Kaptajnen svarede ikke, men Holst vendte sig for at gaa.
»Hvorfor spørger De om det,« sagde Kaptajnen pludselig heftig, »det
er Billedet af mig og et Par Kammerater.«
Holst afbrød ham med et let Smil: »Kaptajn Kurk, vi to kender endnu
ikke hinanden, vi lærer maaske hinanden at kende. Endnu en Gang Tak
for alt, hvad De har sagt; jeg rejser nu tidlig til Morgen og skal
ikke ulejlige Dem yderligere. De har Ret, de Oplysninger, Deres
Pligt som Ven og Kammerat forhindrer Dem i at give mig, vil jeg søge
der, hvor de ligger mig langt nærmere, hos ham, der er Herre over
dem, og hvem jeg skal bringe Deres broderlige Hilsen.«
Kaptajn Kurk saa forbavset paa Holst, han blev staaende med hans
Haand i sin uden ret at kunne klare sine Tanker: »Jeg forstaar Dem
ikke --«
Holst smilede igen: »Det gør ikke noget, Hr. Kaptajn, -- han vil
forstaa mig.«
»Han -- hvem?«
»Arvid Ankerkrone,« sagde Holst dæmpet og gjorde sig løs. Saa gik
han med et stumt Nik. Kaptajnen blev staaende som fastnaglet til
Gulvet, han gjorde en Bevægelse for at følge efter sin Gæst, men
standsede pludselig.
»Her faar Gud raade,« mumlede han; han hørte Tjeneren tale i
Korridoren og Trin paa Trappen. Saa sank han til Sæde i Lænestolen
og betragtede nogle Minutter Annies Portræt, som han havde lagt fra
sig paa Bordet. Hans Øjne gled uvilkaarlig over paa Billedet paa
Væggen, og hans Læber bevægede sig sagte.
»Der faar Gud raade, for dig ogsaa, Arvid.«
Det var lys Morgen, før Kaptajn Kurk gik til Ro. Ved samme Tid
dampede Toget afsted mod Hässleholm for at føre Holst til Vislanda
og Ry'erne ved Lagan i det skovrige, bakkede Smaaland.