Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret
Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som
de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til
de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et
stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over
Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og
læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at
fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk
af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres
Morgenkvidren.
Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare.
Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et
Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En
Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne
og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener,
der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig
kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han
plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede
efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de
vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor
Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var
saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at
trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til
at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i
Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om
lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand
og saaledes fremdeles.
De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om
Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af
disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større
Betydning lød saaledes:
Christiansstad, Jul 1897.
Kære Mor!
Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred.
Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan.
Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med
Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg
sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat
med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar
jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have
en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa
helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men
det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget
ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller
ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille
har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt
til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere
Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra
Elsa og
din Datter Annie.
6. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen.
Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det
bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er
dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok,
der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du
véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om
jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt
Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre
det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt
opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror
jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være
det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt
af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev
rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag
overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard
imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke
skrive mere -- --
18. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt,
men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det
samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen
har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham
ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder
Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget
om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg
kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen
gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde
leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør
det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- --
25. Marts.
Kære Mor.
Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød
og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se
paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden
ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du,
det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til
Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg
jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen
har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller
ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for
hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om
han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok
ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn,
selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men
Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde
jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans
egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --
1. April.
Kære Mor.
Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa
gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da
hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget,
men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun
Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham
ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn
og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død,
saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at
bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde
være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig
og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud
taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der
gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som
den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men
skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud
er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os
stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal
vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker,
og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder,
jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det,
som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis
det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun
kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun
var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og
kan kun græde -- --
Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var
dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:
Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra
mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død,
og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at
skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit
Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men
saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene
er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant
Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig
mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo
heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører
jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er
ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det
saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50
Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.
Din egen Annie.
30. Juli 1898.
Kære Mor.
I skal slet ikke tro det onde, som Folk fortæller om mig, for
det er ikke sandt. Herregud en Pige har da Lov til at faa sig en
Fæstemand, og jeg er jo kun 27 Aar højst endnu, Sjöström siger,
at nu skal vi have Ring med hinanden, og saa skal du høre mere
fra os -- -- --
Oktbr. 1898.
Kære Mor.
Det er slet ikke sandt, hvad der staar i det Blad, Nämdemanden
sendte mig, det er altsammen Bagvaskelse af de onde
Avismennesker, som skal have noget at skrive om. Sjöström har
slet ikke taget af Kassen, som de skriver, og er slet ikke
afskediget, men de vil ikke, at han skal gifte sig med mig, og
det vil han, og derfor rejser vi bort. Og det med mit vilde Liv
er heller ikke sandt, for Herregud, man maa dog have Lov at more
sig, naar man er ung, og det er Guds Skyld, for han kunde ladet
mig beholde Elsa, saa var det ikke gaaet saadan, men det bliver
nok godt igen, for Hugold er meget dygtig. Og det, der staar i
Bladene, er altsammen ikke sandt -- -- i de store og gode Blade
staar heller slet ikke noget, det er blot de Smudsblade, der skal
skrive om alting for at tjene deres Penge -- --
Berlin, Novbr. 1898.
Kære Moder -- nu er vi i Berlin, og den kender jeg jo, her er
meget koldt, men det var bedst, at vi rejste, og Hugold skal se
at faa noget at bestille hernede, hvor han kender mange Folk.
Nu er vi gifte, det blev vi her hos Konsulen, og jeg skal sende
Nämdemanden Afskrift af Papirerne, for at I kan se, at det hænger
rigtig sammen. Penge har vi ikke saa mange af nu, men vi faar nok
flere. Du skal nok høre fra mig snart igen -- -- --
Der syntes saa at hengaa lang Tid, hvor Annie og hendes »Mand«
flakkede rundt i Tyskland og led en Del ondt. Det første Brev af
virkelig Interesse i den lange Række er dateret Paris den 28. Decbr.
1899 og lyder saaledes:
Kære Moder -- det var en stræng Jul, jeg har været her ganske
alene, véd du, for Sjöström havde forladt mig og ladet mig ganske
alene tilbage. Og det var ligesom da lille Elsa døde, at jeg
troede, at nu skulde det ogsaa være forbi med mig, for Gud skal
vide, at jeg har maaske syndet meget og gjort meget, som ikke var
rigtig i min Tid, men Gud har heller ikke været god imod mig.
For jeg har elsket _ham_ dengang, og da var jeg 16 Aar, og siden
har jeg ikke elsket nogen, om jeg ikke har været, som jeg skulde
være, men Mændene er onde. Og saa vilde jeg dø, for jeg er syg og
fattig og har skæmmet mig, og jeg vil ikke være fattig og styg,
og de skal se ned paa mig, for jeg er ung, lige tredive Aar, og
det er ikke gammel. Men saa hændte der mig noget, da jeg gik ned
paa Gaden, for det var saa uhyggelig og koldt paa den Kvist,
hvor jeg boede. Jeg gik efter Lysene og de Steder, hvor vi kom
før, naar vi havde Penge, men jeg skammede mig ved mine Klæder,
for de er ikke saa pæne mere. Saa var det, at jeg mødte _ham_,
og saa gik jeg hen til ham, og han saa paa mig. Han er bleven
meget gammel nu, han maa vel være halvtreds og er hvidhaaret, jeg
har ikke set ham, siden det skete. Men saa var det, at han blev
ligesom rørt ved at se, hvor ulykkelig jeg var, og det troede jeg
ikke, han kunde blive, men det blev han. Og saa var vi sammen til
Jul. Men da du jo maa lade Nämdemand læse det, som jeg skriver,
saa kan jeg ikke fortælle dig, hvad der skete imellem os -- men
det var det skrækkeligste i mit Liv, og det var dog en hellig
Juleaften. Nu er jeg flyttet og har det helt godt, for _han_ har
givet mig saa mange Penge, at nu kan jeg sagtens med Pengene,
men det andet glemmer jeg aldrig -- -- --
Venedig, Maj 1900.
Kære Mor -- du fik da Pengene. -- Nu er det helt dejligt
hernede i denne By, hvor der slet ikke er rigtige Gader, men
bare Kanaler, hvor vi sejler i smaa sorte Baade, som de kalder
Gondoler. Vi bor i et Hus ved den allerfineste Kanal, og Sjöström
synes godt om det. Vi er nu helt gode Venner igen, for i Grunden
er han god, men vi elskede jo ikke hinanden, men det er der mange
Ægtefolk, som ikke gør, og for mig er det en stor Behagelighed at
have en Mand, som har et pænt Navn. Her kommer mange Mennesker,
mest Herrer, men ogsaa nogle Damer, og der er morsomt hernede i
Italien, hvor alting er friere, og navnlig her, hvor de sejler
rundt i Gaderne om Aftenen og synger saa kønt som hjemme i
Bäckaryd nede paa Lagan om Sommerkvældene. Jeg er bleven helt ung
igen, og alle siger, jeg er saa smuk, den allersmukkeste af dem
allesammen. Og jeg har faaet en Mængde Ringe og Stene og saadant
som Herrerne giver hernede. Du har vel faaet de 100 Kr., jeg
sendte Nämdemanden -- -- --
Venedig, Aug. 1900.
-- -- -- Nu er vi igen i Venedig. Véd du, hvem jeg har truffet,
det vil sige ikke talt med hende, men hun bor her lige ved Siden
af mig. _Hendes_ Søster, og hun ligner hende som den ene Draabe
Vand den anden. Du maa endelig ikke fortælle Nämdemanden noget om
_hende_ eller om _ham_ for saa bliver jeg evig ulykkelig, men jeg
skal nok fortælle dig det. Og vil du saa tro, hvem jeg mere har
mødt -- _Hans_ Søn. Det er helt underlig, for jeg tror næsten,
jeg bliver gammel, og det er jeg slet ikke, men han er gift med
en meget grim Kone, og de bor hos hans Tante lige ved Siden af
mig. Han var inde her for nogle Dage siden, men Konen var jo ikke
med. Hun véd slet ikke noget om det. Jeg synes ikke om ham, han
er ikke, som _han_ var. Men han synes godt om mig, kunde jeg se.
Vi træffes nok mere -- -- -- Jeg har taget til mig en ung Pige,
der hedder Johanne Ljunggren, hvis Fader har været Vagtmester ved
_hans_ Eskadron. Det er rart at have en hos sig, og hun har døjet
meget ligesom jeg -- --
Paris, Maj 1901.
-- -- -- Nu er Sjöström rejst igen. Han vilde skilles fra mig,
men det vil jeg ikke, for her i disse Lande er det godt at have
en Mand, for ellers regnes man ikke for noget, og der er saa
mange Fruentimmer og den Slags. Men han kommer nok tilbage, han
er alligevel den bedste, skønt tidt er han hæftig og har slaaet
mig og truet mig med at ville skyde mig en Gang i Monte Carlo,
hvor der er Spilleborde, da jeg ikke vilde give ham flere Penge,
for jeg synes, det er dumt at spille dem op, og vil gerne lægge
saa mange sammen som mulig, saa vi kan komme hjem til Sverig
og leve, naar vi bliver ældre og for at se dig igen, Mor, for
jeg længes efter dig. Jeg har nogle Penge og Papirer for nu er
jeg fornuftig og lægger op, og det er ikke saa lidt jeg har, men
dennegang vil jeg have mange Penge, for det er ikke godt, naar
man bliver ældre. Men Sjöström bruger saa mange, og er undertiden
ikke til at have med at gøre -- -- --
Nizza, Febr. 1902.
Nu er det næsten et helt Aar siden, jeg troede, vi skulde hjem,
men vi er ikke kommen endnu. Jeg kan ikke komme herfra og jeg kan
ikke sige dig Grunden, men det kan være, at jeg skal til Sverig
til Vaar. Men du véd, at jeg har skrevet om _hans_ Søn, som er
forfærdelig rig, og som giver mig alle de Penge, jeg vil have,
og nu bruger jeg mange, for jeg vil leve nu, medens jeg er ung,
jeg har her fire Heste og Kusk og Tjener, og Sjöström befinder
sig godt ved det. Jeg kan ikke lide ham mere, egentlig har jeg
jo aldrig holdt af ham, men man skal jo have en Mand. Han kunde
vist godt lide mig før, saa var der jo nogen Tid, hvor han ikke
brød sig om mig, men nu synes jeg, han er begyndt igen. Og det
er ikke rigtig godt, for jeg kan ikke lide, at han hænger over
mig, og det hele er jo dog mit, men det kan jeg ikke nærmere
forklare. Kunde jeg, vilde jeg skilles fra ham, men det er heller
ikke godt, og det bliver vel ved det gamle. Den anden, ham jeg
talte om, elsker mig meget, og vil gøre alt for mig, men ham kan
jeg ikke lide, fordi det er _hans_ Søn. Men saa kommer det op
i mig, at jeg kan faa ham til, hvad det skal være, og hævne mig
for alt det, _han_ har ladet mig døje, baade for længe siden og
den forfærdelige Jul i Paris, og saa sætter jeg mig for, at jeg
vil være rigtig ond, og det kan jeg være, for det har Menneskene
gjort mig til, og jeg har dog været god en Gang, som Moder véd.
Men det er Guds Skyld altsammen, og saadan skal det jo være.
Nu sender jeg Penge hjem til Banken i Christiansstad, og Madam
Karlkvists Søn, ham Advokaten, skal skytte om dem, for det er
mange Penge, og flere har jeg, saa Moder skal ikke lide Nød paa
sine gamle Dage -- --
Resten af Brevene var kortere, men indeholdt stedse Meddelelser om
de mange Penge, Annie havde og vilde sende hjem. De to sidste var
ganske korte og de vigtigste af dem alle. Det næstsidste var dateret
København den 21. Marts 1902 og lød saaledes:
Kære Moder -- nu er jeg i København og nu skal du snart faa mig
at se. Sjöström kommer ikke med, for nu har jeg sluttet med ham,
og nu skal vi skilles. Han har taget til at drikke og er bleven
Kæreste med Johanne, som jeg ikke synes om mere, og ofte er han
ganske vild og vil gøre mig Fortræd, og det vil jeg ikke taale.
Jeg trænger nu ikke til Mandfolk mere, for nu er det givet, at
jeg faar taget Hævn over _ham_, som jeg har lovet, jeg vil tage,
og nu véd jeg, hvor det skal ramme ham, men det bryder jeg mig
ikke om. Det kan jeg ikke skrive, men det skal jeg fortælle dig
altsammen. Om otte Dage er det i Orden, og saa kommer jeg -- -- --
Det sidste Brev var dateret Helsingør d. 27. Marts 1902 og lød
saaledes:
Kære Mor -- hvis Sjöström skulde skrive eller komme, saa maa du
ikke sige, hvor jeg er, for jeg vil ikke se ham mere, han har
faaet sit og mere til. Jeg skal sende 200 Kr., for at du kan have
det i Orden, eller hvis Nämdemanden kan skaffe Hus, for jeg er
rig og kan betale og har mange Penge i Banken. Jeg skal vente
her, men det varer ikke længe. Husk endelig det med Sjöström, for
han skriver nok -- -- --
Pengene var ikke ankomne; dette sidste Brev var skrevet paa et
lukket Brevkort og afsendt fra Helsingør, rimeligvis den sidste
Dag, Annie levede. I disse Breve var det meste af hendes Livsskæbne
fortalt; men det, der syntes hendes onde Skæbne, var skjult for en
almindelig Læser. Det var imidlertid muligt, at Nämdemanden kendte
noget til dette; i hvert Fald maatte den gamle Kone da vide, hvem
denne _Han_ var, hvis Navn Annie ikke turde nævne, og som syntes at
spille saa stor en Rolle i hendes Liv. Med Hensyn til selve Mordet
var det ret naturligt at slutte til de ledsagende Omstændigheder
og navnlig til Morderen. Det var Sjöström -- besynderligt nok, at
Nämdemanden ikke havde tænkt det, men de enkelte Omstændigheder
havde vel næppe staaet ham klart. Et andet vigtigt Punkt var det,
at Annie efterhaanden efterlod sig en betydelig Formue, der vel
nok kunde opspores, omend Morderen rimeligvis havde taget den i
Besiddelse, skønt det jo dog var muligt, at han slet ikke kendte
dens Anbringelse. Men tydeligt var det i hvert Fald, at Sagen,
som den nu stillede sig, blev betydelig interessantere, og Holst
kunde ikke nægte for sig selv, at Byttet tegnede rigt, og at denne
Omstændighed betød meget for ham nu.
Men han vilde sove -- sove paa det og tage fat med al Kraft strax
den næste Morgen, for her var noget at tage fat i.