Det er alligevel ikke let at vente. --

»Ellers agter jeg skarpt Aarets de skiftende Tider, hilser den

gryende Vaar, længes mod Frugten i Høst. Nu er mig Sommeren lig

Vinter, der dækker med Sne, Amors Vingeslag har skabt mig den

evige Vaar.«

Julia er kommen.

»Sig mig, hvorledes du lever -- jeg lever, var Aarene hundred, og

var de hundrede til, hver Dag blot blive som denne.«

Store Mester, hvis dejlige Vers jeg Taabe har prøvet at gengive.

Hav Tak for det, du var mig i disse Dage.

Hav Tak med dine egne Ord.

»Træt var blevet mit Sind, da stedse kun Billeder saa jeg,

herlige Skatte, den Kunst, som ikkun Venedig bevarer, saadan

bedaarende Lyst kalder dog ogsaa til Hvile, efter et Billed i Liv

søgte mit smægtende Blik.«

-- Forlad mig, Mester -- nu prøver jeg at digte.

Poul Veronese har malt Julia dit Billed en Gang -- men den Glød i

dit Blik -- Julia -- ingen har malt.

Og dine Læber, Julia -- nu er Drømmens Virkelighed.

Den 14. Juli 1875 gav i Venedig den ædle Donna Julia Cassini

Arvid Ankerkrone sin Tro.

-- -- --

Smaaland, Aug. 1881.

Oftmals hab' ich geirrt und habe mich wieder gefunden,

Aber glücklicher nie; nun ist diess Mädchen mein Glück!

Ist auch dieses ein Irrthum, so schont mich, Ihr klügeren Götter,

und benehmt mir ihn erst drüben am kalten Gestad.

Disse fire Linier fortælle alt. Jeg har fejlet, og først her i

den grønne dejlige Dal ved Lagan har jeg indset, hvori min Fejl

bestod. Jeg har elsket Julia, og i de første Aar af mit Ægteskab

troede jeg paa Lykke. Men jeg har handlet Uret i at ville

plante Sydens Rose i Nordens kolde Jord. De første Pust fra den

ubarmhjærtige Nordenvind har isnet Rosen. Julia har født mig en

Søn, og i Daaben har jeg skænket ham Navnet Claes, som er gammelt

i min Slægt. Julia har født mig andre Børn, men de er døde, og

med dem er det, som om hendes Blod er udgydt. Bleg er min Rose.

Julia er rejst mod Syden, mod Venedig, hun bad mig ikke følge,

jeg ønskede det ikke heller, for vore Drømme er drømt til Ende.

Fem Aar er en lang Drøm, og Drømmen var sød.

Nu er den forbi.

»Jeg tog fejl -- jeg har taget fejl før -- jeg har set det, men

jeg er aldrig bleven lykkeligere derved.«

Nu hedder min Lykke Annie. Hun er seksten Aar og tog sit Bad i

Aaen, da jeg saa hende første Gang. Nøgen stod hun ved Busken,

der drikker af Aaen, og da jeg traadte frem uden at ane, at hun

stod der, løftede hun sit Blik mod mig og lo. Skøn som Venus, der

steg af Havet, skjulte hun intet, fordi hun intet havde at dølge,

og hendes Blik lo mod mig, medens Aaens Bølger krusedes om hendes

Fod.

Annie er Datter af Korporal Bengt, hun er født i Smaaland blandt

Lyng, Blomster og blinkende Søer. Og Annie er føjelig og god, som

hun er blid og taalsom.

Hvad Skovsøen gemte · 第 47 / 90 题