Rejsen mellem Christiansstad og Hässleholm foretog Holst uden
Synd -- i dyb Søvn. Det var ikke underligt, da Naturen efter den
foregaaende Nat, saa rig paa Oplevelser, krævede sin Ret, og
Landskabet her i det midterste Skaane er ikke saa tillokkende, at
det kan holde en træt Mand vaagen.
Holst sov trygt; i Hässleholm fik han en forsvarlig Jernbanefrokost
og en Times god Hvile, og da Toget kom dampende sydfra for at føre
ham over Grænsen til Smaaland, var hans Tanker klare som hans Øjne.
Ved Hässleholm holder Skaane op, og Smaaland aabner sig for Blikket.
Skaane og Egnen om Christiansstad minder i det meste om Danmark, af
og til blot vildere, store Naaleskove og Marker med Klippesten som
Bornholms, men lidet fremmedartet. I Smaaland træder en hel anden
Natur frem. Banen fra Hässleholm fører gennem store Skovstrækninger,
tæt og kortstammet Gran og Fyr og store Birkeskove, Jorden er haard
og stenet, Stenene bliver større og ligger spredte i Bakkerne, som
om Jætter havde spillet Bold med dem, Kær ligger ved Kær, og over
Skraaningerne risler Bække mod Søer, der breder sig over Landet
og kigger frem mellem Smaaland og Blekinge, danner en Række, der
fuldstændig gennemhuller Landskabet med blinkende Flader.
Først viser sig de brune Moser og bag dem Balingsløfsøen, saa
skifter Moser og Heder med store Skove, hvor Søerne breder sig ved
Elmhult og Liatorp, og over stenede, skovklædte Bakker naar man
Vislanda, Knudepunktet hvorfra Baner udgaar til Vest- og Østkysten
af Landet. Holst var fuldstændig under Indtrykket af den fremmede,
egenartede Natur. Hans Øje gled over Bakker og Moser, Kær og Søer,
fangedes hist og her af de rødmalede Huse og Gaarde, der, byggede
af Træ, laa spredte ved Bæk eller Sø mod en skærmende Klint. Hist
og her ved Ry'erne og de store Søer rejste store Skorstene sig
i Vejret; det var, som om Civilisationen strakte sine Arme ud
mod Skovens Idyl, men efterhaanden som Rejsen gik mod Nord, blev
Skovidyllen den stærkeste, og Vinden bar den friske Skovduft mod
Vognens Ruder. Holst var alene i Kupeen, og det passede ham godt.
Lidt efter lidt klaredes hans Tanker og frigjordes fra de stærke
Indtryk af den fremmede Natur, vendte kolde og nøgterne tilbage til
Sagen og hans Rejses Maal. Hvad han, begunstiget af en lykkelig
Stjerne, der synes at hvile over denne hans Færd, havde erfaret, var
ikke helt lidt.
Han vidste nu, at den myrdede var Annie Cederlund, en ikke uberygtet
Kvinde, hvis Skæbne syntes ham saa rig paa Eventyr som nogen
Romanheltindes. Hendes Livs vigtigste Begivenheder kendte han ogsaa,
og Besøget i den lille Landsby ved Lagan skulde give ham større
Kendskab til det, som endnu maatte være skjult for ham.
Men vigtigere end alt andet forekom ham det underlige Træf, der
straks og endnu inden nogen Anelse var født hos ham om alt det, der
skulde aabenbares, havde ført ham sammen med en Mand, der maatte
kunne give maaske det vægtigste Bidrag til at hæve det Slør, der
trods alt det, han havde erfaret, endnu dækkede Annies besynderlige
Skæbne.
Ritmester Ankerkrone, hvem han regnede for sin Ven, og hvis fine
Personlighed havde gjort det stærkeste Indtryk paa ham, maatte paa
en eller anden Maade være traadt i Berøring med den Kvinde, hvis Lig
han havde set draget frem af den ensomme Skovsø i et fremmed Land.
Med sit Kendskab til Ankerkrone laa det Holst nærmest at slutte,
at han ikke havde kendt den unge Kvindes Træk, da hendes Legeme
droges frem af sit Gemmested. Det var ikke naturligt, at den afdødes
forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.
Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt,
at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit
Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig
Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med
Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse,
Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at
han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og
efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og
Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale,
blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand,
der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.
En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod
eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin
Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur,
sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver
Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været,
kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet.
Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet
var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde
være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge
klart for Dagen.
Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og
Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin
Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel
ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med
Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel
heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for
Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende,
vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre
nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane
de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han
aldrig gøre.
Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje,
vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han
følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage,
rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham
imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste
Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord
ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte
have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han
havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv
kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at
røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden
dyb og tvingende Aarsag.
Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun
med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes
Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være
villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et
Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.
Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks
Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold
Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med
stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde
afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet
Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest
at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare
Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i
Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.
Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk
tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone
intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden
eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad
gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde
findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da
vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe
større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og
ham.
Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde
samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og
for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om
for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham
Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og
velsmagende Middag i Vislanda.