Cedersköld og Kurk har været paa Jagt i Dag. Jeg jager ikke mere,
jeg har stødt min Fod. Nämdemanden ler, han véd, jeg gaar til
Aaen for at fiske.
Annie er kyndig i at sætte Snører, og Fisken søger til hende.
Annie fanger den let med legende Haand.
Imorgen rejser jeg, og Annie følger mig.
Det kan ikke nytte at spørge, og hvorfor ogsaa det. Hvilken Lykke
skulde vel søge Annie i Smaaland.
Julia har sendt mig et Brev. Hun spørger, om jeg kommer til
Venedig.
Nej, jeg har kaaret Annie -- er det ej det rette, Guder saa
skaaner mig dog og lad mig forblive i Troen -- -- --
Sjælland, Aug. 1882.
Arm und kleiderlos war, als ich Sie geworben, das Mädchen,
Damals gefiel sie mir nackt, wie sie mir jetzt noch gefällt.
Det er Bøgene i de danske Skove nord for Hamlets By, der hvisker
deres stille Sprog i vore Øren. Annie er mig en god og kærlig
Kvinde, og Dagene gaar saa lindt og let under Kys og Sol. Den
store Eros er det ikke -- men --
Jeg har ikke glemt Julia. Dag efter Dag synes det, som dukkede
hendes Billede klarere frem for mig -- men disse Dage tilhører
Annie.
Der ligger oppe i Skovbrynet en ensom lille Sø, hvor vi gærne
dvæler, Annie og jeg. Tæt kranset af Skoven ligger den der som et
lille blankt Skjold mellem blomstrende Hæge og Tjørne. Vi sidder
paa Roden af en vindfældet Bøg, hvor Søen skærer sig ind under
Skrænten, der støttes af Røddernes Fletværk. Det Sted elsker vi
begge.
Annie er bedrøvet og bange. Hun bøjer tit sit Hoved mod min
Skulder og hvisker: Arvid, jeg er saa angst, du vil forlade mig
for at drage til hende. Sig, at du vil det, og jeg skal glide
ganske stille ned i Søen med mit ufødte Barn -- ganske stille,
for at du kan gaa din Vej til hende, som har Ret over dig.
Saa svarer jeg: Annie -- ingen har Ret over mig uden den, jeg
kaarer.
Saa kysser hun mig med Taarer, -- Annie, der steg op til mig af
Vandet den lyse Sommerdag i Smaaland -- og langsomt drager jeg
hende bort fra Brinken.
Men stundom føler jeg mig tung i Sindet, naar Folkene kommer hjem
fra Arbejde, og deres Skænden lyder i Gaarden.
Saa tænker jeg paa Mesterens Ord.
Hvorfor skriger dog Folket og larmer, det vil have Føden, Børn
vil det avle og sørge for Føden til dem. Mærk dig Vandrer det, og
gør du derhjemme det samme; Menneske, gør hvad du vil, du driver
det aldrig til mer.
Gammalstorp, Okt. 1862.
Eine Liebe hatt' ich, sie war mir lieber als Alles!
Aber ich hab' sie nicht mehr! Schweig, und ertrag den Verlust!
Jeg er alligevel Soldat. Naar Teltene brydes af, og
Signaltrompeten lyder, slaar Hjertet frit og let i mit Bryst, og
jeg tøjler min sortbrune Flora, der danser under mig over sandede
Veje. Saa gaar den henover Landet, mens Ljunggreen, min brave
Vagtmester, rider tavs bag mig til vi naar Gaarden, hvor hans
Kvinde og de krøllede Unger vifter til ham. Vi rider undertiden
derind og drikker et Glas Mælk, mens jeg klapper hans lille
lyshaarede Johanne, hvis klare blaa Øjne ler til mig.
Saa gaar det videre over Stok og Sten.
Annie er borte -- Julia er endnu i Venedig.
Hvad kymrer jeg mig om Annie og Julia nu.
Jeg er alligevel Soldat, og nu gaar det mod Lejren, jeg har ikke
mere Tanker for kælne Lege, og Vennerne venter.
Baade Cedersköld og min brave Kurk, som jeg har forsømt saa
skammeligt, fordi jeg drømte med Annie. -- Hvorfor mon hun forlod
mig?
»Var jeg huslig og Viv, og havde jeg, hvad jeg behøved, vilde jeg
trofast og glad kysse og klappe min Mand, saadant vrænged' i Sang
en simpel Tøs i Venedig, Sangen lød som en Bøn, og frommere ej
jeg har hørt.«
Nu gaar det mod Lejren -- hvem tænker saa paa Kvindfolk.
Venedig, Maj 1883.
Und so tändelt' ich mir, von alle Freunden geschieden,
In der neptunischen Stadt Tage wie Stunden hinweg.
Alles was ich erfuhr, ich würzt'es mit süsser Erinnrung
Würtzt'es mit Hoffnung; sie sind lieblichste Würzen der Welt.
Atter i Venedig -- men dog ved det første Blik hvor forandret --
mest dog jeg selv. Kun 8 Aar er rundne, siden jeg gæstede dig,
Venedig -- kun 8 Aar, og hvad er ikke sket siden da!
Jeg søger ikke min Kærligheds første lyse Dage, dens straalende
Nætter, Julia har bedt mig komme, og jeg kommer.
Men jeg venter intet -- jeg haaber intet -- det er en
Pilgrimsfart til hellige Steder -- -- --
-- -- --
Jeg drømmer, men aldrig drømte jeg lifligere Drøm. Julia er min
egen, og min Ungdom lever, lever et nyt Liv efter en Dvale, jeg
troede var Døden. Jeg plantede Sydens Rose i den kolde Jordbund,
som er mit Hjemlands, og Rosen trivedes ikke, dens Hoved
bøjedes, og dens Blade visnede. Nu har den drukket Duggen af sin
Moderjord, nu folder dens Kronblade sig mod Solen, nu smiler den
rødere end før, og dens Duft stiger mod den lette Luft. Julia,
jeg elsker dig nu, elsker dig varmere, end jeg elskede dig nogen
Tid. Du er Venezias Rose, min dejlige, du er den ene. Og du
smiler, du spørger ikke, du ved, at din Kærlighed er alt, den
tvivler ikke, fordi den ikke ser, den spørger ikke, fordi den
ikke hører. Nu begynder Livet af ny.
»Jeg har dig elsket tilforn, brændende hed i Begær, elskede hører
du, tro og betro dig til mig.«
Fra den Dag og Time er jeg Julias og kun Julias, alt andet skal
være glemt, alt andet.
Navnet ogsaa -- alt.
Minderne vokser fra hver Sten, fra hvert Billed og hvisker om mig
de samme søde Sagn som i svundne Dage.