Foruden den betydningsfulde Post fra Ankerkrone forefandt Holst et
kort Brev fra Helsingør, der lød saaledes:
Hr. Løjtnant Eigil Holst, Overbetjent ved Københavns Politi.
Efter Hr. Løjtnantens Bortrejse har jeg skaffet mig Underretning
om, at den Herre, der den 27. Marts d. A. logerede paa
Jernbanehotellet sammen med den Dame, der kaldte sig Fru Gorin,
var en svensk Officer, af et daarligt Rygte ved Navn Hugold
Sjöström. Jeg har ligeledes erfaret, at han samme Dags Middag
hos Vognmand Larsen, Stengade, har lejet et Køretøj og ladet sig
befordre til Esrom, og det har undret Kusken og Vognmanden, at
han lod Vognen køre tom tilbage. Andet har jeg ikke kunnet erfare.
Med dyb Højagtelse ærbødigst
Jens Petersen Stub,
Kelner.
Dette Brev gav Holst Anledning til at foretage endnu en
Rekognosceringstur til Stedet, hvor Liget var fundet, og Egnen
derom, saavel som et fornyet Besøg i Helsingør. Det var udover
Vognmandens Udsagn dog ikke væsentlig nyt, der fremkom, navnlig var
der paa Esromegnen slet ingen, der havde lagt Mærke til Parret.
Holst besluttede sig til at søge sin direkte Foresatte i Hovedstaden
og afgive en udførlig Rapport over det oplyste, dog undlod han
at berøre de enkelte Omstændigheder, der havde Forbindelse med
Familien Ankerkrone. Han lagde stor Vægt paa, at Eftersøgelsen og
Arrestationen af Sjöström foregik paa Grundlag af Falskneriet, og at
Sigtelsen for Mordet blev det subsidiære, derved gjordes det lettere
at holde Sagen skjult. Mordet og Ligfundet i Mergelgraven var glemt,
som alt Avisstof glemmes hurtigt og grundigt.
Holst var ikke af de Politimænd, der straks former en Mulighed til
en kompromitterende Sigtelse. Han søgte ikke Anerkendelse som den,
der rask griber til, og han lod rolig sine Kolleger paastaa, at det
var Heldet og Tilfældet, der stod ham bi; men hans Foresatte vidste,
at det var hans udholdende, stilfærdige Benyttelse af Tilfældet, der
var hans Styrke, og at han som faa forstod lydløst at følge et Spor.
Holst traf i en Fart Forberedelser til Rejsen, han vilde søge
Sjöström i Venedig, foranledige ham anholdt og transporteret til
Danmark, men dernæst vilde han søge Ankerkrone, og saa skulde
Ritmesteren tale, og tale ud.