Han gik henimod Skabet. Holst fulgte ham med et skarpt Blik; det
syntes, som om han vilde søge at slippe bort. Holst rejste sig.
»Hr. Karlkvist,« sagde han, »De skal tage Dem i Agt, dette her gaar
ikke med mig. Deres Samvittighed er ikke ren, det ser jeg, og der er
kun en Vej for Dem, fuld Aabenhed overfor mig, saa skal jeg dække
Dem, hvor jeg kan; hvis ikke saa følges vi ad til Politimesteren,
jeg har været saa forsynlig at melde mig der, og jeg har Ret til at
anholde Dem paa Stedet.«
Dette var mildest talt ikke sandt, men Holsts Tone lød særdeles
overbevisende, og han havde allerede indjaget Brændevinsadvokaten en
betydelig Skræk ved den Overrumpling, hvormed han havde tvunget ham
til at bekende Kulør. Imidlertid var det jo slet ikke umuligt, at
Karlkvist stod i Ledtog med Sjöström, og det var derfor nødvendigt
at være meget forsigtig.
Karlkvist fik langt om længe Bøgerne frem. Det viste sig nu, at
Annie i længere Tid havde foretaget Indbetalinger til Enskilda
Banken, ganske vist direkte, men altid underrettet Karlkvist derom,
og at hun gennem Karlkvist havde erhvervet et Hus i Christiansstad,
ved hvilken Lejlighed det lod til, at hendes juridiske Konsulent
havde snydt hende betydeligt. Dog dette var undskyldeligt. Mere
Interesse laa der unægtelig paa Forholdet til Banken og Besøget i
Helsingborg.
Karlkvists Beretning, der blev ham aftvunget gennem et meget skarpt
Krydsforhør, gik ud paa, at Sjöström, som han havde kendt godt og
i hans Løjtnantsdage hyppig forstrakt med Penge, havde oprettet
et Dokument med Annie, hvorefter han skulde have ti tusind Kroner
og rejse bort, ligesom Møbler og Udstyr, Parret ejede i Cannes,
skulde tilfalde Sjöström. Gifte havde de ikke været, derimod lod
det til, at Annie vilde gifte sig med en anden, der var gift, og at
Karlkvist skulde besørge dennes Skilsmisse Dagen efter paa hurtig
svensk. Han havde imidlertid ikke faaet noget at vide herom. Derimod
havde han fra Banken modtaget en Forespørgsel, om han den næste
Dag vilde indfinde sig der, da en Herre ønskede at hæve et stort
Beløb, og man vilde vide, om han kendte noget til Sagen. Herren
havde været Sjöström, som Bankpersonalet godt kendte, men hvis Rygte
selvfølgelig havde været slet. Han var i Besiddelse af en Check,
udstedt af Annie paa 90,000 Kroner. Karlkvist havde undret sig
over Beløbets Størrelse, men da han vidste, at Annie havde 130,000
Kr. i Penge og Papirer i Banken, havde han tænkt sig, at Parret
maaske havde truffet en anden Ordning, og paa hans Vidnesbyrd havde
Sjöström faaet Beløbet udbetalt.
Fra Annie havde han ikke senere hørt noget; han formodede, at hun
havde ændret Planen, og at hun var rejst til Frankrig igen. Han var
forøvrigt en Art Fætter til Annie, og det mærkelige Tilfælde viste
sig, at han og en i Vislanda boende Søster rimeligvis var Annies
Arvinger. Dog Holst talte ikke til ham om Annies Død, han besluttede
at holde Udkig med ham, saa meget mere, som han havde en stærk
Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans
saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde
overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og
lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie
skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles
bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde
gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.
Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet
meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og
vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og
Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav
Holst ligeledes.
Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være
Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet,
der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest
gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med
det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede
snart at se ind til ham igen.
Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad
var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget
meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa
faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var
Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om
Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en
Detektiv.
Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til
Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den
Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der
i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.