Kaptajn Kurk beboede en Lejlighed i Artilleriregimentets Kaserne,
der ved sin fuldkommen spartanske Simpelhed kontrasterede ikke
lidet med dens Beboers udsøgte Elegance. Denne Modsætning slog
Holst, men det var, som om Møbler og Vægge i det store firkantede
Arbejdsværelse stumt, men overbevisende vidnede om Kaptajnens
regelrette og fuldtud tilforladelige Vandel.
Bohavet var holdt strengt i Karl den fjortendes Stil --
Biedermannstilen fra Aarene 1820--50, mørkt Mahogni uden Indlæg,
bred, men haard Sofa med Skabe, og sorte, læderbetrukne Lænestole.
Særlig var Skrivebordet, et spinkelt Mahognimøbel, et sandt
Pragtstykke i sin Stil. Vinduerne var høje og indrammede med
strenge, grønne Damaskes Gardiner, der kun som en Kappe dækkede
deres øverste Kant. Gulvet var hvidskuret, og Stuen, hvor en
gammel Moderatørlampe, der stod tændt, da Herrerne kom, udbredte
et stilfærdigt, gult Lys, gav ligesom et Genskin af Renhed og
omhyggelig Orden.
Paa Væggen over Sofaen var dannet en Vaabentrofæ af talrige blanke
Vaaben, en righoldig Samling af tildels meget sjældne Hug- og
Stødvaaben, og over denne stod en Buste af Sverigs regerende Konge i
bronceret Gibs.
Væggene var tæt behængt med Kobberstik og Litografier, væsentligst
Billeder af Sverigs Konger og fremragende Statsmænd, en Endevæg var
prydet med Fotografier af Kammerater, og midt i denne Gruppe hang
et Maleri af en vidunderlig smuk Kvinde med et fint ovalt Ansigt,
indrammet af sort, lokket Haar. Om dette Billede var over Rammen
slynget et sort Sørgeflor, og med sorte Bogstaver stod paa Rammens
underste Kant: Giulia.
Under Billedet var ophængt et stort Fotografi, der fremstillede
tre Mænd i Uniform foran et Lejrtelt, en Krans af halvvisne
Evighedsblomster var lagt over den sorte Ramme, og da Holsts Øjne
strejfede Billedet, saa han, at den ene af Mændene var hans Vært,
den anden, der stod bøjet over ham med Haanden paa hans Skulder, var
Ritmester Ankerkrone. Den tredie var ham ubekendt.
Kaptajn Kurk fulgte hans Bevægelser, da han stod overfor disse
Billeder, og Holst vendte sig mod ham for at spørge; men det
forekom ham, at hans Værts Ansigt udtrykte en saadan tilknappet
Sørgmodighed, at Spørgsmaalet døde paa hans Læber. Kaptajnen bad ham
at tage Plads, og en gammel, stilfærdig Tjener bragte paa en Bakke
Forfriskninger, som han tavs stillede paa et Bord mellem Herrerne,
hvorefter han lydløst trak sig tilbage.
Kaptajnen aabnede en Skuffe i et stort, smukt indlagt Mahognitræs
Chatol, der stod mellem de høje Vinduer, og rakte Holst et
Miniaturportræt, udført i Elfenben og indrammet i en smal Guldramme.
»Det var Annie Cederlund,« sagde han med et sørgmodigt Smil, »saadan
saa hun ud i 1885.«
Holst saa forundret op: »1885 -- og jeg som troede, hun kun var et
Par og tyve Aar.«
»Hun er født den 7. Juni 1866 i Bäckaryd ved Laga Aaen nær Ljungby
i Smaaland. Hendes Fader var Korporal og Vildtvogter paa de store
Jagtdistrikter, som engelske Herrer har lejet i de Egne. Han er
død, men Moderen lever endnu og bor i et lille Hus ved Lagan. Nogle
gamle Venner af hendes Mand, deriblandt jeg, yder hende en aarlig
Understøttelse; hun er nu barnløs, Annie var hendes eneste Barn. Jeg
skal, som jeg lovede Dem, fortælle Dem saa meget af det stakkels
Pigebarns Historie, som jeg kan, -- endskønt stakkels kan man vel
næppe kalde et Væsen, hvis Samvittighed har maattet bære saa tunge
Byrder som Annies.« -- Kaptajnen skød Karaflerne med Whisky og Vand
over til Holst, og lænet tilbage i Lænestolen fortalte han Annies
Historie med dæmpet alvorlig Stemme.
Det slog Holst, at denne alvorlige Mand, der sad her i sin strenge
soldatermæssige Stue, lidet lignede den flotte, smilende Officer,
hans Rejsebekendtskab havde præsenteret ham for, og han mindedes med
Undren Kaptajnens Udtalelser om de skønne, han kendte; nu var det,
som om hans Mund aldrig smilede, og han selv lignede mindst af alt
en kæk Erobrer, en glad Soldat i Fredstid.
Holst lyttede, medens Kaptajnen talte, og Viserne paa et stort
Mahogni Søjleur flyttede sig langsomt mod Midnatstimen.
»Som sagt, Annie er født i Bäckaryd 1866, hendes Fader hed Bengt,
og efter Almuens Skik i Smaaland kaldtes hun Annie Bengtsdatter.
Som eneste Barn var hun sine Forældres Øjesten, særlig Faderens. I
Skolen lærte hun intet, men des ivrigere færdedes hun med Faderen
paa Ry'erne og i Skovene; hun lærte at kende Urens Skogren, Tjurens
Kalden og Raavildtets Bladen i Sommeren, hun lærte at kende Vildtets
Veje, at jage Ræven og Haren paa Ry'erne ved Efteraarstid, og ingen
Forstmedhjælper kunde være flinkere Skytte og Jæger end hun. Hun
var rank og smidig, dertil skøn som en Hyrdinde paa et af Watteaus
Billeder, og Sognets Knøse bejlede saa godt som alle til hende,
ja Nämdemandens Søn i Bäck berøvede sig endog Livet, fordi hun
besvarede hans Bejlen med Haan. Jeg saa hende første Gang i 1880, da
jeg med et Par Venner var Jagtgæst ved Urfuglejagter paa Ry'erne ved
Lagan. Hun var kun fjorten Aar, men fuldt udviklet og blændende smuk.
To Aar i Træk gæstede vi Stedet; foruden mig var der to Herrer, hvis
Navn jeg ikke skal nævne, da Omstændighederne gør mig det til en
Pligt ikke at nævne disse Navne i Forbindelse med hende. Det andet
Aar skete det, at Annie forlod sit Hjem med en af disse Mænd.
Faderens Vrede var grænseløs, han besvor mig at skaffe ham Datteren
tilbage, og jeg anvendte min yderste Anstrengelse, men forgæves.
Saa rejste han selv her til Staden, hvor Datteren havde taget
Ophold, men Annie nægtede at følge ham tilbage. Der gik to Aar,
Annie fik et Barn og hendes Fader gjorde da et Forsøg paa at dræbe
den Mand, han ansaa for hendes Forfører, men det mislykkedes, og i
Kronelensfængslet hængte han sig saa en Nat, medens hans Vogter sov.
Det var en brav Soldat og en tro og dygtig Jægersmand.
Sagen vakte stor Opsigt, og Annie og hendes Elsker rejste bort.
Han, der var Officer ved Regimentet her, stilledes uden for Nummer,
men et Par Aar efter opnaaede han Tilgivelse hos sine Foresatte og
vendte tilbage til Staden.«
Kaptajnen tav et Øjeblik og fortsatte saa:
»Saa underlig gaar det til her i Verden, han vendte tilbage til sit
eget Fordærv og til Ulykke og Sorg for sine bedste Venner. Kort Tid
efter hans Tilbagekomst skete her i Egnen en Begivenhed, som jeg, da
Hemmeligheden, der endnu hviler over den, ikke er min, ikke kan og
vil forklare Dem nøjere. En højtstaaende anset Familie hjemsøgtes af
en sørgelig Hændelse, hvori Annies Elsker spillede en paatvungen om
end hæslig og nedværdigende Rolle. Et Venskab, der knyttede ham til
en af Standens bedste Mænd, blev brudt -- Skylden var Annies -- men
de Begivenheder, der indtraadte, fjernede ham for stedse fra Annie
og Landet og kostede ham Livet i Udlandet.«
Kaptajnens Stemme klang endnu mere dæmpet og alvorlig, og Holst saa
med Undren, hvor heftig Mindet bevægede ham; det var næsten, som om
Taarer duggede hans Blik.
Han brød kort af og fortsatte i hurtigere Tempo:
»I en halv Snes Aar var Annie borte fra Landet; hvor hun opholdt
sig, vidste ingen, og hendes Navn, som havde været paa alles Læber
i de Dage, var glemt af alle. Saa dukkede hun en skønne Dag atter
op her i Byen. Hun kaldte sig Annie Cederlund, og under dette Navn
aabnede hun en Systue i Voldgaden. Borgerskabet modtog hende med
Mistro, og hendes Forretning kan næppe have været særlig omfattende.
Men hun var blændende smuk, hendes Figur var nu statelig og fuldt
udviklet, og hendes Evne til at tvinge Mænd og lede dem, som hun
vilde, var saa sjælden, at jeg endnu ikke ret forstaar, hvorfor hun
ikke havde søgt sig en Plads i en Storstads Halvverden, som hun
lettelig kunde have indtaget som den første blandt sine Lige. Naa --
hun havde det Barn -- en Pige, der var bleven opdragen her i Byen,
og det var vel en af Grundene til, at hun vendte tilbage.
Hun maa imidlertid have haft andre Grunde til at vælge
Christiansstad til Opholdssted. Jeg søgte hende ikke; de
Begivenheder, jeg for Dem kun har antydet, skilte os som ved et
dybt, uoverstigeligt Svælg. Hun syntes derimod at søge mig, og da
jeg stedse afværgede enhver Tilnærmelse, tog hun en Art Hævn ved at
knytte fast til sig en ung Mand, for hvem jeg nærede et faderligt
Venskab, en Broder til vor kære Fælle i Aften, Hugold Sjöström, der
var min første Officer ved Tøjhuset, som jeg dengang kommanderede.
Hugold var en smuk, kæk Knægt med fortrinlige Evner, men uden
Karakterstyrke og svag som et Siv overfor Kvinder. Annie pressede
ham frem, Skridt for Skridt, uden Kærlighed tror jeg, blot af Lyst
til at stifte Fortræd. Saa døde hendes lille Pige, og om det nu
var for at døve Sorgen, hun opgav sin tilbageholdne Stilling og
førte an i Orgier, der vakte Opsigt i Staden; men da hun var fri
og uafhængig, kunde ingen Magt standse hende -- og desværre ikke
heller ham. Hugold Sjöström forgreb sig paa Regimentets Kasse, som
han havde i Forvar, skrev falske Vexler til et betydeligt Beløb, og
kun med stor Opofrelse lykkedes det den brave Bror, der mistede det
meste af, hvad han ejede, at redde Broderen fra Vanære. Afskeden
fik han og rejste saa med Annie til Udlandet. Det skete for faa Aar
siden -- i Efteraaret 1898. Siden da har jeg kun lejlighedsvis hørt
fra Parret. Sjöström gled længere og længere ned, han var stadig
Annies Følgesvend, men det er hævet over al Tvivl, at Midlerne til
hans Ophold udelukkende skyldtes hende, og hendes Kilder har næppe
været de reneste.
Selv saa jeg dem engang i Paris for et Aar siden. Sjöström dukkede
sig, da han saa mig, men Annie nikkede genkendende til mig og lo.
Parret var da i Følge med en ung Mand, hvis Skæbne laa mig en Del
paa Sinde. Jeg advarede ham mod Annie. Naa, den Art Advarsler
frugter ikke.« Kaptajnen sluttede med et Suk.
»Mere véd jeg i Grunden ikke -- mere er der vel heller ikke -- nej
-- mere er der ikke --.« Kaptajnen rejste sig og gik nervøs op og
ned ad Gulvet.
Holst bøjede sig mod ham: »Tak, Hr. Kaptajn, for det, De har sagt;
desværre synes det rigtignok, som om det, der for mig har størst
Interesse, er det, som De har fortiet.«
Kaptajnen nikkede: »Jeg sagde Dem det, Løjtnant Holst; jeg sagde
Dem, at der var Ting, jeg maatte fortie, og som ingen menneskelig
Magt skal tvinge mig til at omtale. De vil maaske indvende, at De ad
anden Vej kan erfare noget herom. Jeg tror det næppe. Foruden mig er
der kun en, der kender denne Sag tilfulde, og han vil vide at tie;
men vil han tale, saa har han Ret dertil, jeg har det ikke.«
»De kan ikke sige mig hans Navn?«
Kaptajnen rystede paa Hovedet.
»Ej heller Navnet paa Annies første Elsker?«
Kaptajnen tøvede et Øjeblik: »Aa jo, det kan jeg vel nok -- han hed
Cedersköld og er død for 16 Aar siden.«
Holst tav et Øjeblik, saa spurgte han dæmpet: »Kan det nytte at tale
med Løjtnant Sjöström om Sagen?«
»Hvilken -- Hugold -- ja, om De kan finde ham, vil han vel nok kunne
give Oplysninger. Men Guderne maa vide, om han lever mere, eller om
han er paa fri Fod, for hans Veje førte ham tæt op ad Fængslets Mure
-- Synd var det, for han var en smuk Soldat før i Tiden.«
»Jeg mente Staldmesteren,« indskød Holst.
»Det tror jeg ikke,« svarede Kaptajnen. »Han véd sikkert knap saa
meget, som jeg har fortalt Dem, og det vil kun berøre ham pinligt at
tale om Sagen.«
Holst sad nogle Minutter tavs, saa rejste han sig og gik hen foran
Kaptajnen, der stod lænet til Chatollet, og sagde bestemt og
alvorligt: »Hr. Kaptajn, det, De har sagt mig, er noget, om end kun
lidt. Jeg har givet Dem mit Ord paa ikke at søge at trænge ind paa
Dem og forlange mere at vide, end De alt har sagt mig. Jeg kan sige
Dem, at min første Rejse vil gælde Bäckaryd for at erfare, hvad
Annies Moder maatte vide om det, som De ikke vil sige mig, og om
de sidste Efterretninger fra Datteren. Ganske vist venter jeg mig
ikke meget af denne Rejse, men jeg vil dog ikke undlade den. Jeg vil
til min Tak kun tilføje, at der sikkert vil komme den Dag, da vi
mødes igen og taler mere aabent om Annie Cederlund og de Mænd, hvis
Skæbne har været knyttet til hendes. Mit Ord binder mig, og jeg vil
ikke søge yderligere Oplysning hos Dem; blot spørger jeg Dem, om De
vil sige mig Navnet paa den Officer, hvis Billede hænger der under
Maleriet, den tredie, den unge, der sidder der foran Bordet paa
Billedet med Evighedskransen.«
Kaptajnen kastede et skarpt Blik paa Holst: »Ham der?« saa tav han,
ligesom ubesluttet.