Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet
Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede,
men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne
var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der
var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved
en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt
og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde
smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet
og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel
halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to
smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.
Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult
som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt
dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede
Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette
gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede
Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et
venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set
meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt
oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.
Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa
Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen
Herlighed paa hendes sidste Dage.
Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst
hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa
Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig
haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til
og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske
kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang
var, og dog syntes han, det var hans Pligt.
»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.