Men vi vil dvæle i Venedig -- dvæle længe, evigt om du vil, og
jeg vil berede min Rose en Urtegaard, hvor Vinden ikke kysser
dens Bæger med Slud, hvor Duggen falder mildt og sødt, og hvor
Solen kærtegner den.
Om du vil det saa.
Her skal du føde mig et Barn, som skal være vor Kærligheds Barn,
en Datter, der skal bære dit Navn, eller nej -- dit Navn skal kun
du bære. Og ingen anden.
Venedig er mig Mindets og Haabets Stad. Mindet og Haabet er du.
Verona, Marts 1884.
Widerfahre dir, was dir auch will, du wachsender Liebling --
Liebe bildete dich; werde dir Liebe zu Theil!
Julia har født mig en Datter, i Daaben fik hun Moderens Navn, men
vi har besluttet, at hun skal kaldes Ulla. For der er kun en
Julia. Naar Julia atter er rask, rejser vi til Capri og Palermo,
og ved Sommertid vender vi hjem til Gammalstorp, mens Solen
skinner. Posten er en fortrædelig Ting -- den har bragt mig Brev
fra Annie.
Annie var et Navn -- Annie er glemt.
Men Brevene kræver at mindes. Jeg har bedt Holger Kurk sørge for
Annie og hendes Barn. Jeg siger hendes Barn. Jeg har Børn, men de
er Julias. En Elskerinde bør ikke føde Børn. Børn bør kun avles
ved Arnen.
Annie vil jeg ikke se mere, ikke heller hendes Barn. Det har
vel ingen Nød, det er avlet i Elskov -- men det var Elskov, der
svandt -- en Spøg.
Es sei, Liebchen, des Scherzes genug!
Gammalstorp, Marts 1885.
Wundern kann es mich nicht, dasz Menschen die Hunde so lieben,
Denn ein erbärmlicher Schuft ist, wie der Mensch, so der Hund.
Vi var tre fra de unge Aar: Kurk, Cedersköld og jeg. Vore Fædre
var Venner, og vi legede vor Barndoms Lege sammen. Vi voksede op
sammen, og vor Uddannelse har vi faaet under samme Tag. Vilde
nogen spurgt mig, hvem af de to, der stod mit Hjerte nærmest,
vilde jeg ikke have kunnet svare. For jeg satte dem begge lige
højt.
Og nu. Jeg skriver fordi jeg en Gang har betroet disse Ting til
Papiret, for en Gang om mange Aar atter at se, hvad jeg følte,
for at min Dreng en Gang kan lære sin Faders Skæbne at kende,
ærlig og sand, som den mødte ham i Livet. Men hvert Pennestrøg er
en Rift i et aabent Saar.
Annie har talt. Hun var rejst til Smaaland til sin Fader, og
derfra har hun skrevet til Julia og fortalt hende alt. Julia
vil tilgive, det føler jeg, men vi talte ikke derom, og Julia
var syg. Jeg følte mig bedrøvet. Ikke fordi jeg angrede, jeg
fulgte en Røst i mig, som talte den Gang og som nu tier. Men det
smertede mig, at Julia led. Hun forstod ikke, hvor uendelig højt
min Kærlighed til hende stod over min Elskov til Annie.
Og jeg kunde ikke sige hende det, for man kan tale til en Kvinde
om sin Kærlighed til hende, man kan ikke, endda kun med et Ord,
berøre en venlig Følelse for en anden, endsige Elskov.
Høsten gik, og den var tung og mørk. Jeg vilde rejse mod Syd, men
Julia vilde ikke. --
Julia var skønnere end nogensinde før, men hun vilde ikke se mig.
--
Saa kom Vinteren og med Vinteren Fester, hvor Julia straalede som
en Dronning blandt alle Terner smaa.
Hun var venlig mod mig igen, men min Drøm kom hun ikke i Møde.
Jeg vilde vente og haabe. Saa skete det.
Jeg troede det ikke, jeg vilde ikke tro det, men jeg kunde ikke
tvivle.
(Mellem Dagbogens Blade laa et gulnet Brev med Annies Haandskrift.)
Christiansstad, 20. Marts 1885.
Arvid Ankerkrone.
Du har voldet mig Sorg og Fortræd mere end nogen kan bære, men
for mit Barns Skyld har jeg baaret det troligt. Jeg skriver mit
Barn, for du siger, at Barnet er ikke dit, og det er vel muligt,
for jeg har kendt andre end dig ogsaa den Gang -- det siger du jo
til Cedersköld og det er vel ogsaa sandt, for jeg har kendt ham
ogsaa. Og nu har jeg kun ham at trøste mig til, for dine Penge
vil jeg ikke eje eller have. Og Cedersköld vil sørge baade for
mig og Barnet.
Mellem os er det jo alt forbi, for det vil du jo, du elsker jo
din Kone over alt i Verden. Og hun vel ogsaa dig, skønt jeg har
syntes, det var ret og rigtigt at vise hende, hvordan du var, og
hvad en Kvinde kan stole paa dig i sin Nød, trods dine Ord og
Forsikringer, som du aldrig mener. Men hun har jo ikke noget at
lade dig høre, for I fine Folk er ikke bedre end en Pige som mig
-- for vi er jo alle lige for Vorherre og Syndere allesammen.
Men Ret skal være Ret alligevel.
Og det siger jeg dig, at du kan haane mig og forlade mig og støde
mig bort, saa meget du vil, for jeg har Cedersköld, men din fine
Frue, som du elsker, og som skal være saa stolt, skal ikke berøve
mig mit det sidste og eneste.
Og nu ved jeg, at din Kone er Kæreste med Cedersköld, og de mødes
baade det ene Sted og det andet, og tror du mig ikke, kan du faa
Vished for det, naar du ønsker.
Og det, siger jeg dig, er ikke ret og rigtigt, for naar en Kvinde
er gift og har Børn, saa er det ikke som med en anden en, der har
sin Nød.
Og du har din Kone, som hun har dig, det vil jeg sige dig.
Annie Bengtson.
P. S. Vil du ikke tro mig, kan du komme selv og faa Syn for Sagen
næste Mandag Kl. 8 Aften i Vestergaden hos Madam Engström. -- --
--
Jeg har dræbt min Hustru.
Ikke med min Haand, for jeg tror ikke, jeg kunde løfte Haand mod
Julia, men jeg er Skyld i, at hun døde, og jeg bærer den Skyld til
mit Livs sidste Dag, ja udover den, om noget udover findes.
Jeg gav Julia Brevet og spurgte: Er det sandt?
Og hun svarede ja.
Saa vilde jeg gaa -- jeg havde kun et at gøre, at hævne min Ære, og
det vilde jeg gøre i den Time, hvor jeg erfarede min Skam.
Hun bad mig blive og sagde mig, at Skylden var hendes og hendes
alene. Men hun havde Ret til at handle som hun havde handlet, samme
Ret som jeg.
Jeg svarede hende dertil, at her var ikke Spørgsmaalet Ret eller
ikke Ret. Min Hustrus Ære var min Ære, mit Hus's Ære og mine Børns
Ære, og dens Hævner var jeg.
Saa smilede hun og lagde sin Arm om min Hals og sagde, at det var
ikke sandt. Hun havde kun villet hævne sig, kun villet prøve mig, og
det var alt aftalt Spil. Nu var jeg straffet nok, og nu vilde hun
tilgive mig.
Jeg troede hende ikke.
Saa bad hun mig vente og kalde de to til for af deres Mund at
erfare, hvad jeg ikke vilde tro, naar hun sagde det.
Det var den tungeste Tid i mit Liv, de Dage der gik, for Cedersköld
var da bortrejst, og Annie var i Christiansstad.
Men Dagen kom, og jeg lod de to kalde.
Cedersköld, der i saa mange Aar havde været min Ven, nægtede at
tale, og Annie lo i bitter Haan og sagde, at det var sandt, det hun
havde skrevet.
Julia græd, og jeg troede hende ikke.
Saa kom Natten, og hun tryglede mig om at tro hende, men hvor kunde
jeg tro den, der havde forraadt mig? Hun sagde, hun vilde dø, om jeg
tvivlede.
Og jeg tvivlede endda.
Saa døde Julia Natten den 27. Marts 1885 for sin egen Haand.
Jeg begravede hende, men begræd hende ikke.
Jeg svor at leve alene for mine Børn, og den Dag døde Smilet paa
mine Læber, og jeg blev en gammel Mand.
Jeg svor endnu en Ed: at hævne den Vanære, der var bragt over mit
Hus, og den Ed vil jeg holde.
* * * * *
-- -- -- Her slutter min Dagbog, eller rettere de Optegnelser, der
oprindelig havde været bestemt til at danne min Dagbog, men som
Livets Alvor har afbrudt. En Mand kan ikke skrive sin Sorg ned; til
hvad Nytte, til hvad Nytte! Tie! -- og tal kun, hvor Ordet handler.
-- -- --
* * * * *
Vedføjet laa tre Breve til Holger Kurk, der talte om det, hvorom
Dagbogen tav. De var øjensynligt udvalgte af mange, men hver et af
dem kastede det skarpeste Lys over en Handling.
Vintschgau »Neuspondinig«, d. 12. Aug. 1886.
Kære Holger.
Jeg skriver fra Tyrol, fra Stilfserjoch, hvor jeg bor i en
Gæstgivergaard af det Navn Neuspondinig ikke langt fra det høje
Punkt Ferdinandshöhe. Du véd, hvorfor jeg rejste, og jeg skriver
dette for at meddele dig, at mit Hverv er fuldbragt.
Cedersköld er død.
Det gik ikke, som jeg havde ventet, og det var vel en højere
Vilje, om saadan højere Vilje er, der bestemte det anderledes.
Jeg holdt af ham, som jeg holdt at dig; hvad det vil sige, véd du
selv. Han brød vort Venskab og handlede ilde mod mig. Jeg svor at
finde hans Vej og kræve ham til Ansvar; jeg fandt ham her paa
dette Sted døende, og han døde uden at tale.
Han var ankommen hertil fra Trafoi, hvortil jeg havde fulgt hans
Spor. Han vilde skyde Genvej, tilfods og styrtede ned i en Bæk,
der kaldes Klammbach.
Han var ynkelig at se, Brystkassen var knust og Hovedet stærkt
læderet; han aandede svagt, da jeg saa ham, men han døde, ikke ti
Minutter efter min Ankomst.
Jeg tænker endnu, om jeg havde truffet ham ved Franzenshöhe,
hvor Ulykken skete, saa havde jeg sikkert nu staaet anklaget
for Assiseretten i Bozen. Jeg kunde have slynget Cedersköld i
hvilkensomhelst Afgrund i denne Verden.
Nu er han død, og jeg har ikke dræbt ham i Kamp. Jeg vilde ønske,
jeg havde, for siden Julia døde, har hver Blodsdraabe i mig
krævet hans Død, og jeg har forfulgt ham som hans onde Skæbne.
Annie har forladt ham; jeg ser af et Brev, der findes mellem hans
Efterladenskaber, at hun har fundet en Ven i Wien. Annie er skabt
til Glædespige, det bliver hendes Lod. Hun bedrog mig, da jeg
elskede hende, hun bedrog ogsaa Cedersköld og løj for os begge.
Stakkels Korporal Bengt! Mig troede han, og medens jeg drog mod
Syd for at se Venedig og Julia, forsøgte han at hævne sin Datters
Ære ved at dræbe Cedersköld. Om Barnet er mit eller Cederskölds
véd jeg ikke, men det skal ikke lide Nød; det har sit Forblivende
med de trufne Bestemmelser. Ikke et Ord talte Cedersköld, men
jeg tror han kendte mig, og det giver mig nogen Trøst. Jeg har
aldrig troet, jeg kunde se et Menneske lide og føle Trøst derved.
Men det gjorde jeg. Jeg har ladet ham begrave; han ejede intet, i
hvert Fald kun lidt.
Nu er han død, og hans Navn skal ikke nævnes mellem os mere.
Han fandt Døden den 6. Aug. 1886 ved Nedstyrtning mellem
Ferdinandshöhe og Trafoi. Kusken, der kørte for ham, saa ikke,
hvorledes Ulykken skete, og intet Menneske vil nogensinde erfare,
hvorledes det gik til.
Nu vender jeg hjem til Børnene; deres Opdragelse er nu det,
hvorfor jeg lever. Broderlig Hilsen.
Din Arvid.
Malmø, den 10. April 1898.
Kære Holger!
Du skriver til mig, at Annies Barn er dødt. Annie har skrevet mig
til og søgt mig. Jeg svarer ikke. Annie har jeg holdt af, da jeg
saa hende første Gang. Du vil maaske bebrejde mig denne Elskov,
det kan man gøre bagefter. Jeg tror, at jeg handlede ret, fordi
Livet byder saa lidt Solskin, og vi Mennesker bør søge Solskin.
Naa, jeg vil ikke præke denne Lære, og det vilde ogsaa være dumt.
Nu er jeg ændret i meget. Handlede jeg Uret, har jeg maattet bære
»Straffen«. Jeg tror ikke paa Straf, men jeg tror paa Hævn. Al
Straf er Hævn, og Hævn kan tilfredsstille, det har jeg selv følt
en Gang i mit Liv.
At Barnet er dødt er kun godt, Annie fortjener intet Barn, og
paa hendes Omvendelse, som du kalder den, tror jeg ikke. En Mand
kan elske mange Kvinder og dog ikke præges af denne Elskov, en
Kvinde, der elsker mange Mænd, er og bliver en Skøge. Saa faar I
lære nok saa meget det modsatte og præke Jer Moral eller Umoral
nok saa ivrigt.
Jeg er Junker fra Fødslen, og min Moral er Junkerens Moral,
den bliver ikke anderledes. Det er slet ikke praktiske Hensyn,
slet ikke Samfundet, jeg vil bevare, det er slet og ret min
Soldatermoral, der vist, naar alt kommer til alt, ikke er nogen
Moral. Skøgen har jeg glemt, og hendes Barn kendtes jeg ikke ved,
da det levede, agter ej heller at græde ved dets Baare.
Begrav det og lad hende faa nogle Penge, det er vist det, hun
trænger til.
Din Arvid.
Paris, den 25. December 1899.
Kære Holger.
Glædelig Jul -- Du har vel undret dig over, at jeg ikke tilbragte
Julen sammen med Ulla i Lausanne. Det var tilfældigt, vi havde
besluttet, at hun skulde komme hertil, men ondt Vejrlig og
Togstandsning krydsede vore Planer. Claes og hans Hustru er paa
Sicilien, Hvedebrødsdagene varer vel endnu i 14 Dage, skønt
Claes' Giftermaal huer mig ikke, hun er for rig og for lidt smuk.
Gud være lovet, Ulla er fattig, saa spares hun for de Skuffelser.
-- Imorgen maa Ulla vel komme.
Juleaften tilbragte jeg her i Selskab med en Kvinde -- Annie. Jeg
drev ned ad Boulevarderne ved Aftentide for at se Julen i Paris;
da mødte jeg hende og kendte hende straks. Det lod, som om hun
led Nød, hun saa fattig ud. Du véd, jeg tror, alt i Verden har
sin Bestemmelse, og jeg standsede hende og spurgte hende, om hun
vilde tilbringe Juleaften sammen med mig. Jeg ved ikke, hvorfor
jeg gjorde det, men nu, da det er sket, fortryder jeg det ikke.
Det var den besynderligeste Juleaften, jeg har tilbragt.
Annie er gaaet fra Haand til Haand, men hun er endnu meget smuk.
Sjöström har forladt hende, siger hun, han er, hvad jeg altid
har sagt, en slet Knægt, der sikkert har levet af Annies Venner.
Vi talte ikke om Barnet, hun forsøgte derpaa, men jeg afviste
det. Jeg anerkendte ikke det Barn som mit. Jeg har elsket hende.
Dengang anede jeg ikke, at hun var hans Elskerinde samtidig
med, at hun var min. Men hun var sulten, og jeg gav hende et
fyrsteligt Maaltid i Café de la Paix. Jeg tror virkelig, hun
begyndte at haabe paa, at gamle Dage vilde oprinde paany, og jeg
vil ikke nægte, at jeg bestyrkede hende i Troen og Haabet. Jeg
vilde, hun skulde tale om det eneste, der endnu den Dag i Dag af
alt, hvad Fortiden gemmer, staar min Hu nær.
Om Julia.
Hun talte, men hun sagde kun, hvad hun sagde den Gang, og jeg
faar vel tro hende. Hun siger, at hun hadede Julia, fordi jeg
elskede hende. Det er vel sandt. Hun siger, at hun hadede
Cedersköld, og at hun blev hans Elskerinde, fordi jeg sveg hende.
Det er vitterligt usandt, men Kvinder, der lyver, lyver med hele
deres Sjæl og tror deres egne Løgne. Selv lyver jeg sjældent
-- kun én Gang har jeg løjet for dig, som du her vil se. Det
blev silde, og jeg fulgte Annie til hendes Hjem, et tarveligt
Kvistværelse i en Bydel, jeg ikke kender.
Hvorfor jeg gjorde det, ved jeg ikke, men der var faret noget af
en Djævel i mig den hellige Julenat. Jeg kan være ond, og jeg
var det. Jeg fortalte Annie, medens hun hvilede i mine Arme,
hvorledes en Mand døde, der den 6. Aug. 1886 gik Vejen over
Stilfserjoch fra Trafoi.
Annie, du og jeg er vel de eneste, der endnu mindes den Mand,
hvis Ben smuldres paa en lille Kirkegaard i Tyrol. Jeg fortalte
Annie noget mere, end jeg har fortalt nogen anden, og end jeg
nogensinde vil fortælle nogen anden. Hun stivnede i Rædsel, og
jeg glemmer sent hendes Blik. Hun talte kun lidt, og jeg tror,
hendes Haab om Fornyelsen af gamle Dage blegnede under min
Fortælling.
Om Julias Blod kommer over mit Hoved, ved jeg ikke, Cederskölds
kommer over hans og ingen andens. Om jeg stod paa Vejen ved
Ferdinandshöhe den Dag i Dag, jeg tvang ham atter at vove
Springet og æske den Gudsdom, der skulde sige, om han var skyldig
eller uskyldig. Det sagde jeg Annie den Julenat. Nu ved ogsaa du,
hvorledes det gik til. Gem det og glem det.
Din Arvid.
Endelig fandtes vedlagt Brevene et Aktstykke, som Holst genkendte,
det var Annies Brev til Ankerkrone, som han selv havde sendt. Hans
Billet fandtes vedhæftet. En Hilsen fra hinsides Graven, Annies Brev
lød:
-- -- --
Min eneste Ven.
Du faar tro mig, om du vil, jeg har aldrig elsket andre end dig,
det sværger jeg for Gud Faders Ansigt, om jeg dør i denne Nat,
som jeg tror, for jeg er meget syg. Men lever jeg, saa skal dette
Brev sendes til et sikkert Sted, og min gamle Moder skal forvare
det og sende dig det, om jeg dør før hun. Jeg har aldrig elsket
andre end dig -- aldrig. At Cedersköld har forført mig er vist
og sandt, men jeg var ung og elskede ham ikke, men dig elskede
jeg og Barnet var dit, det var det, for det fødtes, mens vi var
sammen, og havde været sammen længe i de lykkeligste Dage af mit
Liv, og det véd du godt.
Det var dit. Men saa blev du ond imod mig og vilde ikke skilles
fra din Hustru, som du ikke elskede den Gang, og saa vilde jeg
forlade dig for at se, om du ikke vilde vende tilbage, men det
vilde du ikke, og du rejste til din Hustru, som du ingen Ret
havde til, for hende havde du forladt, og det var mig, der var
din Elskede og havde født dig et Barn med Smerte.
Jeg skrev til din Hustru og talte med hende og sagde, at du
elskede mig før nu, og hun blev bleg og vilde ikke tro det, men
jeg havde Barnet med, og hun kunde se, at det lignede dig, som
det ogsaa gjorde, hvad der beviser, at det var dit Barn. Og hun
talte saa meget til mig og var bedrøvet, for hun var vistnok god,
men jeg hadede hende, fordi hun elskede dig, og fordi du havde
svigtet mig. Men hun vilde ikke forlade dig, og saa var det noget
efter, at hun lod mig kalde og sagde, at hun vilde straffe dig,
for jeg havde ladet, som jeg var bedrøvet, og hun var god imod
mig, men det gjorde mig kun ond, fordi jeg kunde se, hun frygtede
mig.
Og saa var det, jeg sagde til hende, at hun skulde sige det med
Cedersköld, og han gjorde, hvad jeg vilde, for han var en Nar
efter mig, men ham brød jeg mig ikke om.
Og saa skrev jeg til dig.
Men bagefter sagde jeg, at jeg havde talt Sandhed, og det var
ikke sandt, for Cedersköld har aldrig været din Kones Elsker; men
jeg gjorde det for at hævne mig. Jeg vilde have fortalt dig det
i Paris, men saa var det, at du fortalte mig, at du havde slaaet
Cedersköld ihjel, og saa blev jeg bange for, at du skulde slaa
mig ihjel, og saa turde, jeg ikke sige det.
Men det er sandt, og har du baade slaaet din Kone ihjel og
Cedersköld, saa er det Guds Straf fordi du har bedraget mig og
forladt vort Barn, som Vorherre har taget til sig, og som du ikke
engang vilde svare mig paa, da jeg skrev saa rørende til dig, om
dengang det døde. Se det vil jeg skrive til dig, og det skal du
vide, hvis jeg dør, for at dine onde Gerninger kan være bekendt
for dig, og det er altsammen Straf fra Vorherre.
Nu vil jeg ikke skrive mere, for jeg er meget syg, men nu véd du
det altsammen, og at jeg aldrig har elsket andre end dig, Arvid
Ankerkrone.
Din ulykkelige elskede Annie.