»Ja, jeg forstaar det saa vel, det er mit Legeme, der rejser,
mens i den elskedes Skød hviler bestandig min Sjæl.«
Kort sagt, jeg er forelsket, forelsket og ung, jeg er i Venedig.
Det er Sommer, og Varmen hviler trykkende over Marcuspladsen,
medens Vandet skvulper dovent i Canale grande. Timevis lænet
tilbage i Gondolen, lader jeg mig føre forbi den elskedes Hus.
»Med den blidt gyngende Vugge kan jeg ligne Gondolen, Kassen, der
skærmer mod Sol, er som en sort Sarkofag. Og mellem Vugge og Grav
ad Livets Kanal den mig fører, sorgløs drømmer jeg da, glidende
let over Vand.« Jeg véd jo, hun kommer, og at naar hun kommer, er
hun min.
Hun lovede mig det første Kys i Venedig, Venedig er hendes Hjem,
og der skal jeg søge hende, der skal jeg møde hende, naar hun
kommer.
Endnu er hun ikke kommen.
Saa længe faar jeg trøste mig med Venezia og Goethe.