Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han
foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer;
det lød saaledes:
Kære Ven.
Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om
jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab
er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er
en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har
bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt
nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra
min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade
mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage
den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet,
som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op,
fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig
har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det,
jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.
Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det,
et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde
ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første
Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit
Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder,
der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen
hin Dag. Du kender langt fra alle, men hvad jeg her sender dig,
vil berette dig om alt, hvad jeg kan sige.
Jeg kendte hende straks den Dag, de fandt hende; du kunde maaske
kalde det Svig, at jeg tav. Men jeg maatte tie om alt dette
svundne, som du nu skal lære at kende, og du vil forstaa, hvorfor
jeg tav, da man larmede om mig for at faa alt at vide og sprede
det til tusinde ligegyldige og uvedkommende Mennesker. -- Ikke
sandt?
Jeg tror aldrig, du naar tilbunds i denne Sag. Jeg raader dig til
ikke at opgive, det skal man ikke, jeg beder dig heller ikke om
noget, fordi jeg stoler paa dig. Hjælpe dig kan jeg ikke; jeg er
ikke heller rask mere, men skulde vore Veje mødes, saa søg mig
som den jeg er
din faderlige Ven
Arvid Ankerkrone.
Dette Brev laa øverst i en Pakke Papirer, der øjensynlig med stor
Omhu var udsøgte af en større Samling Breve og Aktstykker, der
fortalte om alt, hvad der var sket mellem Annie og Ankerkrone.
Først i Rækken laa et Hefte med løse Blade, paa hvis Omslag var
skrevet med Ritmesterens faste, sirlige Haand:
Af Arvid Ankerkrones Dagbog.
_Motto_: Wie man Geld und Zeit verthan,
Zeigt das Büchlein lustig an.
(Goethe, Epigramme 1790).
Dagbogen var delt i korte Afsnit, hvert af disse indlededes med
et Citat af Goethes venetianske Epigrammer. I flere af Afsnittene
var Mesterens Ord fra disse Epigrammer flettet ind i Teksten i
Oversættelse; det var tydeligt, at Ankerkrone i sin Ungdom havde
været stærkt paavirket af denne Digtning, ja, endog forsøgt at bygge
sin Dagbog over dens Strofer. Men sært og skurrende havde Livet
grebet ind i dette Digt og bøjet det mere og mere mod alvorsfuld
Prosa, til Ankerkrone havde lagt Pennen bort med tunge bitre Ord for
at lukke sin Dagbog for stedse.
Dens Indhold var følgende:
Venedig, Juli 1875.
An dem Meere ging ich und suchte mir Muscheln. In einer
Fand ich ein Perlchen; es bleibt nun mir am Herzen verwahrt.
Seks og tyve Aar og i Venedig! -- Sandelig, du store udødelige
Digter, jeg behøvede ikke dig for at vise mig Vejen i den
summende Labyrint; jeg har set Bajæ og Fiskene og Havet, som
jeg har set Venedig og Pølen og Frøerne. Jeg sover ikke, jeg er
lysvaagen. »Hvilken Kvinde jeg ønsker?« -- I spørger mig, jeg har
fundet hende, saadan som jeg ønsker hende -- Perlen i Muslingen,
som jeg vil bevare ved mit Hjerte.