Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg.
Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede
sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international
Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske,
havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.
Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i
alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved
Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt
til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af
Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27.
Marts 1902 Helsingør.
Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om
Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til
Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm
havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig
Betragtning syntes det hele at være i Orden.
Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den
originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at
Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var
udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under
sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk,
der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord
og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der
arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin
Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.
Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde
lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet
under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han
havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af
en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde
boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med
Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström
vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis
for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren
havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af
Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var
eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans
Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg,
indfundet sig og spurgt efter ham.
Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet
ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en
Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til
det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen
med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet
sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at
Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige
Kreditorer.
Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa
forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en
meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør.
Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med
Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige
Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.
I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved
Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke
havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod
fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.
Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye
Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame,
der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke
ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at
Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu
var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det
derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og
Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur
til København.
I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza,
og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen
var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København,
som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald
den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse
Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame,
der imidlertid straks var rejst tilbage til København.
Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde
Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i
Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod
Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget
Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde
Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en
større Skilling for at tie stille med det.
Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig
Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en
Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer,
umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.
Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes
Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og
det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at
sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde
handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var
forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling
maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen
med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven
Ritmesteren.
Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren
næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert
siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt
kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der
berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog
vidende om Mordet.
Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester
Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin
Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.
Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med
Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene
paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.