Det var først i Juli, da Eigil Holst ankom til Lagunernes By,
Adriaterhavets Dronning, det eneste Venezia. Klokken var elleve
om Aftenen, det var maanelyst og stjerneklart, ganske stille.
Toget rullede hen over den lange stensatte Dæmning, der forbinder
Lagunebyen med Fastlandet. Holst bøjede sig ud ad Vinduet; han saa
i det fjerne Lysene blinke, men saa forsvandt de, og saa langt Øjet
rakte, saa han kun Havets blanke Flade, hvori Himlen spejlede sig
blank og blaa. Med et Ryk standsede Toget, Waggondørene sloges op,
en forvirret Raaben og Støjen lød fra den overdækkede Hal, og Holst
sprang ud, ledsaget af en ung Rejsefælle, en tysk Doktor ved Navn
Braun, med hvem han havde stiftet Bekendtskab paa Rejsen fra München.
De fulgtes ad og værgede sig mandeligt mod de talrige Dragere, der
tilbød deres Tjeneste; Tyskeren var kendt med Forholdene, han gik
rask foran Holst, og snart stod de udenfor Stationsbygningen, hvor
Lysene brændte saa underlig dæmpet, og hvor der var ganske stille.
Venedig modtager sine Gæster anderledes end nogen anden europæisk
By. Her er ingen raabende Droskekuske, ingen rullende Omnibusser,
ingen elektriske Sporvogne, der glider som bevægelige Lyshave
over en menneskefyldt Plads. Her er ingen straalende Kafeer,
ingen oplyste Butiksvinduer, intet bølgende Liv, intet Pust fra
Storstaden, der aander ved Nat, og hvor Kærter flimrer fra hver en
Vraa.
Der er saa underlig stille. Ikke en Lyd af en rullende Vogn, ingen
Støj af hvæsende Maskiner, kun Vandets Sukken mod Kajen og dæmpet
Aareslag fra de slanke, sorte Gondoler, der glider frem af Natten
med et gulnende Blus, lydløst, med et blinkende Kølvand i Følge.
Holst og Braun tog Plads i en Gondol, og Braun nævnede Hotellets
Navn -- Bauer Grünewald, det Sted, hvor de fleste Tyskere søger
hen. Gondolen gled lydløst fra Kajen og tværs over Canale Grande
ind i et Næt af krogede Kanalgader, mellem hvide og gule Huse med
lukkede Skodder. Den dybeste Stilhed sænkede sig over Farten; de to
rejsende sad tavse, mens deres Øjne søgte hen over Vandet mod de
fugtige Mure, hvor Kølvandet sukkede. Stille gled de forbi Husene;
saa vendte Gondolen brat om et Hjørne, Gondolièren udstødte et kort
dumpt Enstavelsesord, og forbi den gled en anden Gondol, hvis gule
Lygte et Sekund kastede sit matte Skær over Vandet og den sorte
Stævn paa deres Baad, der med sin brede takkede Snabel pegede
fremad som Stævnen paa et Vikingeskib. Gondolen krængede let over
og rejste sig atter i Fart ad en ny Gade lig den første, stille og
øde. Den natlige Fart greb Holst mægtigt; han saa hen for sig --
det var som en Eventyrfart i et ukendt Land, hvor Bølgen hviskede
de sælsomste Eventyr, fortalte om Hundreder af Aar, om en By, hvis
Magt var stor, men hvis Gader var tavse, hvis sælsomme Frasagn
voksede frem, ikke af Mulde, ikke med Rod i det faste Land, men
som Slyngplanter og sære Tangarter fra en dyb Bund, hvor Vandet
udviskede hvert Spor, hvor alt var svøbt i Tavshedens dybeste Dække.
Saa gled Gondolen ud i Canale Grande. Livet steg, Baad efter Baad
mødte dem, mens de gled forbi de høje, mørke Paladser med de svære
Pæle, hvis Knapper, formede som Dragehoveder, fortalte om deres
Ejeres Storhed, paa hvis brede Marmortrapper Venedigs store havde
traadt, hvor Rigers Skæbne var afgjort, hvor Blomsterguirlander
havde vajet for Havbrisen og gule Kærter flakket i Natten, naar de
smaa sov og de store vaagede og spandt deres Rænker.
Hist og her stod et Vindu aabent, lysklædte Skikkelser bøjede sig ud
over Marmoraltanen, og der klang Musik fra høje Sale, hvor Lysene
glimtede i slebne Glaslysekroner og kastede et blankt Skær ud over
Kanalen. Saa lød et kort Fløjt, og en hvæsende Damper arbejdede sig
op ad den vuggende Gade, skar som en Flænge i Drømmen om svundne
Dage og slog med Skovlen det stille Vand, saa Gondolen svajede hid
og did, medens Skummet slog over Stævnen.
Saa drejede den atter ind i de smalle Kanalgader, det samme dæmpede
Raab lød, det samme stille Møde, de samme døde Huse og Aarens dumpe
Slag i det mørke Vand. Sagte gled Farten gennem Natten, sagte
løftedes Sløret over den sovende By, saa standsede Gondolen med et
Ryk ved en smal Trappe. En skarp Stemme rev Holst og hans Ledsager
ud af deres Drømme.
Zwei Zimmer -- vierter Stock.
Og de stod atter i Karavanseraiet, midt I et af det 20. Aarhundredes
Hoteller, mellem Kufferter, Kasser, Gas og Telefoner, mens Duften af
Mad slog imod dem, og Klokkerne kimede og kaldte.
Kjoleklædte Kelnere sprang ad tæppebelagte Trapper.
Hotel Bauer Grünewald.
Holst fik et Værelse paa fjerde Sal og fandt sig atter til Rette i
den afbrudte Drøm. Han aabnede Vinduet og saa ud over Kanalen. Tag
ved Tag med sære Tilbygninger, underlig kantede Skorstene paa de
flade Tage, underlig fremspringende Mure og Gesimser og dybt nede
Vandet, der sukkede.
Henad Kanalen gled en Baad med Musik. En Guitar, en Violin og
Mandsstemmer sang de sære, vuggende Melodier, der steg op til ham i
Nattens Stilhed -- tunge, dæmpede, stundom bævende, stundom fulde
af Ild og som klemtende Klokker, Bud fra fremmede Lande, Sang om
Elskov, om Suk og Sorg, medens Aarerne plaskede.
Han saa op mod Himlen, hvor Stjernerne blinkede saa uendelig tæt,
ligesom knugede ham med Tilværelsens stumme, uløselige Gaade.
Hvem er du? -- hvem er du? -- han følte sig saa fremmed for sig
selv, greben af en ubetvingelig Rædsel, mens Stjernerne spurgte --
hvem er du? -- hvem er du? --
Han levede -- og dog syntes han, det var slet ikke ham selv; han gøs
og traadte et Skridt tilbage i det langagtige firkantede Rum, hvor
Loftet hang saa lavt, og hvor det sukkede i hver Krog, som havde
talløse Slægter hvisket deres lønligste Hemmeligheder til de tavse
Vægge.
Han var i Venedig, Drømmenes tavse By.
Holst mødtes med sin Rejsefælle i Restaurationen. Køkkenet var
fransk, hverken værre eller bedre end paa de fleste europæiske
Hoteller. I den aflange Sal summede det fra Gæster, der talte
alle Verdens Sprog, medens Opvartningen, kjoleklædt og ilfærdig,
krydsedes over Gulvet med de dampende Fade og Vinen i de snoede
Foglietter og de langhalsede tyske Flasker. Dr. Braun hævede sit
Glas: »Velkommen i Venedig og Tak for Rejseselskabet.«
Holst smilede. Han havde været heldig med sit Selskab. Dr. Braun
var en ung tysk Lærd, der studerede Kunst og havde set sig vidt om
i Verden. I København havde han tilbragt flere Aar som Gæst hos en
stor dansk Mæcen og Fabrikant, i hvis store Samling han havde virket
ved Opstilling og Katalogiseren af indkøbte udenlandske Kunstværker.
Han var en ægte Bayrer, med Sydtyskerens livfulde Væsen, fuld
af Spøg, men ofte underlig tavs. Holst havde ganske vundet hans
Hjerte paa Turen, hvor Rejseselskabet havde bestaaet af et Par
mellemtyske Handelsrejsende af den internationale, forskrækkelige
Haussirertype, hvis banale Snak og zünftige Historier havde ærgret
Holst og Doktoren i lige høj Grad. I Bozen havde de fundet hinanden
ret, og Resten af Turen havde de tilbragt i livlig Samtale om det
skønne og store og om det forjættede Land -- Venezia. Maaltidet var
hurtigt til Ende, og ad de krogede, snævre Gader fulgtes de til
Stedet, der drager og kalder, det Sted, hvorhen alle iler -- den
evig uforlignelige Marcusplads.
Gennem en Bue i Procuratiernes Søjlegang traadte de ud paa Pladsen,
der laa hvid som dækket af Sne i det skarpe, klare Maaneskin; kun
en enkelt Vandrer gled henover den, den tilhørte Natten -- ikke den
tunge, sukkende Nat, der bredte sit Dække over de tavse Kanaler, men
Maaneskinsnatten, hvor Stenene bades i Straaler, hvor Drømmene tager
deres lette Fart for i den lyse Stilhed at bæve i den flimrende
hvide Glans i anelsesfuld Længsel.
Der lægger sig ikke Tyngsel over Sindet, naar Maanen lyser over
Marcuspladsen. Det er ikke Dybden i dette Skønhedsvæld, der tvinger
til at bøje Hovedet i ydmyg Undren. Der føles heller ikke Fred,
Trang mod Hvile -- det er et Drag, der tømmer Skønhed som Drue i
Krystal, gulhvid og sød. Procuratiernes Arme strækker sig ikke
vidt som Sct. Peters Søjlerækker i Rom, ikke aabne for at kryste
Beskueren ind mod Kirkens store Moderbryst, men let glidende, som
den sikre Kærlighed stryger over Haar og Nakke, den der véd, at dens
Kalden følges saa villig.
St. Marcos byzantinske Kupler rejser sig bag de stejlende Gangere
og de slanke Fanesøjler som for at byde Blikket en Dæmning.
Kampanilen stræber mod Himlen som for at hæve Blikket mod Vidder,
hvor intet stiller sig mod det, og den dejlige Port, der fører til
Dogepaladset, lukker sig fast som en Mund, der, om den vilde, kunde
aabne sig og fortælle om den Smerte, der ligger bag al denne tavse
Lyst, der drager Øjet og Tanken.
Og Foden flytter sig villigt -- til Piazettaen, hvor Dogepaladsets
mauriske Flade byder sig frem for Øjet, utilsløret som Sultaninden i
Eventyret for den, hun har kaaret i Løndom, og over Piazettaens Sten
glider Blikket ud over Lagunen, det brede Vand, hvor Øen ligger i
det fjerne med Sct. Giorgios' Kupler og Spir, en Anelse om, at endnu
er Skønhedens Kalk ikke tømt, endnu har Venezia rige Skatte i Gemme
for den, der vil træde den lette, vuggende Vej, der spejler Himlen
og dens Lys, Vejen, der trædes som i Drømme uden Drøn af Fodtrin,
medens Bølgerne sukker.
Man taler ikke, naar Maanen skinner over Piazettaen i Venedig; men
lyder Slagene dæmpet fra Klokkeporten ved Procuratiernes venstre
Fløj, dæmpet bævende Slag i Slag, saa bygges en Bro for hvert
Skønhedsindtryk, drages Tankerne opad, samles i en eneste livsalig
Følelse af at se og nyde.
Og videre gaar det langs Molen, over Kanalen, hvor Sukkenes Bro
tegner sig mørk mod Justitspaladset, hvor alle Venezias mørke Sagn
faar Liv i dæmpet Tale og underlige Fortællinger om Død og Glemsel.
Vandet skvulper mod Kajen, og derude glider, som en Mindelse om
Nutiden, Skroget af en stor Damper frem over Spejlet, Ankerkæden
rasler og Spillene hviner, medens Dampen i korte, hæse Prust kastes
ud fra de sugende Rør. Den vandrende vender sig uvilkaarlig mod
Land, og hans Øjne møder Rytterstatuen af den piemontesiske Soldat,
der satte Italiens Krone paa sit Hoved: il re galantuomo Vittorio
Emanuele, hvis stejlende Hest knejser over Riva dei Schiavoni som
et brutalt Monument over Sejren, der vandtes af andre og faldt i de
tabendes Lod.
Atter drages Vandreren mod Fortiden, mod Piazettaen og Dogepaladset,
og fra Buen i Procuratierne kaster han det sidste Blik mod den
skønne Marcusplads, som den hviler, badet i Maanelyset, evig én i
sin tavse Dejlighed -- -- --
Holst sov kun lidt den første Nat i Venedig.