»Hvad siger han?« spurgte den gamle.
»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«
»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.
»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra
Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«
»Siger han det?« gentog den gamle.
»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her,
siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«
»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede.
Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.
»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til
»Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende
sidst?«
»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.
»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til
sin gamle Moder, gjorde Annie.«
»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.
»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og
stærk, men det kan jo komme let.«
»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.
Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes
til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun
søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:
»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende
fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa
han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«
»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget
til Annie.«
»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«
»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget
syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«
»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende
mon?«
»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«
»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det
meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende
paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.
»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«
»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det
tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede
til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her
op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til
Vorherre om, vil jeg.«
»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre
for Annie.«
Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort
noget godt ved det.
Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og
sukkende tænkte paa lille Annie.