IX.

Straks efter det første Maaltid gik Nämdemanden og Holst i Lag

med Overvejelserne af det, der forelaa. Det viste sig snart, at

Nämdemanden ikke vidste mere, end der lod sig udlede af Brevene og

hans personlige Kendskab til Annie og hendes Moder. De første Breve

havde den gamle læst selv, men i Efteraaret 1899 var hendes Syn

blevet saa svagt, at hun ikke mere kunde læse, og da var Nämdemanden

traadt til. Han havde ofte spurgt hende om de dunkle Hentydninger

til _Ham_, og den gamle havde da altid svaret, at dette kunde hun

ikke besvare. Selv havde han gjort sig sine Tanker derom, men da

han var en ædruelig og meget lidt romantisk anlagt Natur, havde han

efterhaanden vænnet sig til disse Hentydninger uden at tænke videre

over dem. Han forstod ikke, hvorledes Annie var kommen til Penge,

men Penge maatte hun have haft; han troede ikke paa Ægteskabet

med Sjöström og var tilbøjelig til at dele Holsts Mistanke til

denne. Det saa ogsaa ret naturligt ud, og navnlig vilde det være af

Betydning at erfare, hvor Annies Penge var anbragte, og hvormeget

der var tilbage, eller om Sjöström efter hendes Død havde sat sig i

Besiddelse af Pengene. Herom kunde Oplysninger skaffes hos Advokaten

Karlkvist i Christiansstad, og det vilde da være det næste Sted,

hvorhen Holst maatte vende sine Skridt.

Han meddelte ikke Nämdemanden det mindste om sit Kendskab til

Ankerkrone og Kurk eller om sine Formodninger med Hensyn til den

Forbindelse, der mulig kunde være mellem Annie og Ankerkrones

Historie. Det kom jo desuden slet ikke Sagen ved, og i de Aar,

de tre Venner havde gæstet Bäckaryd, havde Nämdemanden været paa

Rejse, saa personlig kunde han intet vide om, hvad der kunde være

foregaaet. Derimod var det muligt, at Holst kunde faa noget at vide

af gamle Mor Bengt. Det vigtigste vidste han jo, det indeholdtes i

Annies to sidste Breve; særlig mærkelig var den Omstændighed, at

Sjöström ikke, som Annie havde formodet, nogensinde havde henvendt

sig skriftligt eller personligt til hendes Moder; det talte tydeligt

for, at det var ham, der havde forøvet Mordet, og hans Motiv havde

været det ret forstaaelige at faa Tag i sin Elskerindes Penge. At

Sjöström skulde have været viet til Annie, troede Holst ikke; det

var jo muligt, men da hun antydede en Skilsmisse, og da hun skrev,

at nu var Sagen ordnet, maatte der jo hos hendes juridiske Konsulent

i Christiansstad kunne indhentes Oplysninger om dette Spørgsmaal.

Det, som Mor Bengt kunde oplyse, var egentlig kun Annies Forhold

til _ham_, og endda kun det rent positive, hvem han var. Holst

maatte erkende, at hans Motiver til at søge dette Spørgsmaal oplyst

var rent personlige, og at han ikke nærede nogen synderlig Tvivl

om, hvem _han_ var. Han maatte desuden indrømme, at det vilde

være hjærteløst af ham, for at erholde Svar paa dette Spørgsmaal,

at afsløre for den gamle, den skrækkelige Skæbne, der havde ramt

hendes Datter. Saaledes som Nämdemanden havde forberedt Sagen, vilde

Underretningen om Annies Død komme jævnt og naturlig til hende og

træffe hende nogenlunde forberedt. Det var endogsaa muligt, at

Efterforskningen om Datterens Formue kunde føre til, at den gamle,

samtidig med Efterretningen om Annies Død, kunde meddeles den

Trøst, at hun ikke paa sine gamle Dage vilde komme til at lide Nød.

Holst besluttede sig derfor til at afstaa fra ethvert Forsøg paa

gennem den gamle at erfare noget om den besynderlige og uhyggelige

Sammenhæng, der utvivlsomt maatte være mellem Annies og hans Ven

Ritmesterens Skæbne. Der var jo i Grunden ikke andet for ham at gøre

end at tage de fornødne Afskrifter af Annies Breve og saa begive sig

til Christiansstad for at følge Sporet, der kunde føre til Morderens

Paagribelse.

Vant som Holst var til skriftligt Arbejde, gik Afskriften let

fra Haanden, men det tog Tid og et Par Dage gik hen, medens han

arbejdede troligt og med fuld Kraft, idet han for en Sikkerheds

Skyld sikrede sig Afskrift af alle Brevene, selv de tilsyneladende

uvigtige.

Den tredie Dags Middag kom Nämdemanden ind til ham, just som han var

i Færd med at slutte Afskriften af det sidste Brev. Han saa meget

højtidelig ud, og Holst for uvilkaarlig sammen, som ventede han en

Meddelelse af stor Vigtighed.

»Hr. Løjtnant,« sagde Nämdemanden, »gamle Mor Bengt er bleven farlig

syg, hun har sendt Bud efter Præsten og efter mig; jeg tænkte, mulig

Hr. Løjtnanten kunde have Lyst til at følge mig, for om muligt et

eller andet Ord kunde blive sagt, som kunde faa en eller anden

Betydning.«

Holst rejste sig hurtig for at følge med; det var en Selvfølge, at

det for ham kunde være meget vigtigt, saafremt den gamle Kone maatte

have et eller andet at sige i sin sidste Stund -- for at det var paa

det sidste med hende, derom tvivlede ingen.

De fulgtes ad til Huset og traadte ind i den lille Stue, hvor den

gamle Kone laa i Sengen, understøttet af Dyner, svag og døende,

medens Præsten stod bøjet over hende og meddelte hende Nadverens

Sakramente.

Holst og Nämdemanden stod tavse, til den hellige Handling var forbi,

saa nikkede den gamle til Nämdemanden og saa op paa ham med et svagt

Smil.

»Ja, nu faar jeg rejse, Nämdemand,« sagde hun, »kanske jeg faar

træffe lille Annie før han. For jeg drømte saa tydelig den Aften,

Nämdemanden fortalte om den fremmede fra Danmark, at lille Annie var

gaaet forud for mig.«

Hendes Stemme lød ret kraftig og hendes Blik strejfede Holst.

»Naa,« fortsatte hun, »det er kanske den fremmede Mand, ham, der

havde hørt om lille Annie.«

Nämdemanden nikkede, den døende Kone saa vist paa Holst, men sagde

ikke noget. Hun vinkede Nämdemanden nærmere, han traadte hen til

hende, hun lod ikke til at bryde sig om de andre.

»Nämdemand,« sagde hun hviskende, »naar jeg nu dør, vil han saa tage

i den eneste Skuffe der henne det Brev, der ligger der, og fly det

til den, som skal have det; det staar uden paa.«

Hun vinkede Nämdemanden nærmere og hviskede til ham med næppe hørlig

Røst: »Navnet paa ham, Nämdemanden har spurgt om saa tit, er Arvid

Ankerkrone; men Nämdemanden faar ikke sige det til noget Menneske i

Verden, og Brevene skal flyes til ham.«

Holst hørte tydeligt hvert Ord, men han fortrak ikke en Mine.

Den gamle Kones Stemme blev svagere, hun sank hen i en Døs, og da

Lægen kom et Kvarterstid efter, var hun død.

Holst og Nämdemanden fulgtes ad hjem. Holst spurgte, om den gamle

Kone havde givet nogen Meddelelse, men det var tydeligt, at

Nämdemanden nødig vilde give Svar, og de talte ikke mere om det.

Om Aftenen skulde Holst rejse; han takkede sin Vært for hans

Gæstfrihed og vilde betale sit Ophold, men Nämdemanden vilde under

ingen Omstændighed tage mod Betalingen. Han var derimod meget

urolig, syntes Holst, og lidt efter lidt forstod Holst, at han var

meget usikker med Hensyn til, hvad han skulde gøre med Brevet, som

han havde taget i den gamle Kones Hjørneskab. Han syntes ikke,

han kunde undlade at meddele Holst det, og det var jo desuden en

Tjenestesag, som kunde indbringe ham en tjenstlig Reprimande fra

hans Foresatte om han handlede urigtig; paa den anden Side vilde han

nødig undlade at opfylde en døendes Bøn.

Holst saa godt hans Uro, og han vidste Grunden; dette gav ham en

Overlegenhed, der hidførte netop det Resultat, han ønskede. Ved

Afskeden sagde han til Nämdemanden: »Husk saa at besørge Brevet, som

den gamle gav Dem.«

Nämdemanden gjorde en hastig Bevægelse: »Vil Hr. Løjtnanten, at jeg

skal give det til Häradshøvdingen eller maaske -- --«

»Nej,« sagde Holst rolig. »De skal sende det til Ritmester

Ankerkrone og tie om Annie, til de hører fra mig.«

Nämdemanden for sammen.