XII.

Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev

han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at

Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt

Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske

Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var

Tyrol.

Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At

Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod

paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til

Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med

Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet

mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men

nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med

Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for

private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig

lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester

Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.

Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han

havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte

i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til

den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde

haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.

Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var

sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares

al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle

Dage. --

Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,

sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig

Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde

været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser

om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.

Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham

med den allerstørste Begejstring.

»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde

Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar,

har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han

stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i

mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«

Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en

Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været

ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at

den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for

Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog

syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.

Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone

første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.

Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel

ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren,

og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det

varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer

nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par

Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt

ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men

det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone

er ellers en gammel Bekendt.«

»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst

før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin

Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.

Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.

»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden

efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu

min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden

var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig

Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,

lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,

kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten

ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,

gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel

sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,

og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde

se, og Kors hvor hun var forelsket.«

Hvad Skovsøen gemte · 第 42 / 90 题