rundt som en Malstrøm. Dr. Braun, der boede tæt
op ad ham, kom til og fik hentet en Læge, der rystede paa Hovedet
og konstaterede en ondartet Forkølelsesfeber, den, der saa hyppig
griber de fremmede, der giver sig Venedigs lokkende Skønhed i Vold.
Holsts Tilstand var ikke uden Fare særlig i de første Dage, men lidt
efter lidt løftedes Taagen, og hans stærke Natur sejrede.
I Løbet af otte Dage lykkedes det Holst at komme over sit
Ildebefindende, og han besluttede nu at fortsætte Efterforskningen
efter Sjöström med fuld Kraft. Da han sammen med Braun indtog sit
lette Frokostmaaltid i Bauer Grünewald, lagde han Mærke til, at hans
unge Ven var noget nedtrykt og syntes at beskæftige sig med en Række
bestemte, stadig tilbagevendende Tanker. Holst gik ham paa Klingen,
men han vilde ikke ud med det til en Begyndelse.
Det var en flov Historie, men Holst trængte paa.
Saa fik han Historien.
Medens han havde været syg, havde Braun paa Marcuspladsen mødt en
meget smuk, ung, fransktalende Dame, med hvem han havde vekslet
adskillige Blikke af dem, der indleder et Bekendtskab. Den unge
Dame var ikke absolut afvisende, men paa den anden Side opførte
hun sig fuldkommen ladylike, og Braun havde besluttet at spænde
Germanias brede Sværd om Lænd for at skride til et Erobringstog.
Det indlededes med smaa Høfligheder, smaa Ord ved Lejlighed, naar
Damen havde taget Plads ved et af Arkadernes talrige Borde, og førte
temmelig hurtig til smaa Udflugter til Akademia, ja endog en Tur
pr. Damper til Lidoen. Saa besluttede Braun sig endelig til at vove
et samlet og stærkt Angreb, og under en Promenade i Parken tilstod
han den skønne sin Kærlighed med saa megen Varme, som hans bayerske
Naturel tillod ham det. Det saa ud til, at Sejren skulde følge hans
Vaaben. Han opnaaede Tilladelse til at følge den skønne tilbage til
Rivaen og derfra i en Gondol til ukendt Fart i hemmelighedsfulde
Sunde.
Gondolen bugtede sig gennem de særeste Krinkelkroge, uden at Braun
kunde konstatere andet end, at han to Gange passerede Canale
Grande og sluttelig efter denne mærkelige Omvej maatte befinde sig
i Nærheden af Arsenalet. Der standsede Farten, og han fulgte den
skønne ad en snæver Trappe til en Førstesals Lejlighed i et gammelt
velholdt Hus af de sædvanlige venetianske med mange smaa Rum,
Korridorer og Altaner.
Det var meget varmt, og den smukke ubekendte satte hurtig en
Læskedrik frem for Erobreren, medens han iøvrigt fortsatte sine
Angreb, modig ved de store Indrømmelser, han havde mødt hos sin
fagre Fjende. Varmen steg, den skønne forbarmedes over den stærkt
opvarmede Nordbo og bragte ham en meget fin og let Slaabrok, idet
hun diskret trak sig tilbage, medens han iførte sig Tunikaen
og samtidig bortlagde en ikke ringe Del af sine civiliserede
Klædningsstykker.
Alt tegnede til en Hyrdetime -- saa pludselig hjemsøgtes Arkadien
af et Uvejr med heftige Tordenskrald. Det dundrede paa Døren og en
stærk Mandfolkestemme lod sig høre paa Gangen udenfor Hyrdeparrets
Enemærker. Den skønne fo'r op i Rædsel med Udbrudet: »Min Mand
er kommen hjem uventet.« Braun grebes af en stivnende Rædsel, og
ukendt med Krigens Farer lod han sig i en Fart putte til Side i et
køkkenagtigt Bagrum, medens den vrede Mand som en Trold, der lugter
Menneskekød, larmede i Lejlighedens Værelser.
I det skumle Rum dukkede nye Farer op i Skikkelse af en gammel
Pulverheks, der indtog en meget truende Holdning og forlangte
et betydeligt Beløb for at lade den uheldige Hyrde slippe ned
ad Bagtrappen, med Trusel om at give ham i den retmæssige Ejers
Vold, om han vægrede sig. Braun valgte at købe sig fri. Han havde
halvandet Hundrede Lire hos sig, dem ofrede han, og efter at han
havde strøget Silketunikaen af sig og gjort et hastigt Toilette
paa Trappegangen, tiltraadte han Tilbagetoget i en stærkt afkølet
Sindsstemning, der ikke opvarmedes ved den Opdagelse, at han
havde mistet sit meget kostbare Guldur og en særdeles værdifuld
Brillantring, der sikkert nu vurderedes efter Fortjeneste i
Arkadien. Krigsomkostningerne beløb sig saaledes foruden den tabte
Ære til henimod 1000 Lire i Landets Penge -- alt var Nederlag.
Det var ikke saa underligt, at den unge Germaner var nedtrykt over
denne Revanchekamp. Holst lo, men hans Politiinstinkt ledede ham
ret snart til at planlægge et Forsøg paa at oprette det tabte ved et
nyt energisk Angreb paa den skønne med andre mere jordbundne Formaal
end det tidligere, og da det jo ikke var udelukket, at Lejligheden
kunde tilbyde sig dertil, underkastede han sin Ven et skarpt Forhør
til en Rapport til egen Glæde. De var hurtig enige om, at der ikke
vilde være nogen Fornøjelse ved at indblande det stedlige Politi i
Historien, det vilde kun føre til, at Tyskeren blev latterliggjort i
den stedlige Presse, og den skønne i Tide blev advaret.
Først gjaldt det om at rekognoscere Terrænet, og det lykkedes at
konstatere, at Vejen fra Gerningsstedet til Riva di Schiavone kun
havde været tre à fire smaa Stræder fra Via Vittorio Emanuele, der
fra Rivaen skærer sig op mod Nord. Det var selvfølgelig ikke muligt
at konstatere Huset og desuden ikke klogt at bevæge sig for meget
i den Omegn, hvad der sikkert vilde vække Opmærksomhed, men Holst
udfandt en anden langt sikrere og bekvemmere Vej til Maalet ad
Søvejen.
Braun havde den medfødte Egenskab, at han mærkede sig Ansigter med
stor Sikkerhed, han kunde genkende enhver Person, han havde lagt
Mærke til, selv en ganske fremmed, og i Tillid hertil besluttede
Vennerne sig til at lægge Mærke til Gondolièren ved Rivaen, hvor
Braun erindrede, at den skønne flere Gange havde benyttet den samme
Gondol. Det lykkedes ogsaa at genfinde Manden, men at henvende sig
direkte til ham vilde være uklogt, da han formodentlig hyppig var
bleven benyttet af den skønne og derfor ret naturligt vilde vægre
sig ved at give Oplysninger om hende. Holst valgte derfor i et Par
Dage at benytte hans Gondol hyppigt og betalte ham fyrsteligt for
ganske korte Ture. Manden undrede sig til at begynde med over dette,
men slog sig til Taals med den Tanke, at det var en forstyrret
Englænder, der havde fattet en vis Kærlighed til hans Gondol og hans
Passiar og besluttede at udbytte ham.
Det varede ikke længe, før Holst og Gondolièren blev gode Venner,
og Holst fik god Brug for de Brokker, han gemte fra sit Studium af
Lombroso. Først drejede deres Samtale sig om en blond, høj Nordbo,
der skulde have Ophold i Venedig, og som Holst ivrig søgte, uden
at der dog fremkom noget af væsentlig Betydning; dernæst spurgte
Holst forsigtigt Baadføreren ud om den skønne, og paa hans listige
Smil saa han straks, at Manden vidste Besked. Han vilde dog ikke
ud med sin Viden, og først efter at Holst, der for ikke at vække
Mistanke havde ladet Braun blive tilbage paa Rivaen ved disse Ture,
havde forsikret ham om sin brændende Kærlighed til Damen, indvilgede
Gondolièren mod en betydelig Drikkeskilling i at vise Holst Huset,
der laa ved en lille Kanal ikke langt fra Arsenalet, og besørge en
Billet til Damen om et Stævnemøde paa Marcuspladsen til en opgiven
Tid.
Holst stod selv af Gondolen faa Huse fra det udpegede Sted og gik
igennem Trappegangen til den bagved liggende Gyde for nøje at mærke
sig Stedets Beliggenhed. Nu var han ganske sikker i denne Henseende,
og nu gjaldt det kun om, at Stævnemødet kom i Stand, uden at den
skønne mærkede Uraad.