Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa
Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt
over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et
herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og
talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved
Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille
Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer,
som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis
hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe
efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for
Godsets Regning, i det mindste for en Tid.
Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig
skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at
optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden
gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast
Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.
Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev
afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et
Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.
I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages
han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa
Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk
med et Par søgende Øjne.
Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.
Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en
feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham
ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne,
sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som
kun er en i denne Verden.
Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da
ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold,
og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud
af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid
Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning.
Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større
Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:
»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har
jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal
leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte,
Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit
Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«
Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.
Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre
forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat
ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en
Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir
var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde
udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om
Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt
at skaffe Hugolds Adresse.
I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse
-- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke
gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han
intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han
havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde
fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant
Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.
Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han
er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke
mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde
anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«
Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:
»De kender altsaa min Broder Hugold?«
»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«
Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank
Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.
»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de
Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel
Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«
Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede
omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.
»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.
»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar
tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig
at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære,
men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra
ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har
han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«
Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen,
hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk
Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas
appetitvækkende Stil.
Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.
Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om
han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen
vilde han gerne bringe.
Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart,
at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor
forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at
gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.
Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres
Broder?« spurgte han.
»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg
aldrig hørt.«
Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den
første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte
dette.
Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok,
at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid
har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om,
at Hugold havde været med der.«
»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.
»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid
ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone,
maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være
uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig.
Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor
der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at
da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle
Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt,
for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og
man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for
et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage
Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig
Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen.
Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en
charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.«
Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har
truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«
»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen
Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde
ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet
med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede
maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.
Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i
en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig
Handling.
»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en
Adelsmand fuldt ud.«
Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den
drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste,
Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte
ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant,
og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at
hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.
Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage
til København.