Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev
han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at
Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt
Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske
Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var
Tyrol.
Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At
Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod
paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til
Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med
Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet
mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men
nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med
Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for
private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig
lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester
Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.
Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han
havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte
i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til
den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde
haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.
Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var
sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares
al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle
Dage. --
Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,
sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig
Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde
været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser
om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.
Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham
med den allerstørste Begejstring.
»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde
Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar,
har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han
stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i
mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«
Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en
Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været
ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at
den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for
Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog
syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.
Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone
første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.
Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel
ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren,
og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det
varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer
nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par
Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt
ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men
det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone
er ellers en gammel Bekendt.«
»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst
før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin
Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.
Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.
»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden
efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu
min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden
var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig
Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,
lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,
kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten
ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,
gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel
sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,
og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde
se, og Kors hvor hun var forelsket.«