VI.

Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører

gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa

venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over

Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden

Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst

Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille

Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.

Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals

Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget

meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og

traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte

kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der

maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede

sig til at gaa frem med største Forsigtighed.

Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved

Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand,

der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte

Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele

Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa

i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter

med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til

en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk

Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.

Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst

at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor

nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs

Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af

Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.

Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde

Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende

officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde

paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation

af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand,

bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst

bukkede og vædede sin Tunge -- han var tørstig, og det var svært

varmt ude.

Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men

Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog,

da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende

Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat

af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere

Løb.

»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen

Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«

»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en

Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«

Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude;

Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og

pipper ivrigt.

»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.

Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie

Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«

Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt

Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«

»Det véd jeg,« sagde Holst.

Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels

Bror Erik?«

»Jeg gør det,« sagde Holst.

»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie

virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det

maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra

Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene -- Faderen, Korporal Bengt

-- --«

Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie -- det

var Moderen -- --«

»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker

gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun

intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og

vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da

et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler

om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra

hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner

jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies

Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende.

Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem.

Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle,

arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men

saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte

hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.«

Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til

at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.

Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men

besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt,

betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:

»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes

Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede

til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne

Efterforskning, der fører mig herop.«

Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa

rystede han paa Hovedet.

»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa

»gran« at se til.«

Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne

meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare

alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft

Forbindelse med sit Hjem.«

Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt,

at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og

rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:

»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke,

men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«

Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer,

udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger

af den svenske Stats Repræsentation i København.

Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.

Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag

skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det

er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen

fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag,

da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand,

vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem

derfor behandle den med dybeste Diskretion.«

Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde

han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal

erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være

menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels

Annie er kommen af Dage.«

»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang

til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«

Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg.

»De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at

ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at

Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed

og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.«

Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i

en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.

»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«

»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var

viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten

fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald

havde han vel skrevet hertil.«

»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«

»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham

som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har

sikkert ikke haft Grund.«

Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i

Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste

kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det,

Kaptajn Kurk havde kastet over det.

Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang

rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under

hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende.

Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og

han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig

med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og

Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes

Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold

og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind

i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at

kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast

med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage

Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.

Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn

taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos

sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus,

og det kunde han undvære.

Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn

Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.

Det samme syntes Holst om Nämdemanden.

Hvad Skovsøen gemte · 第 31 / 90 题