»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«
»Og saa --«
Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.
»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone.
Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at
jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller
ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at
høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«
Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy
ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det,
han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om
hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det
var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde
genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde,
som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han
kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der
skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.
En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans
Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.
Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke
et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken
Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«
Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.
Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til,
at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«
»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned
til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa
Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak
sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke
vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her
i tre Maaneder.«
»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og
de havde ikke set ham i tyve Aar.«
Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke,
skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men
Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var
nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det
Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang.
Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg
lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa
mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel
slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til
mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.
Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke.
Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og
saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for
Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til
ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke
at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham
med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel
syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«
Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den
lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte
han: »Naar var det Hestesagsmøde?«
»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«
»Kan De ikke se Datoen?«
»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en
Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er
jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa
det halve kunde være nok.«
Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen
frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det
ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til
Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo,
det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen
efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da
han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt
om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi
aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han
har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«
Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde
Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage
siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter
Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren
mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var
meget varmt.
»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre;
Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham
fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte
Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et
Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde
til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene,
der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem.
Det var dejlige Folk.«
Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og
bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa
sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.
Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa
Riddartofte.